Makkere i døde dyder

Populær
Makkere i døde dyder

Der er absolut intet nyt under dødsmetalsolen hos Johansson & Speckmann, men alligevel kan skribent Villumsen ikke helt benægte, at der alligevel er en del at komme efter på 'Mask of the Treacherous'.

Titel
Mask of the Treacherous
Dato
23-02-2015
Distributør
Karakter
3

Det er ikke ligefrem Simon & Garfunkel, der gemmer sig bag det atypiske og langt fra blodige bandnavn Johansson & Speckmann. Musikken er ellers et sandt orgie af old school dødsmetaldyder lige fra riffs, lyd og gutturale grynt til tekster, der forherliger det syge, sære og rådne. Men har man ellers haft et vågent øje på dødsmetalscenen, så burde de to efternavne alligevel ringe en klokke, selvom svenskeren og amerikaneren ikke ligefrem har baggrund i hverken Entombed eller Death.

Mindre kan som bekendt også gøre det, og Paul Speckmann burde folk kende fra Master, mens det måske er lidt sværere at vælge, hvordan Rogga Johanssons bandmæssige baggrund skal vælges, for den mand spiller/har spillet i et utal af bands som fx Paganizer, Demiurg, The 11th Hour og Revolting, for blot at nævne nogle af dem, man vil kunne finde anmeldelser af på dette site.

Rogga Johansson er således en driftig herre, der åbenbart spytter det ene dødsmetal-riff ud af ærmet efter det andet, og det er måske ikke overraskende, at noget virker bedre end andet, der i værste fald falder i suppen af generisk trivialitet. Makkerskabet med Paul Speckmann er ikke helt dumt og er delt sådan op, at Speckmann varetager vokalen, og det gør han virkeligt godt, og Johansson står for bas og guitar, mens trommerne er klaret af Brynjar Helgetun. Mixet mellem den fine svenske dødsmetaltradition og den originale amerikanske facon fungerer rigtigt godt.

Godt i gang - og en slutning man husker

Specielt  stærk er åbningen – og slutningen. Titelnummeret trækker effektivt fra land med både energi og et nakkeknusende groove. Afslutteren, 'A Grave for this World', består af insisterende, simple riffs, der slet og ret følger stortrommernes puls, der ikke viger for staccato eller andre tekniske finurligheder. Nummeret sætter en fed stemning op, og midtvejs finder man en overraskende passage, hvor det næsten lyder som Motörhead – eller i hvert fald henad hvordan hr. Kilmister kan forestilles at lyde, hvis hans slidte vokal kammede over i growl.

Så er der alt det, som ligger mellem disse to numre på pladen, som kun lige kommer ud over de 30 minutter. På intet tidspunkt forsøger de to herrer at bryde med genrens prædefinerede skabeloner, ikke engang på de to fremhævede numre. Og det er sikkert heller ikke meningen. Meningen er slet og ret at spille noget god dødsmetal, og det lykkes de også med på denne skive, uden at imponere mere end højst nødvendigt.

'Mask of the Treacherous' er en glimrende skive, hvis man trænger til at høre noget andet end klassikerne i sin samling af dødsmetalperler. Der er ikke stor risiko for, at klassiske skiver fra Death, Entombed, Morbid Angel, Obituary, Grave eller andre fra makkerparrets respektive hjemlande skal frygte for at blive glemt til fordel for denne. Men mindre kan vel også gøre det?