Copenhell '22: Glæde på rejsen

_XTD1221
_XTD1235
_XTD1195
_XTD1238
_XTD1342
_XTD1267
_XTD1362

Et velspillende Withering Surface sendte bud efter nostalgien, men pegede også frem mod den næste generation, da bandet skulle fyre den af på den største scene siden gendannelsen.

Dato
15-06-2022
Trackliste
Walking on Phantom Ice
Room 417
Beautybeast
Dancing with Fairies
Leaves in the Stream
Joyless Journey
Gears
Alone
Scarlet Silhuettes
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Det kan være svært af finde rundt i Michael Hvolgaard Andersens imponerende cv, som den vigtige aktør på metalscenen, han er. Ikke blot har han i tidernes morgen bedrevet undergrunds-zine(s), inden han i en ung alder startede Mighy Music, som han stadig driver sammen med et hav af andre aktiviteter fra distribution til festivalsafvikling. Men han har også haft mange bands, hvoraf flere stadig er aktive eller genopstået efter kortere eller længere pause. Som for eksempel Withering Surface med hvem han stod på scenen denne eftermiddag på Gehenna.

Så det kan altså være svært at holde styr på det hele og Sofia Schmidt, konferencier på Gehenna, kom i hvert fald til at lave en reference til Thorium, Andersens mere regulære dødsmetalband, da hun præsenterede os for at vi nu skulle høre noget melodic death metal. Eller på "[...] på dansk melodisk dødsmetal for vi er jo i Danmark" og så blev referencen draget til bandets seneste skive 'Danmark'. Men det er nu Thoriums seneste skive, der er betitlet sådan. Ikke Withering Surface.

Men nåede man at være i tvivl, så burde et nummer som 'Walking on Phantom Ice', som Withering Surface lagde ud med være så genkendeligt, at al tvivl kunne afværges. Og så var der jo det smukke blå banddrop, der fulgte med i udsmykningen på stortrommen og frontmandens t-shirt. Bandet stillede op seks mand høj. To med rødder helt fra den spæde start i 1994. Frontmand og kapelmester/guitarist Allan Tvedebrink. To, Marcel Lysgaard på guitar og Morten Lybecker på keyboard, har begge været med lidt senere på rejsen og nu igen i gendannelsen fra 2019, hvor Jesper Kvist fra Raunchy tog bassen, nu hvor den oprindelige bassist KB Larsen har travlt med et ganske stort band. Og i 2021 tog Daniel Nielsen så over efter Jacob Gundel på trommer.

Trygge rammer
Den største glæde for den store gave at spille på Copenhell, så Michael Hvolgaard Andersen ud til at have. Han vandrede lystigt rundt på scenen og pegede ud på de adskillige folk i crowden, som han kendte. Ikke nødvendigvis bidragende til et intenst og voldsomt show. For det blev lidt for hyggeligt, og sågar måske nostalgisk, selvom bandet havde fine nye sager med som 'Room 417', hvor der netop er forsøgt at opdatere den melodiske dødsmetal, som den tog sig ud tidligere. 

'Beautybeast' var lækker og en heftig energiindsprøjtning, og den klarede sig uden hjælp på gæstevokalen, selvom man blandt publikum fandt Bjarke Ahlstrand, tidligere forretningspartner og longtime ven med Andersen, og som netop lagde gæstevokal på nummeret, da det i sin tid blev indspillet i Studio Fredman. Nummeret fik gang i en mindre pit, og festen fortsatte med klassikeren, i Withering Surface-regi, 'Dancing with Fairies', hvor det udmærkede growl blev vist frem med det personlige twist, at han samtidig bærer en melodi frem i sin råbende vokalstil.

Fra en generation til den næste
Det med de mange år på scenen blev påtalt fra scenen. Bandet kan indenfor få år fejre, at det er 30 år siden, at bandet blev dannet. Der er brug for nye til scenen, og ved håndsoprækning blev der lige vist, hvem der havde fulgt bandet siden dengang, og dem ved scenen, som måske endnu var under tyve år, og blot lige havde hørt om bandet. Vi kan være den nye generation taknemmelige, for at en ting som Copenhell kan lade sig gøre. En fin tale til ungdommens energi og passion. Passion var der masser af hos de seks på scenen her, men energien var ikke så tæt og intenst, som da bandet sagde farvel i sin tid på Loppen i 2004. Dertil var omstændighederne med stor scene under den åbne himmel og flere medlemmers lidt tilbagelænede stil ikke til, i forhold til i mørket på et lille spillested.

Withering Surface anno 2022 er dog stadig en fornøjelig og særdeles velspillende affære, hvor publikum, der har været med på en større eller mindre del af rejsen, trofast smed næven i vejret og brølede med glæde med på de dybe growls i 'Joyless Journey'-omkvædet eller lige gav den et hak mere, da sidste sang blev introduceret. Det blev gjort med en samtidig hyldest til kvinderne, som heldigvis er kommet til i større antal til genren, end ved bandets start i 1994. Desuden sendt afsted med et smukt tillykke til frontmandens datter med afsluttede eksaminer. 'Scarlet Silhuettes' blev afslutteren, der fik rodet lidt rundt i fliset foran scenen.