Dødsmetalpotpourri
Paganizer viser råstyrke med 'The Tower of the Morbid', selvom bandet stadig ikke selv har blandet krydderierne til serveringen og låner uhæmmet fra de bands, der har opbygget den klassiske svenske dødsmetal.
Svenske Paganizer er ude med studiealbum nummer 11. Bandet er startet for godt 20 år siden, så det er en ret høj frekvens, som bandet udgiver albums med. Specielt når man ved, at i front med det seje dødsgrowl og motorsavsguitar står Rogga Johansson, som har et hav af andre bands, som han også er særdeles aktiv med. Ja, han spytter vel nærmest udgivelser ud.
Kærligheden til dødsmetal er stor, men det er uden et ønske om at tilføre den så meget nyt. Det er den klassiske svenske lyd med HM-2-pedal og godt med reverb på det herligt rå og brutale brøl. At coveret er udført af Dan Seagrave vidner heller ikke om et ønske om at reformere den visuelle del af ærketypisk dødsmetal. Men fjerner man disse forbehold, som er bragt her for at understrege, at det er så som så med originaliteten, og i stedet ser på lyttekvaliteten, så er det et ganske fortrinligt album, som Paganizer har begået her.
Uden at gå på kompromis med brutaliteten, så er 'The Tower of the Morbid' nok Paganizers lettest tilgængelige album endnu. Produktionen summer af den velkendte guitartone, fundamentet i svensk dødsmetal, men det er rundet af i en varm produktion, som er ganske indbydende. Samtidig er det catchy og groovy riffs på stribe, og så er der endda arbejdet lidt mere med melodi end vanligt.
Posen er trods alt rystet lidt
Overordnet har det sin Grave-inspiration, men interessant er også et nummer som 'Cannibal Remains', hvis groove bare skriger Obituary, mens 'Beneath the Gauze' flirter med noget Entombed/Dismember i forhold til stemningsfulde melodier. Et enkelt nummer stikker mere ud fra den klassiske dødsmetal og lyder lidt mere venligt og imødekommende med masser af melodi, når der nærmest går Amon Amarth i den på 'They Came to Die' med det næsten hymniske introriff.
Det er et vedholdende og stærkt album fra start til slut. Kald det bare anmelder-tosseri, at skivens karakter har fødderne solidt på jorden, for var det ikke for alle de andre stærke albums i præcis samme stil, der er udgivet siden Entombeds 'Left Hand Path' for snart 30 år siden, så havde det her fået en væsentligt større tommelfinger op. Det er nemlig et aldeles glimrende potporri over det stærkeste dødsmetal fra nordisk kant. Fedt!