Når musikken taler til en
Dette er en positiv beretning om hvordan fransk middelalder-blackmetal fik en anmelder til at sænke paraderne og glemme de instinktive fordomme. I hvert fald for en stund.
Engang var albumcoveret en meget vigtig indgangsvinkel til metallens verden. Der er historier om folk, der havde plakater med Iron Maiden, fordi illustrationerne var seje, og først senere tjekkede musikken ud og blev hooked til metallen. Metalfans har bladret plader i musikbiksen, snublet over noget, der så sejt ud, og prøvet lykken, købt skiven med hjem og måske også fundet lykken i musikken og et nyt bandbekendskab. Den fede coverillustration er bare vigtig.
Franske Véhémence har jeg ikke opdaget på grund af coveret. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke umiddelbart drages af ting, der lugter for meget af mærkelige instrumenter og bandmedlemmer, der iklæder sig sære gevandter for at ligne et historisk nedslag i noget, jeg for længst har glemt fra historietimerne i folkeskolen. Og coveret på 'Ordalies' er da netop noget, som ligner forsiden på en bog til et tema om middelalderen for en 5. klasse.
Ej heller ville en genrebeskrivelse som medieval black metal få mig hurtigt hen til anlægget for at høre bandet. Men nu skete der så det, at jeg i sidste uge havde tjansen her på sitet som skriverkarl på "Ugens koncerter og udgivelser". Og her lokkede genrebeskrivelsen, for den skilte sig ud fra de sædvanlige dødsmetal, ekstrem dødsmetal, ultrateknisk ekstrem dødsmetal og så videre. Det gav mig noget at fremhæve, hvad end jeg så selv måtte synes om det.
En video til artiklen måtte findes, og ikke mange halve minutter inde i nummeret, forsvandt mine fordomme som dug for solen, og min ungdoms mere åbne sind for alt indenfor metal vendte stærkt tilbage. For jeg havde helt sikkert tjekket middelalderblack ud, hvis jeg havde hørt om noget sådan, da jeg var teenager, og havde de smidt ordet avantgarde med, så var den da helt sikker. Og med videoen fulgte en opfølgning på bandet, der altså i tirsdags udgav sit tredje fuldlængdealbum.
Black metal. Og så lidt mere
Véhémences grundessens er black metal af den ret melodiske slags. Men udover en vokal cirka som man ville forvente det for genren, er der også en hymnisk råbt vokal, tangerende råbekor, der fungerer rigtigt godt til de lækre guitarriffs, som løfter musikken til episke højder, og man bemærker, i hvert fald først, næsten ikke de tonsende, heftige trommer, der lægger sig solidt under instrumenterne. Musikken gæstes også af gammeldags instrumenter som fløjte, nøgleharpe og drejelire, men det fylder ikke så meget, at det på nogen måde fjerner fokus fra, at det skam er et metalalbum.
Den varme, sydlandske lyd vækker minder om Rotting Christ, der også på sine senere år, kan gå i store temaer og episk stemning i råbekor. Ikke at de to bands lyder ens, for det gør de på ingen måde. Det her med at blande growls med en råbende, semimelodisk vokal er i det hele taget ikke unikt i sig selv, og jeg fanger også noget, der minder mig om Mithotyn, Thyrfing, Amsvartner og Heidevolk. Bands, hvor man nok ville sige "viking" efterfulgt af metal, dødsmetal eller black metal. Eller måske pagan. Mere nutidigt, så er Stormkeep også et godt bud, hvor Véhémence bare synes at have mere kant og autencitet. Véhémence er bestemt anderledes, og kommer med noget andet til sit hovedelement, den melodiske black metal. Men princippet i den vekslen, der er mellem metallen og noget, hvis inspiration skal findes godt tilbage i historien, har bestemt store ligheder. Og ses der blot på metallen og ikke krumspringene rundt i fortidens musik, så rammer bandet et positivt pust af ligeledes franske Cenotaphé.
Lange sange og en kort morale
Der er lange sange på 'Ordalies', og der er også riffs, der køres en postgang eller to for længe, når de ikke har samme styrke som fx åbneren 'De Feu et d'Acier'. Men formålet er klart med gentagelserne eller de lange, lirede guitarstykker, der når højere og højere toner: Der skal sættes en stemning. Og selvom det sker med et riff, der måske får baghjul af meget andet materiale på skiven, så virker det nu ret effektivt alligevel.
En anmeldelse behøver vel ingen morale, men glæden over at have fundet ny musik ved et tilfælde, som følge af en fordomsfuld tilgang til en liste over nye udgivelser, burde i hvert fald få denne anmelder til at altid at lade musikken tale, og så kan genrebetegnelser, der instinktivt måtte forårsage et "nej tak" formuleret i mit hoved, ditto pladeillustrationer og bandfotos, der viser udklædte voksne mennesker, være en biting, der ikke må forstyrre førstehåndsindtrykket. Dén sunde holdning vil jeg tage med mig. For et par dage i hvert fald... Men glæden ved Véhémence kommer til at vare længe til gengæld.