RF 23: Orange følelser på Grøn
Populær
Queens Of The Stone Age gav en rockkoncert som i gamle dage på Arena, og vi fik i halvanden times tid en følelse af at stå midt i en tid, der nok snart er ovre.
2. The Lost Art of Keeping a Secret
3. Smooth Sailing
4. My God Is The Sun
5. Carnavoyeur
6. The Way You Used To Do
7. If I Had A Tail
8. Paper Machete
9. Make It Wit Chu
10. Emotion Sickness
11. Little Sister
12. I Appear Missing
13. Go With The Flow
14. A Song For The Dead
Queens Of The Stone Age har aldrig været kedelige live. Forsanger og mastermind i projektet, Josh Homme er en farverig karakter, der absolut tager hele sig selv med på scenen, inklusiv humøret på dagen. Derfor bliver QOTSA heller aldrig nogensinde til en følelse af endnu en dag på kontoret – i hvert fald ikke til nogen af de koncerter, jeg har oplevet med bandet.
Engang spillede de Orange. I dag spillede de på Roskilde Festivals næststørste scene: Arena. Eller Grøn, som jeg stadig synes den hedder, helt ind i min sjæl. Fra dengang i gamle dage, hvor stort set alle koncerter på Roskilde var rockkoncerter, der blev leveret med samme entusiasme og nærvær som onsdagens QOTSA-koncert.
Og de er ikke til forspil, d’herrer i QOTSA. Lige fra start satte de niveauet for koncerten tårnhøjt med nummeret ‘No One Knows’ fra albummet ‘Songs for Deaf’, der udkom i 2002. Det er immervæk 21 år siden, men nummeret er stadig sprødt og en helt eminent måde at starte en rockkoncert på. Så er vi ligesom i gang.
Kunsten at gå til koncerter
Arena-teltet var proppet til randen. Som i virkelig virkelig proppet, og den første halvdel af koncerten tog jeg mig selv i at rase indvendigt over, at de ikke spillede Orange. Mod slutningen af koncerten blev det klart, at det format har de nok trods alt ikke længere - i hvert fald ikke på vores breddegrader, eller til denne her festival.
Når bands som QOTSA sættes på plakaten på en festival, hvor musikken i overvejende grad henvender sig til de 20-25-årige, så bliver det lidt et kuriosum, og den slags tiltrækker den særlige publikumstype, der køber endagsbilletter. Jeg knuselsker koncertkulturen på Roskilde. Selv de helt unge er fuldkommen på hjemmebane i "do’s and don’ts" til koncerter, mens det står lidt sløjere til, når det handler om turisterne på festivalen. Dem, der kommer for at se et enkelt band og drikke sig fra sans og samling. Dels er nogle af dem bare ikke ret gode til at være i en tætpakket crowd, og dels er de slemme til at forlade koncerterne før tid – måske fordi det ikke lige præcis var, som de huskede bandet. Jeg så temmelig mange af endagsbilletterne forlade QOTSA før tid, og pludselig var der både plads og god crowdkultur igen. Men også lidt tomt i siderne.
Homme vs. curlingkulturen
Det skulle nu ikke ødelægge det veloplagte show, der blev leveret fra en fyrig Josh Homme, der med sin helt særlige stil spillede trusserne af alle køn. Det var en fornøjelse at mærke og høre, hvordan ørkenrocken stadig kan tænde et telt fyldt med mennesker, og begejstringen i publikum blev ikke mindre, da koncerten fik en lille pause nogle numre inde.
En sikkerhedsvagt formastede sig til at bede publikum om ikke at sidde på hinandens skuldre (ny regel?), men det fandt Homme sig sgu ikke i. Så han fik leveret en temmelig gedigen skideballe til sikkerhedsvagterne, og bad dem om at blande sig udenom. “Hør efter! I aften arbejder I for mig”, var ordene fra en ret knotten Homme, der samtidig talte de overbeskyttede unges sag. De ved jo godt, hvad de laver. Og de kan godt finde ud af det med hinanden. De sover i noget, der minder om en flygtningelejr med en befolkningstæthed på niveau med Mumbai i over en uge, og alligevel finder de ud af det uden alt for mange episoder.
Pitten blev derefter givet fri, og Homme var og blev dagens helt i skysovs, mens QOTSA tonsede sig igennem et sæt hvor ‘Go With The Flow’ stod knivskarpt og støvet, ‘The Way You Used To’ var en eksplosion i energi fra scenen, ikke mindst takket være eminent guitarspil fra Troy Van Leeuwen, og så skal vi ikke glemme ‘Make It Wit Chu’, der blev spillet i en superfed, lidt lækkerlangsom liveudgave, og hvor Homme fik sat gang i både de mandlige og kvindelige publikummer i en fællessang.
At han kan charmere trusserne af enhver, er ikke nogen hemmelighed, men shit hvor havde han godt fat i publikum fra ende til anden. Koncertens tredjesidste nummer 'I Appear Missing' var eminent udført og trukket præcist så langt ud, som man skal til en rockkoncert, mens lukkeren 'A Song For The Dead' var så meget i skabet, at man tog sig i at ønske sig en koncert mere. Der var ingen “en ny dag på kontoret”-følelse over det her show. Det var spillet live, og det var tilpasset til at blive spillet live og lige der, på Grøn, var vi alle sammen Orange og i ét med hinanden.