RF 23: Elegant helhed mod dualisme
Populær
Festivalens første dag peakede lige fra start med en sublim koncert fra Karin Dreijer og deres venner.
New Utensils
When I Grow Up
Mustn't Hurry
Triangle Walks
To the Moon and Back
Shiver
Kandy
Even it Out
An Itch
I'm Not Done
Now's the Only Time I know
If I had a Heart
Coconut
Det er fascinerende, hvordan Fever Ray ubesværet formår at fusionere sangene fra deres temmeligt depressive selvbetitlede første album med dem fra de efterfølgende mere ekstatiske og kampberedte album. Det fik vi også demonstreret på Arena, hvor koncerten indledtes med det fremragende singleudspil ‘What They Call Us’, som var introduktionen til den særlige, ambiguøse karakter, som har til huse i et dystopisk og kaotisk kontorlandskab fra starthalvfemserne. Klædt i et alt for stort hvidt jakkesæt gjorde Karin Dreijer en rørende, kønsuspecifik figur, som, sammen med de to fantastiske og amourøst frisatte og stærke korsangerinder. Trioen i front krydrede deres stærke vokalarbejde med koordinerede dansetrin, som fint understøttede sangenes emotionelle og lyriske indhold.
Live blev ‘What They Call Us’ først taget helt ned i nedtrykt debutalbumsterritorium, inden den lækre arpeggio fra den suveræne synthbestyrers luksuriøst dybe og varmt klingende instrumenter. Det var en masterclass i, hvordan man nuanceret tænker koncerten som en helhed og elegant fusionerer to i princippet modsatrettede grundstemninger. Fever Ray har sat sig ud over den vestlige dualismes forsimplende modsætningspar, lidt som de også udtrykker deres køn hinsides det rigidt binære.
Det er svært at pege på højdepunkter i en koncert, som basalt kun bestod af højdepunkter, og som var tænkt som et forløb frem for en række af punktnedslag, men jeg var begejstret for liveversionen af ‘When I Grow Up’ fra debutalbummet, som lød mere stålsat, men stadig dybt, som havde fødselsdepressionen, der inspirerede sangen, fået en oprejst pande.
Også ‘To the Moon and Back’ lød fornemt, og ‘Shiver’ og ‘Kandy’ blev fint forløst med deres liderligt frisættende energi og radikalt inkluderende perspektiver på køn og seksualitet. Alle kvinder vil have Kandy, men med samtykke, respekt og ligeværdighed.
En idiot kan ikke ødelægge et nysgerrigt fællesskab
Som kontrast til dette følte en, formoder jeg, vildfaren alfahan blandt publikum det nødvendigt at puste sig op og agere truende over for mig, fordi jeg, *tjekker noter*, tog noter. Idioten havde ikke ligefrem fået memoet fra det ovenstående dystopiske kontorlandskab. Må han have grusomme tømmermænd i dag. “A bad habit, a toxic habit (…) you’re not curious / I don’t think you should hang with us”, som Karin Dreijer så passende sang på ‘Wanna Sip’, men som de sjovt nok ikke spillede. Til gengæld fik vi en tungt groovende version af hævnfantasien ‘Even it Out’ og et mere ligefremt techno-antrit på den normalt mere trioliserede ‘‘An Itch’.
Som koncerten skred frem, bevægede vi os op mod et rave-klingende crescendo, hvor ekstasen både på scenen og blandt publikum fik frit løb. Vi var opløftede af numre som ‘I’m Not Done’ og ‘Carbon Dioxide’, men så vendte Fever Ray igen på yderst kunstnerisk habil vis stemningen med ‘Now’s the Only Time I Know”, og ‘If I had a Heart’, hvis linjer om frygten for at ens børn skal dø, får mig hver gang: “Dangling legs from window sill / Will they ever ever reach the floor?” Åh, mit hjerte!
Også ekstranummeret ‘Coconut’ trak i følelsesregisteret, nu med bandet klædt i for temperaturen imponerende latexkutter. Sikke dog en prægtig oplevelse! Sikke dog en skøn fejring af diversitet og personlig styrke! Sikke dog en musikalsk sejrsrunde!