RF 23: Knap så ond-sdag
Det blev en oplevelse med et ekstremt tidligt, men stærkt tilfredsstillende peak på festivalens første rigtige spilledag.
Turen fra København til Roskilde og videre ud til presse-checkin gik forbavsende gnidningsfrit, så der var tid til at gå lidt rundt på campingpladsen og fornemme stemningen, inden den egentlige festivalplads åbnede. Det blev til et hyggeligt møde med en kollega, til en kaffeslushice med en lille skarp i sommervarmen og til en bao. De første to dele kunne varmt anbefales, mens det sidste var the ghost of bao past. En lille, tør fuckfinger til min sult.
Heldigvis var det snart tid til at bevæge sig mod Arena, efter at det traditionelle hav af mennesker havde løbet om kap ind på pladsen – de løb nok ikke alle over til Scowl, som vores anmelder gjorde. Der skulle man også møde op til tiden for at nå at se den korte koncert. Måske ville de fleste først op til Blæst, der skulle åbne Orange Scene og dermed også udsættes for den traditionelle omgang ”de var ikke stærke nok til at åbne Orange”-kritik. Min varmeste medfølelse for bandet på den uriaspost, som jeg ikke ved, om de faktisk bestred godt, for vi skulle skynde os over til Arena for at komme i pitten til Fever Ray, som gav os blændende opvisning i, hvordan man kan tænke en koncert som en musikalsk helhed snarere end en række sange, der skal fyres af. Det var queer, det var stemningsfuldt, det var rørende, det var mørkt og sorgfuldt, og det var ekstatisk og liderligt. Her peakede dagen, og resten af onsdagen blev, efter en hurtig løbetur over på Gloria for at opleve Chat Pile, som fik arbejdet sig op til en form for triumf, lagt i et lidt mere distanceblændende og afslappet gear. Festivalstemningen skulle nydes.
Hyperpop og pig squeals
Hvor imponeret jeg end er af Will Ramos’ evne til at lyde som alt andet end et menneske, når han synger, så er Lorna Shores metalcore ikke lige mig, så jeg smuttede over for at se Debbie Sings klaske stort set enhver musikalsk trope fra ravekulturen sammen i et hyperpoppet festfyrværkeri. Det passede suverænt til mit humør, og hendes power var langt mere interessant end Kendrick Lamars til tider bøvede maskuline energi. Han er en elegant rapper, som har en del interessante numre, men i sidste ende frastøder han mig en anelse med sin bollegribende bravado.
Så var det langt mere vellykket til den velbesøgte Queens of the Stone Age-koncert . Josh Homme og co. havde taget et ordentligt skud rockenergi med for ligesom at fordrive ideen om, at Roskilde skulle være blevet sådan et sted, hvor der ikke er plads til et rockshow. Selvfølgelig er der stadig det. Den orange feeling fået flere farvenuancer, men det betyder ikke, at riffs er forbudte på Dyrskuepladsen. Heldigvis da.