Et kontrafaktisk Motörhead
Demooptagelser fra de spæde dage med Motörheads klassiske lineup er en interessant kontrafaktisk øvelse, fordi de viser, hvilken vej Motörhead kunne være gået.
Intro (Instrumental)
Leavin' Here
Vibrator
Help Keep Us on the Road
The Watcher
Motörhead
Witch Doctor (Instrumental)
Iron Horse / Born to Lose (Instrumental)
Leavin' Here (Alternate Take)
Vibrator (Alternate Take)
The Watcher (Alternate Take)
2. LP Live: Blitzkreig on Birmingham '77
Motörhead
Vibrator
Keep Us On The Road
The Watcher
Iron Horse
Leavin' Here
On Parole
I'm Your Witch Doctor
Train Kept a-Rollin'
City Kids
White Line Fever
3. 7" Live at Barbarella's Birmingham '77
Motörhead
Keep Us On The Road
Det er en velkendt truisme i metallen, at band X og Y "altid udgiver det samme album". Man har hørt det sagt om Slayer, om Overkill, om AC/DC, om mange andre. Det er noget værre vrøvl, for hvis det passede, ville Slayers fem første album ikke tørre røv med resten af diskografien og 'Taking Over' ikke være markant federe end 'Necroshine', og 'Powerage' ikke være en elektrisk massakre sammenlignet med 'Blow Up Your Video', der ikke blower noget som helst up.
Man siger det også om Motörhead, og det er noget værre vrøvl, for eksempelvis '1916' (1991) er et af Motörheads fineste og mest musikalsk varierede album, 'Another Perfect Day' (1983) 'Infernö' (2004) skruer metalbissen på, mens et nummer som 'Orgasmatron' ret nemt har kunnet adapteres af mere ekstreme metalbands. Selvom Motörhead har en signaturlyd, har det næsten altid givet gode resultater, når de har afveget en smule fra den.
Det, man i virkeligheden mener, når man siger, at et band altid udgiver det samme album, er, at bandet har en tydelig signaturlyd og -stil, som følger dem gennem karrieren. Og naturligvis ændrer de på den undervejs, justerer, tilføjer nye elementer. Motörhead har selvfølgelig en meget, meget distinkt lyd. Men kunne det være gået anderledes? Kunne Motörhead være gået en anden vej og endt som et meget anderledes Motörhead end det, vi kender? Man er tilbøjelig til at sige nej, Motörhead kan kun lyde som Motörhead. Men det er, fordi man ekstrapolerer bagud.
Denne nye udgivelse viser, at Motörhead kunne være slået ind på en langt mere 70'er-præget, småpsykedelisk vej, sammenlignet med det udtryk, de endte med at blive kendt for. 'The Manticore Tapes' er opkaldt efter den konverterede biograf, sangene er optaget i – proggruppen Emerson, Lake & Palmers hovedkvarter (fabeldyret lagde navn til sange med Emerson, Lake & Palmer og proggruppens publiceringsselskab). Det er angiveligt de første indspilninger med Motörheads klassiske lineup, og de viser et band, der stadig ikke helt har fundet deres stil.
Drømmende og slasket
Det er mindre råt og aggressivt og larmende, guitaren er ikke så forvrænget, som den senere skulle blive, og bassen er nærmest pæn, når man tænker på det senere voldsomt forvrængede Rieckenbacker-monster, Lemmy larmede løs med. Af og til er det småpsykedelisk og drømmende, af og til mere pubrock-punket, af og til mere bluesy. Og Lemmys fortid i Sam Gopal med den herlige lp 'Escalator' bliver meget tydelig. Det hele har en organisk fornemmelse, og det lyder, som om det er optaget, mens bandet spiller sammen. Alligevel er lydkvaliteten god.
Det er velkendte sange for alle motörheadbangere, men dragten er ny. Lemmy lyder som hos Sam Gopal næsten uskyldig og ung sammenlignet med den bistre autoritetsfigur, han senere kom til at udgøre. 'Vibrator' har et mellemstykke, som minder lidt om ex-guitarist Larry Wallis' gamle band Pink Fairies, og som jeg synes klæder sangen. Alligevel kan jeg godt forstå, den blev skrottet for et mere energisk udtryk uden svinkeærinder. Samme punkede energi vælter ud af 'Leavin' Here's instrumentale mellemspil, hvor Lemmys lidt slaskede vokal i kombi med "Fast" Eddie Clarkes ret ringe backingvokal er virkelig charmerende.
Mest for fans – eller det modsatte
Er det interessant for andre end fans? Måske for fans af grupper som Pink Fairies og lignende bastarder, der inkorporerede både punkede og progpsykedeliske elementer; folk, der ikke kan med Motörheads senere udtryk, vil måske kunne finde noget her. Men det er nok mest for de mere inkarnerede fans. Og selvom jeg finder stort behag i at lytte til 'The Manticore Tapes', fordi jeg holder af Motörhead og savner dem, så synes jeg mest, at udgivelsen er interessant som kontrafaktisk eksperiment. Hvad ville der være sket, hvis Motörhead var fortsat i denne stil? De ville næppe være blevet stå stilskabende, og de ville næppe have fået indflydelse på ekstremmetallen. I stedet var de nok endt med at gå i opløsning relativt hurtigt, mens deres to-tre 70'er-album ville være en specialitet for samlere med hang til 70'ernes hårde rock med både punkede og proggede elementer. Godt nok og spændende. Men ikke helt det samme.