Unødvendig genoplivning
Dødsmetalmakkerparet Johansson & Speckmann er på banen igen, men selvom førstnævnte har skrevet musikken, så handler det denne gang om en opfølger til sidstnævntes Speckmann Project fra 1991.
På promolageret blev den her udgivelse lagt i kurven i det fejlagtige håb, at det var et nyt album fra Rogga Johansson og Paul Speckmann. Og det kan man måske også godt sige, at det var, men fejlen bestod i at forveksle Johansson & Speckmann med Speckmann Project. Med promoteksten i hånden blev fejlen klar, da der stod, at dette album var noget helt særligt, et genoplivet projekt og en opfølger på albummet fra 1991. Det spillede jo ikke helt sammen med, at nærværende anmelder ellers syntes, at han havde anmeldt selvsamme band for væsentligt mindre end 30 år siden. Men det var så Johansson & Speckmann ('Mask of the Treacherous', duoens andet album ud af foreløbigt fem)
Og der er en forskel. Godt nok er svenske Rogga Johansson involveret i begge bands med Paul Speckmann, kendt fra legendariske Master, der blev dannet helt tilbage i 1983, men alligevel kom lidt for sent til dødsmetalfadet, da debuten først udkom i 1990, hvor Death og Morbid Angel allerede havde mæsket sig med forretten og var godt i gang med hovedretten. Noget af forløbet var dog ikke helt Masters egen skyld. Debutindspilningen blev fundet for rå og uegnet til udgivelse hos Nuclear Blast, og albummet blev derfor genindspillet med ændret lineup og lidt ekstra sange i et andet studie, Morrisound ved Scott Burns. Det blev så fundet for poleret. Løsningen blev en blanding af de to: Et remix af de første indspilninger, men med Burns ved mixerpulten.
De oprindelige Morrisound-indspilninger blev imidlertid udgivet i 1991 som Speckmann Project, da Speckmann ikke ville have, at resultatet gik tabt for omverdenen. Rå, dødsmetal med en punket, thrashet energi. Her 30+ år senere tog kammeraten Rogga Johansson, som Speckmann som bekendt allerede tidligere har samarbejdet med, fat i Speckmann med et par håndfulde sange og foreslog, at det da kunne blive en part to til Speckmann Project. Musikken var altså skrevet, alt Speckmann skulle gøre var at grifle lidt ord ned og råbe dem ind i mikrofon. Og stille op til et cover, der i øvrigt meget bevidst trækker tråde til udgivelsen fra 1991.
Semi-interessante riffs
Skulle man ikke kende Rogga Johansson, så har han udgivet et hav af albums under diverse bandnavne, primært i dødsmetalgenren. Paganizer, Demiurg, Revolting, Ribspreader med flere, og spiller desuden allerede andet amerikanerdød i Kam Lees Massacre, her i bandets anden omgang på scenen. Han er således en driftig herre, der ca. skriver og indspiller ligeså mange sange på et år, som shows på en gennemsnitlig Hexis-tour. Med Speckmann Project har man lidt en fornemmelse af, at sangene består af lagerriffs i den simple ende med en svag duft af Venom, men som alligevel manglede et eller andet til, at det kunne indgå i et mandens andre projekter. Det virker som om, der en dag har været en stor pulje af disse semi-interessante riffs, som Johansson har fundet for svært bare at lægge helt væk.
Det er næppe den helt korrekte historie bag tilblivelsen af 'Fiends of Emptiness', men det er den fornemmelse, man står med som lytter. Åbneren 'Absolute Power' har sin charme, en helt ok energi og så også Speckmanns faktisk udmærkede råbegrowl, selvom den lidt skringre Death-pendant på albummet fra 1991 er væk. Albummets 36 minutter bliver dog bare hurtigt til en generisk suppe, der kun i momenter rigtigt har noget at byde på.
Falsk nostalgi
Der er noget i lyden, som er appellerende og er ramt nogenlunde rigtigt i det retrospektive forsøg på noget, der skulle lyde som 1992, hvor en opfølger måske havde været mere naturlig, selvom året nu er 2022. Men det er samtidig også unødvendigt bagstræberisk, og det kan ikke leve på nostalgien, når sangene bare ikke helt har kvaliteten til det. Havde sangene været skarpere, så var det måske en anden sag, men det lyder bare ikke som den der gemte juvel af en ungdommelig, upoleret, naiv og alligevel charmerende indspilning, som af uransagelige årsager blev glemt i sokkeskuffen og først genfundet nu.
Ikke desto mindre så er det alligevel et godt scoop, som danske Emanzipation Productions har gjort, da Paul Speckmann har en vis betydning i den tidlige historieskrivning for dødsmetallen, og der vil formentlig være en vis interesse fra samlere til blandt andet det begrænsede oplag af vinyler. Denne anmelder kommer dog nok mere til at kigge mod Speckmann og Johanssons bedrifter, når de begge indgår i bandnavnet i forhold til udgivelsen her, hvor der kun var plads til den enes navn.