Copenhell '22: Hornene op for Horndal

TR529886 copy
TR5_2672 copy
TR5_2617 copy
TR5_2708 copy
TR529868 copy
TR529905 copy

Horndal sørgede for en glimrende festivalmorgenstund i den beskidte metals tegn.

Kunstner
Dato
17-06-2022
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
3

"We're from Horndal! Where the fuck are you from?" spurgte en tydeligt tilfreds Henrik Levahn i front for Horndal, der endnu har nogle skalpe at knuse, hvorfor Copenhell var en stor tjans for bandet. Der lod til at være lettelse over, at showet på Gehenna var nogenlunde velbesøgt. Guitaristen, der også er bandets sanger, rystede nervøst på hænderne, og ordene kom nogle gange lidt klodset frem, når sangeren havde noget på hjerte mellem numrene. Og her var det måske bedre bare at tale svensk til folk, ligesom kollegerne i Bombus gjorde det dagen efter – i øvrigt med et medlem iklædt Horndal-shirt.

Men på guitaren lod der nu ikke til at være nervøse fingre. Der blev riffet ivrigt løs, som det nu sig hør og bør for en god omgang beskidt metal, ligesom vokalen var rå og god. Horndal spiller sludge med en råhed og tyngde, som kom det ud af stålværk, der i sin tid blev lukket ned i byen Horndal, og efterlod en befolkning til arbejdsløshed og fattigdom. En historie, som bandet Horndal fortæller med passion i sine sange, men også en tragisk skæbne, som på scenen fik mange ord med på vejen fra Levahn, da han stod dér, hætteklædt og gråskægget og sendte budskabet ud i luften.

Især netop frontmanden og bassisten Daniel Ekeroth (ja, dén Ekeroth, hvis bog om svensk dødsmetal, vi indimellem refererer til, når noget er svensk og klinger af dødsmetal) var aktive på scenen, og kom vidt omkring. Lidt i kontrast til guitarist Fredrik Fjärem, der var noget mere tilbagelænet cool og nærmest uimponeret. Imponeret virkede publikum imidlertid til at være. Det tidligere tidspunkt for en festival til trods, så kom der gang i en lille pit blandt folk, der lod til at nyde bandets musik, hvis riffing og stemmeføring indimellem antog en lidt Entombed'sk lyd anno 'Uprising' eller 'Morning Star'. 

Coolness og gimmics
Bag trommerne sad en velklædt, cool herre. Frontmandens bror, Pontus Levahn, der sørgede for at det hele svingede godt, og først til sidst i koncerten smed den læderjakke, der på dét tidspunkt må have været godt varm.

Guitaren blev mod slut rakt ned til en scenevagt og opfordringen til at spille på den, blev taget. Guitarerne kom derefter videre til en person på forreste række. Resten af bandet sørgede for at larme godt imens, så det var ikke fordi, der var inviteret til at skrive bandets næste monsterriff, men det var en underholdende lille gimmick, der brød med, hvad man på dét tidspunkt i koncerteren ville forvente af bandet.

Horndal må gerne komme igen, og dét gerne på et svedigt lille spillested. Der er meget energi i bandets musik, og det selvom det var en fornøjelse at se bandet på Gehenna, så fornemmes det, at der er et gear mere at give af, hvis både band og publikum får en ordentlig en under de varme lamper en sen aften i mere intime rammer.