Deutsch-Amerikanisches Freundschaftsorchester

Demons & Wizards - III

Hansi Kürsch fra Blind Guardian og Jon Schaffer fra Iced Earth har efter 15 år genoplivet deres BFF-projekt. Genrefans kan roligt lade sig begejstre.

Titel
III
Dato
21-02-2020
Trackliste
1. Diabolic
2. Invincible
3. Wolves in Winter
4. Final Warning
5. Timeless Spirit
6. Dark Side of Her Majesty
7. Midas Disease
8. New Dawn
9. Universal Truth
10. Split
11. Children of Cain
Forfatter
Karakter
3

Når man taler om film eller litteratur, bruges præfixet “genre-” nogle gange. Altså, en genrefilm, fx. Det dækker ofte over, at det ikke er helt så fint som “rigtig” film eller litteratur. Eller i hvert fald at det har nogle træk, der i ret høj grad gør, at man skal være indstillet på, at det stykke kultur, man skal forbruge, hører til i en særlig kasse, med alt hvad dertil hører.

Sådan kan man også nogle gange have det med power metal.

Du skal ligesom have et nogenlunde forhold til rene vokaler, storladne kompositioner og, som hovedregel, et lyrisk univers, der adskiller sig fra hverdagen på stort set alle planer. Hvis du ikke var klar over det alene ud fra navnet, er Demons & Wizards sådan et band.

Den udskældte power metal
På hvilken måde lever Demons & Wizards så op til de genrekonventioner, der ligger i power metallen? Well, hvis man ikke har noget kendskab til genren, er det måske vigtigt at kende til den forskel, der er mellem den europæiske og den amerikanske af slagsen.

For selvom begge grene springer ud af den samme gammelskole-heavy, så har de udviklet sig ret forskelligt, hvilket de bands, vore hovedpersoner primært optræder i, eksemplificerer rimelig godt.
Den europæiske power metal er glad for fantasy. Rigtig glad. De store navne optræder ofte med drager, riddere og onde troldmænd i bærende roller. Lyden er blødere, det går ofte smadderstærkt, og vokalen er ren som nyfalden sne. Rhapsody of Fire, Gamma Ray og Sonata Arctica er eksemplariske.

I USA er det lidt grimmere. De kan godt lide thrash i deres power metal, de kan godt lide at synge om politik, og overraskende nok kan de godt lide at bruge deres fantasyreferencer lidt mere metaforisk. Iced Earth står allerforrest her, men bands som Virgin Steele, Savatage og Visigoth følger snart efter.

I Demons & Wizards har to af de allervigtigste nulevende (R.I.P Ronnie James Dio) power metal-ikoner, Hansi Kürsch fra Blind Guardian og Jon Schaffer fra Iced Earth, så spillet sammen siden 1999 og forsøgt at skabe en slags regnbuebro over Atlanten, hvor rå riffing og dragejægerdramatik kan mødes.



Genrekultur redux
‘III’ er, opfindsomt nok, Demons & Wizards’ tredje album, og det kommer 15 år efter, vi sidst fik nyt fra d’herrer Kürsch og Schaffer. Det er nu ikke til at høre på pladen, hvis der skulle være kommet rust i maskinerie,t og de to har da også holdt samspillet ved lige ved adskillige koncerter, bl.a. på både Copenhell og Sweden Rock sidste år.

Pladen er også teknisk i orden. Åbneren ‘Diabolic’ er eksemplarisk for hele albummet og fremstiller de to musikeres intention med pladen. Fra en rolig åbning med ildevarslende korsang, der gradvist øger volumen og hastighed, indtil vi begaves med Iced Earth-trommeslageren Brent Smedleys yderst kompetente stortrommebankeri og et tempo, der lover et album med knald på.

Det kommer der dog aldrig. Kürsch og Schaffer har valgt at holde stort set alle sange i et mellemtempo, og det skuffer. For opbygningen er, over en kam, veludført. Til sidst føles man næsten bristefærdig og længes efter den buldrende forløsning.

Andet track giver mig næsten en Donovan-agtig feel, og generelt kan bandets forkærlighed for 70’ernes musik høres på adskillige tracks. Donovan var dog aldrig kendt for virkelig at slå sig løs, og jeg får en oplevelse af, at Demons & Wizards i forsøget på at emulere deres helte har glemt at få deres metalforståelse med sig. Kun i glimt viser aggressionen sig, og det er også i disse glimt, man skal finde pladens bedste numre. På ‘Timeless Spirit’, ‘Midas Disease’ og ‘Universal Truth’ får vi fremvist det bedste, Iced Earth og Blind Guardian kan. Sidstnævnte track fik mig endda til at tænke på ‘Born in a Mourning Hal’, hvilket kun kan siges at være en ros.

Efter en småpinlig omgang bralderspeed med liret solo på ‘Split’ lukker ‘III’ af med den ufatteligt langsomme ‘Children of Cain’, hvilket må siges at være en dårlig prioritering. For nok er den episk og højtflyvende, den er bare også dødkedelig, og uanset hvor dybfølt den forstærkede akustiske guitar end måtte være, er der ikke noget at komme efter.

Som det meste genrekultur er ‘III’ primært henvendt til de overbeviste. Og det er der for så vidt ikke noget galt i. Hvis du savner at høre Hansi Kürsch synge igennem uden et dødssygt symfoniorkester i ryggen, så er det her, du skal slå til. Men nye fans skal nok starte med en plade, der har lidt mere reelt indhold.