RF 23: Når lydmanden sover
Populær
Lorna Shore larmede af sted, men det var en koncertoplevelse, der var forbeholdt de få heldige, der kunne høre, hvad der skete.
Sidst Lorna Shore gæstede Danmark, havde Pumpehuset udfordringer med lyden. I en sådan grad, at det amerikanske band aldrig lykkedes med at forføre publikum med deres kompetente kompositioner. Med bookingen til dette års Roskilde Festival, var håbet naturligvis endelig at opleve bandet med god lyd. At opleve det magiske kombination af symfoniske elementer og deathcore. At høre numrene fra ‘Pain Remains’ (2022) udfolde sig i fuld flor. De fleste, der mødte op på Avalon med den forhåbning, fik en megt lang næse.
‘Sun//Eater’ åbnede koncerten, gulvet og Lorna Shores tredje liveperformence i Danmark. Fuldstændigt kaotisk. Alt var en stor grød af lyd. Mudret og utydeligt. Et klar reflektion af, at lydmanden sandsynligvis var faldet i søvn - eller decideret fraværende. Mistanken blev kun styrket da lydniveauet senere hen, momentært fik et kaotisk nøk op. En lydmæssigt fadæse lurede i skyggerne, sammen med en frygt for en gentagelse af bandets sidste koncert i Danmark.
Bedre blev det heldigvis, hvis man da stod det hele rigtige sted i teltet. Gik man lidt rundt stod det klart, hvor stor forskel der var. Bagved, foran, til venstre og højre. De heldige fik en god koncert, alle andre måtte nøjes.
Det sagt, skulle man være mere end heldig for tydeligt at høre Adam De Micco på guitar. Gennem hele koncerten var han mixet for lavet. En skam taget i betragtning af, at troldmandens soloer er et bærende element for Lorna Shore. Denne aften forsvandt de intense riffs på samme vis som solen, der gik ned over Roskilde.
Til gengæld var forsanger Will Ramos tydeligt fremtrædende i lydbilledet, godt hjulpet af bassist Michael Yager. Ramos leverede en magt-demonstration i deathcore-vokalføring. Fuldstændigt sublimt og et levende bevis på, at han er blandt de dygtigste inden for genren. Fuldstændigt modsat oplevelsen i Pumpehuset. Den karismatiske forsanger guidede publikum på fornem vis og formåede at skabe en god stemning. Det sagt, fik man alligevel følelsen af, at koncerten blot var endnu en dag på kontoret. Roskilde Festival er nok heller ikke den festival, hvor bandet har haft det største publikum - der var langt fra proppet på Avalon.
Nyt over gammelt
Fornuftigt nok udelod bandet alt materiale fra tiden før Ramos blev forsanger. I stedet blev vi forkælet med numre som ‘To the Hellfire’ og ‘Of the Abyss’ fra deres 2021 EP’en, ‘...And I Return to Nothingness’ - hertil et solidt udvalg fra ‘Pain Remains'. Herunder ‘Welcome Back, O’ Sleeping Dreamer’, der blev fremført for første gang på dansk jord. En flot oplevelse for de heldige, der kunne høre det.
Som højdepunktet fik vi afslutningsvist hele "Pain Remains”-trilogien. Leveret overbevisende og med stor indlevelse og patos. Publikum var engageret under trilogien såvel som generelt. Selv de, der ikke kendte bandets kompositioner i forvejen. Da bandet inviterede til endnu en wall of death under ‘Into the Earth’, havde publikum unødvendigt svært ved at finde det udløsende breakdown, til trods for at det sker tre sekunder inde i nummeret. En tydelig indikator for manglende kendskab til sangen. Den generelle modtagelse af bandet og reaktion taget i betragtning, må det må formodes, at Lorna Shore spillede en god andel nye fans ind. Nysgerrigheden var tydelig, og pitten stod sjældent stille. Den levede på højt niveau, under hele koncerten.
Alt i alt leverede Lorna Shore en fin koncert på Roskilde Festival. Vi fik en god setlist og de af os, der stod rigtigt, fik også en udemærket musikalsk oplevelse. Resten moshede rundt i pitten eller forsvandt langsomt ud i natten.