Top 5 - Flyttefund fra samlingen

Populær
Top 5 - Flyttefund fra samlingen

Redaktionssekretæren er flyttet og har i den anledning bevæget sig ned i de mindst besøgte afdelinger af pladesamlingen. Se, hvad han fandt, her.

Forfatter

I midten af januar gik den ikke længere – damen og jeg skulle flytte. Det er normalt i sig selv irriterende at skulle flytte, men når man har en lp- og cd-samling i underkanten af mellemstor (samt en større bogsamling), er det nærmest en uoverskuelig opgave. Heldigvis er januar en usædvanligt stille måned på mit arbejde, så der var god tid til at pakke de 3-4.000 musikenheder (og såmænd også alt det uvæsentlige som køkkenting, tøj og møbler) ned, mens jeg sendte en venlig tanke til de stakkels flyttemænd, der skulle slæbe på mit ophobede ragelse. Når man bor sammen med en kæreste og ikke ejer kongens mønt og derfor ikke har råd til nogen særligt stor bolig, er det altid lidt af en kamp at trimme samlingen. Man er under pres for, at pladesamlingen ikke skal fylde det hele. Man skal jo også selv kunne være der, og kæresten skal kunne være der og så videre. Og indrømmet – med 3-4.000 enheder kan de ikke alle sammen være fyldt til randen med god musik. Især ikke når man samler på metal, hvor man jo som bekendt lærer at værdsætte og få et kærligt forhold til visse klichéer og ligegyldigheder.

Metallen kræver loyalitet over for metallen. Metallen kræver, at man også har de middelmådige-til-dårlige plader med Running Wild. Metallen kræver tvivlsomme sene Venom-plader i samlingen. Metallen forlanger det ret dårlige første Judas Priest-albums tilstedeværelse i samlingen. Metallen bryder sig ikke om under 100 udgivelser fra Noise Records i samlingen. Skille sig af med en plade udgivet i 80’erne på Mausoleum Records, Shark Records, Scratch Records eller bare Metal Blade? Det kommer ikke til at ske på metallens vagt.

Med denne middelstore samling får man ikke ligefrem hørt hele samlingen hvert år. Og da min kæreste ikke læser dette – hun interesserer sig ikke for metal – så kan jeg lige så godt indrømme det: Der står en hel del på hylderne, jeg ikke besøger så tit. Ikke kun som ”ikke hørt ret meget”, men som i ”kun hørt én gang” eller ”aldrig hørt”. Fortæl det ikke til hende. På forhånd tak. Man køber noget for omslagets skyld. Eller fordi mange sangtitler har ordet ”metal” i titlen. Eller fordi man håber på, at netop denne plade er det glemte 80’er-mesterværk. Kom ikke og sig, at du ikke også har det sådan.

Men ved sådan en flytning får man pludselig besøgt de dele af samlingen, der normalt samler støv. De dele, der står ved siden af Steeler-, Sinner-, Tankard- og Meliah Rage-pladerne (alle de middelmådigheder, man mod bedre vidende ikke nænner at skille sig af med, selvom det er fuldstændig utopisk, at man vil 1) få tid til at høre dem, og 2) gide høre dem, hvis man havde tiden). Dem, man har glemt, man havde, trods alle gode intentioner.

Under nedpakningen besluttede jeg mig for at høre en del af disse udgivelser. De er nogenlunde tilfældigt udvalgt. Der er meget mere i gemmerne, og hvem ved, om ikke der kommer en udpakningsklumme på et tidspunkt. Når altså jeg har fået alt det lort pakket ud.

Nogle er overraskende gode, andre er chokerende dårlige, og de fleste er de rene middelmådigheder, som er kastet ud på metalhistoriens skrammelplads og ligger i dyngerne og venter på, at en venlig sjæl finder dem frem, sætter dem på og lytter, før samme venlige sjæl kyler middelmådighederne tilbage, hvor de kom fra, fordi det alligevel ikke rigtig var noget.

1: Vorak – ’Triumph of the Will’ og ’Rhetoric of the Supermen’ (Modern Invasion Records, 1996 og 1998)



De fleste er middelmådige. Javist. Men der findes også udgivelser, som er så vederstyggelige, at de burde være blevet forbudt ved udgivelsesdato. Dette australske enmandsprojekts to udgivelser hører til dem.



Man kan se på bandbilledet ovenfor, at Vorak er skidt, men bandbilledet fortæller chokerende nok ikke noget om, hvor skidt det rent faktisk er. Voraks debutalbum, ’Triumph of the Will’, fik i sin tid 0,5 i karakter i Metalized, hvor anmelderen skrev: ”Hvis du kører en rundsav henover en metalstang, spiller du et af Voraks numre. Anbefales kun til døve.” Set i bakspejlet var det nok mindst en halv karakter for højt og også temmelig groft over for de stakkels døve – hvad har de egentlig gjort, siden de skal have dette imponerende forfærdelige black metal-projekt anbefalet?  Danske Døves Landsforbund burde have politianmeldt anmelderen for at forsøge at prakke deres medlemmer den slags på. Nedenstående sang er ikke engang det værste, der forefindes på de to album. Lytning foregår på eget ansvar.



2: Mox-Nix: ’Mox-Nix’ (Axe Killer Records, 1985)



Amerikanerne Mox-Nix’ selvtitlede debutskive fra franske Axe Killer Records (de udgav blandt andet bandet Viva, der havde Michael og Rudolph Schenkers søster Barbara på keyboards) er på mange måder en frustrerende oplevelse, fordi den er så ujævn. Skiven lægger godt fra land med stærk US power metal, som er cirka på niveau med solidt middelmådige-til-gode Liege Lord og lige under Omen, men så føler bandet sig pludselig kaldet til at begynde at spille en slags metallisk hard rock, der er for bøvet til at være catchy og kommerciel, mens teksterne mest handler om villige damer i nattelivet. Øv. Det begyndte så godt.

At damerne er så villige, forstår man ikke helt, når man ser bandbilledet. Trommeslageren går i nu metal-bukser, bassisten er lavere end Dio, og forsanger Johnny Duff går i slangeskindsstøvler samt et par meget højtaljede jeans, der ikke holdes oppe af en livrem, men til gengæld tynges af et patronbælte. Hvor højt oppe have disse jeans mon siddet, hvis ikke patronbæltet havde holdt det nede? Og hvordan er det egentlig, at guitaristen holder den guitar?



Lyt til nedenstående nummer og bliv glædeligt overrasket, før sandheden om Mox-Nix’ hyggelige kedsommelighed rammer dig, når du lytter til resten af pladen.



3: Master: ’Talk of the Devil’ (Moroz Records, 1992)



Når jeg ser på russiske Masters cover til ’Talk of the Devil’, forstår jeg sgu egentlig godt, hvorfor jeg købte den plade, da jeg var 13. Kranier, bare damer, dårlig airbrush. Så ved man, det er metal. Master er vist en slags legender inden for russisk metal, og de var da også forholdsvis tidligt ude med en dannelse i 1987. ’Talk of the Devil’ er deres tredje album, og det er ikke ueffent, bare ujævnt – ofte er det ujævnt i samme sang. Det er thrash af den hårdere skole og kan minde lidt om Sepultura et par år før, men med et par mystiske valg – der nok må tilskrives afsondretheden fra resten af metalscenen – i form af en bassolo og et halvskidt cover af ’Paranoid’ med Black Sabbath.  Sangen ’I Hate Your Sex’ indeholder ikke stor lyrik. Det gør titelnummeret her heller ikke, men det giver et godt indtryk af pladen.




4: Stormwitch: ’The Beauty and the Beast’ (Scratch Records, 1987)



I dag lyder man, som om man er helt af krogen, når man siger, at Hammerfall engang var fede og virkede som et frisk pust på en metalscene, der var stagneret i sekundablack og gotisk metal med beauty and the beast-vokal i 8 minutter lange numre fyldt med dårlige keyboards. Men altså: Hammerfall var et frisk pust, da de udkom, og betød meget for mig dengang. Og så lavede de stærke covers af Pretty Maids og de suveræne amerikanere Warlord. Og et cover af tyske Stormwitch, nemlig ’Ravenlord’ fra den stærke plade ’Stronger Than Heaven’. Jeg har hørt Stormwitch’ tre første skiver chokerende meget, og de holder virkelig godt. Da jeg endelig – for en 10-15 år siden – faldt over det fjerde album, ’The Beauty and the Beast’, var glæden derfor stor. Nu skulle der høres klassisk metal af fineste germanske aftapning. Hvis jeg havde haft penge på det tidspunkt, havde jeg nok åbnet en flaske dyr Riesling og sat mig ned og tænkt på kasserollebøjningen, før jeg satte pladen på. 

Af en eller anden grund blev pladen dog aldrig spillet særligt meget, mens jeg flittigt vendte tilbage til de tre første. En gennemlytning gjorde det smerteligt klart hvorfor: Kasserollebøjningen er simpelthen en del mere spændende end dette ret kedelige forsøg på at gå en mere kommerciel vej med blødere lyd, tynd produktion og kedeligere, mere poppede sange båret af lidt rigeligt melodiske synthesizere. Stormwitch var førende inden for deres form for metal, men her bliver de bare efterfølgere uden flair for popmetal – det har sikkert været et fornuftigt forsøg på at følge med tiden og måske få et lille hit i 1987, men set på afstand er det en ærgerlig disposition. Jeg har ikke turdet høre deres senere udgivelser.

’Tears By the Firelight’ er dog ikke nogen dårlig ballade med tendenser i retning af musketer/piratfilmsoundtrack – mon ikke Blind Guardian har lyttet til den gang eller to?



5. Virgin Steele: ’Virgin Steele’ (V.S. Records, 1982)



Jeg har alle dage haft en forkærlighed for dette barbarian metal-band. Især deres andet album, ’Guardians of the Flame’ fra 1983, som jeg fandt i en ung alder i Bogkælderen i Hillerød, der havde en del brugt metal og brugte cd’er. Der købte jeg mange plader, bl.a. Venoms ’Black Metal’, og nogle gange kastede jeg stjålne blikke over mod pornokassetterne med henblik på at se på nøgne damer. Det var i 90’erne, og 35 kr. for en brugt lp var mange penge, når man var 11 eller 12 eller 13 og ikke fik lommepenge af sine næri… sparsommelige forældre. ’Guardians of the Flame’ er måske ujævn, men pissefed. Jeg har følt kærlighedens smerte til ’Don’t Say Goodbye (Tonight)’, følt frihedens beruselse til ’Life of Crime’, mærket epikkens vingesus til ’Burn the Sun’ og titelnummeret og tænkt, at det hele nok skulle gå med (dengang ikkeeksisterende) damer og parforhold til albumlukkeren ’A Cry in the Night’. Virgin Steeles ’Guardians of the Flame’ betyder så meget for mig, at jeg nogle gange tror, at jeg måske gør mere ud af den, end den egentlig er værd, men så hører jeg den igen og bliver enig med mig selv om, at jeg har helt ret i, at det er en almengyldig klassiker, som Devilution for længst burde have haft en Metaldiktator om. Måske flere Metaldiktatorer.

Nogle gange sidder jeg så med et glas portvin og hører ’Guardians of the Flame’ og tænker så lidt på – blandt mange andre dybe tanker om kunst, litteratur, filosofi, livet og pornokassetter i Bogkælderen i Hillerød, forstås – hvorfor jeg aldrig hører ’Virgin Steele’ fra året før, bandets debutplade. Coveret er jo i orden. Og det er Virgin Steele. Det er nu sjældent, jeg går så vidt som til rent faktisk at sætte den på, men nu var der jo en kærkommen lejlighed.

Grunden til, at den sjældent ryger på, er, at den er ujævn. Det er en lidt uegal blanding af episk metal, lovligt hændervridende ballader og tvivlsom hårmetal, som ikke fungerer 100 % med en produktion, der får en del andenbølge-black til at virke velproduceret. Guitarist Jack Starrs arbejde er ellers godt, og David DeFeis havde allerede dengang en sært karismatisk vokal, som dog er temmelig underudviklet her. Albummet som helhed er lidt som at tænke tilbage på første år i gymnasiet eller sidste år i folkeskolen eller den fodboldtur til Ungarn mellem 8. og 9. klasse. Det er ikke uden charme og opløftende momenter, man kan se tegningen til et eller andet, og man morer sig vel egentlig meget godt, men man er også kikset, umoden, bebumset og akavet i de fleste af livets situationer. Eller for at opsummere: Bestemt værd at udforske, hvis man falder over den og har en forkærlighed for metal af tvivlsom kvalitet.

'Children of the Storm' opsummerer meget godt problemerne og kvaliteterne ved pladen, men viser også tegningen til noget mere. Bandleder DeFeis' vokal er absolut ikke i nærheden af, hvad den senere udviklede sig til, og man bør nok i virkeligheden starte sin Virgin Steele-faible ved 'Invictus' eller lignende album.