Dejavu med nye melodier

81rrw4ENS2L

Misery Index krydser klinger med fortiden, men skipper de værste gentagelser med en vitaminindsprøjning af melodi og delikat groove.

Kunstner
Titel
Complete Control
Dato
13-05-2022
Label
Karakter
4

'Comple Control' er det syvende fuldlængde album fra det amerikanske dødsmetal Misery Index, der blev dannet tilbage i 2001, da frontmand, bassist og ph.d-indehaver Jason Netherton ophørte samarbejdet med Dying Fetus. Siden er det altså blevet til en hel del skiver fra Misery Index, og fraset en lussing for andet album 'Retaliate', så er bandets albums altid, uanset anmelder, gledet ned med velbehag her på Devilution. Og det er ikke noget, der ændrer sig med nyeste skud fra de fire herrer fra Baltimore.

Som vanligt så er der kræs at hente for trommefetischister, da Adam Jarvis, som også spiller i Pig Destroyer, Scour, Lock Up med flere, som altid er en mastodont af massiv, energisk fremdrift. Han er både den solide bund sammen ned Nethertons stærke baslyd, men han er også glasuren og detaljerne i et sangskrivning, der er simpel og kompromisløs, og igen på dette nyeste udspil hilser rødderne fra punk, hardcore og grindcore velkommen.

Hvor kom vi fra?
Bandet selv beskriver det selv som netop en hilsen til de gamle rødder, men også med lidt af mørket fra 'The Killing Gods' og den mere ligefremme forgænger i den skarpe 'Rituals of Power'. Og det er ikke helt ved siden af. Bandet kigger faktisk så meget mod tidligere meritter, at titelnummeret 'Complete Control' virker som en gentagelse af formidable 'The Spectator' fra 'Heirs to Thievery'. Den har det kække punkede tempo og ligefremheden, men har fået et skud melodi og lidt half-time undervejs, der bryder den ellers intense feeling og dermed også lidt af dejavuet. Og så er skivens lyd lidt mere direkte og i match med den første vokal på skiven, der læner sig mere op af snerrende hardcore end den ellers hidsige dødsvokal.

Og netop melodierne synes at være det, som indimellem gives lidt mere plads til fri leg på albummet, end tilfældet har været før. Det pynter nogle steder som i 'Rites of Cruelty', eller giver et længere og herligt solo-/melodistykke i 'Reciprocal Repulsion', mens det, som antydet i titelnummeret godt, kan stjæle lidt af energien. Men så er det jo godt, at energien tonser derudaf i lukkeren 'Now Defied'' og til dels 'The Eaters and the Eaten', der også lukker op for godteposen af dét groove, som Misery Index tørt smider i smasken på lytteren ofte og på velvalgte tidspunkter på albummet.

Som lige-på-og-hårdt solide baskere, der stadig kan huskes nogle år efter, så er 'Complete Control' ikke nær så effektiv som 2019' 'Rituals of Power', men energien er stadig at finde i 2022-versionen af bandet, og selvom det catchy ikke er helt så umiddelbart, så er der noget, som klæber ved i det mere melodiske riff-arbejde og det delikate groove i bas- og trommespil. Og det lugter lidt af noget, som vil give minder til eftertiden, selvom det måske ikke er som 'New Salem', 'Hammering the Nails' og 'Rituals of Power' fra forgængeren.