Rambuk er et ungt band fra København, der ep-debuterer med masser af groove krydret af med stærke melodi-stykker.
Efter nogle års udgivelsesfravær var de engelske dødsdoom-pionérer i My Dying Bride på banen med to udgivelser i 2020. Her følger lidt forsinket anmeldelsen af ep'en, der blev indspillet i samme session som albummet.
Når man sådan blev tvunget på bænken, så burde man måske have gjort mere ud af musiklytningen: Men så er det jo nemmere at begrænse sig på årets 5 bedste dit og dat, beretter Villumsen, der udover Ulcerate også fremhæver ting som et skur og vandreture – og i øvrigt sammenligner 2020's forløb med titlerne på Obituarys første fire skiver.
Ett Dödens Maskineri spiller skøn crust punk men ved at lempe lidt på distortionpedalen, så bliver den punkede D-beat ramt af noget rocket, endog post-rocket, og det giver alt i alt et interessant resultat.
Phil Anselmos Scour leverer velspillet og også ganske vellykket, blacket grindcore (eller grindet black metal), hvor særligt én sang er en kæmpe fornøjelse.
Den tidligere Kvelertak-frontmand lader vikingehjelmen være det bærende tema i Hjelvik, mens hornene agerer radiomodtagere og bidrager med impulser fra klassisk heavy, black og thrash.
Det skete i de dage i november engang, at familien bad om ønskelister endnu en gang. I ugens top 5 kommer vor skribent med 5 bogønsker fra hans egen ønskeseddel.
Fates Warning viser både storform og overmod på bandets 13. album, som reddes af stærke sange over hvad, der for de fleste alligevel er en fin albumlængde, men er derfra noget mere på det jævne i de resterende 25 minutter.
Det er fredag den 13. i denne uge, og er der mon passende skiver og sid-ned-og-klap-i-koncerter i gys, gru og uhygggens navn? Orm i koncert og Macabre på anlægget er et bud blandt mange muligheder.
Mörk Gryning er tilbage, og det er hverken helt skidt eller bragende fantastisk. Der er gode takter og en produktion, som måske kunne have gjort mere for at gøre de mindre gode takter spændende alligevel.
Med optimismen strålende ud af øjnene som et intergalaktisk dommedagsvåben annoncerer Copenhell en kæmpe omgang danske bands. Der er noget for enhver smag, så længe du er vokset op med rødgrød med fløde.
Kapitel 2 i Katlas række af ep'er, 'Warmongering Luciferians', lægger sig som en naturlig forlængelse af kapitel 1. Ikke så dumt endda, for hele herligheden er netop udgivet som ét album.
Svenske Lik lyder, som om de har fået hjemlandets dødsmetal ind med modermælken, men da sangskrivning og lyd er i top, så accepterer vor anmelder, at det er så som så med originaliteten.
Det fås ikke meget mere melodisk, men Uada kan det pis. Med den mere åbne og klare lyd på deres tredje album kan de tage springet til næste liga.
'Napalm in the Morning' sang Sodom i sin tid. Men hvorfor nøjes med morgen-Napalm, når Napalm Death igen-igen er superskarpe, og på det 16. album i en lang karriere stadig formår at overraske og henrykke?
Pain of Salvation er gået nye og andre spændende veje, men besøger undervejs også lidt i øst og vest af bagkataloget.
I denne uge er en bunke nye udgivelser at boltre sig med, men der er også nogle koncerter, hvis man er frisk på et lille kompromis og slår røven i sædet.
Så kom regnen efter uger med masser af sol og varme, og det har fået vores skribent til at finde fem sange frem, som han takket været vejret er blevet mindet om i den uge, der lige er gået.
I 1988 kom den første danske rapudgivelse, da MC Einar udgav 'Den nye stil'. Det var en udgivelse, der fangede interessen hos vores skribent, der dengang blot gik i 2. klasse. Og måske blev den et springbræt til den efterfølgende interesse for metal.
Det klinger rigtigt godt, når Ascendency tæsker sin dødsmetal ud med en smadret lyd, der bare oser af sort stemning, men også koster lidt på varationskontoen.
Ugens top 5
I denne uges Top 5 går turen til de mørkeste afkroge af den dejligste ferieø, Bornholm.
Læs mere