Vrissen grind med masseappel

a3378759693_10

Misery Index har stadigt rigeligt med brutalitet, politiske paroler og lyttevenlige ørehængere i sig på deres første plade i fem år.

Kunstner
Titel
Rituals of Power
Dato
08-03-2019
Trackliste
1. Universal Untruths
2. Decline and Fall
3. The Choir Invisible
4. New Salem
5. Hammering the Nails
6. Rituals of Power
7. They Always Come Back
8. I Disavow
9. Naysayer
Forfatter
Karakter
4

Misery Index’ ’Heirs to Thievery’ fra 2010 er en af de små oversete perler i nyere dødsmetal, som aldrig rigtig har fået den kærlighed fra det brede publikum, som den fortjente. Opfølgeren ’The Killing Gods’ holdt langt hen ad vejen niveau, og det så ud til, at den amerikanske dødsgrind-kvartet burde være på nippet til at træde helt op i det 21. århundredes dødsmetal-superliga.

Alligevel skulle der gå fem år, før vi fik et nyt album fra bandet, der ignorerede hypen og i stedet koncentrerede sig om andre af medlemmernes talrige projekter. Udgivelser fra flere af disse, bl.a. Scour, Cast the Stone og Pig Destroyer, har siden set dagens lys, før vi nu endelig bliver begavet med bandets sjette studiealbum, ’Rituals of Power’. Som ikke skuffer.

Stilen fra især ’Heirs to Thievery’ holdes fint i hævd. Adam Jarvis bag trommerne er stadig et blastende maskineri, som få kan matche, Mark Kloeppel og Darin Morris’ guitarer hugger stadig tungt og brutalt med enkelte harmonier hist og her til at bløde op i de fræsende riffs, og det dobbelte vokalarbejde fra Kloeppel og bassist Jason Netherton er præcis så effektfuldt, som man kunne ønske sig. Trods det hæsblæsende tempo formår Misery Index stadig at opretholde en kompleksitet og en urimelig tightness gennem størstedelen af pladen, mens vokalarbejdet og de ganske fængende tekster giver størstedelen af numrene hver sit særpræg, der gør, at pladens enkeltdele står fint ud fra hinanden.

Den lidt unødvendige og ustrukturerede ’Universal Untruths’ indleder pladen, men derefter går det slag i slag med eminente dødsudgydelser. ’Decline and Fall’ kommer rundt i hele Misery Index’ univers i et tempo, der efterlader lytteren med åndenød, inden der bliver tid til en kort og kontant solo og en smule groove i slutningen; alt sammen garneret med vokaler, man snildt kan råbe med på, hvis man er i tilpas træls humør. ’The Choir Invisible’ holder samme standard, men med en mere adstadig og groovende rytme, som bandet også fint mestrer, inden et af pladens højdepunkter, ’New Salem’, fremstiller Misery Index som et af de få orkestre, der formår at blande grindcorens brutalitet og den mere lettilgængelige midttempo dødsmetal i en både knusende og lyttevenlig mikstur.

Misery Index har altid været et politisk band, der fremfor at vælge fløj i deres lyrik søger at være ”anti-establishment” og opponere mod alt, der ikke fungerer, hvad enten det er til højre eller venstre. Således også på titelnummeret og ’They Always Come Back’, hvor pladen lidt mister pusten. Numrene bliver en smule for langtrukne efter orkestrets normale standarder. Misery Index fungerer bedst, når kompleksiteten i metallen bliver fremført så brutalt som muligt, hvilket bandet heldigvis lykkes til fulde med i førstesinglen ’I Disavow’, der er et af bandets allerstærkeste numre til dato.

’Rituals of Power’ er en stærk comebackplade for bandet fra Baltimore. Rigtig stærk. Den er et billede af et band, der evner at kombinere et opskruet, hidsigt tempo og tilsvarende brutalitet i musikken med en lyttevenlighed og tilgængelighed, som få dødsmetalbands for tiden evner. Bandet er stadig skidesure, og det transmitterer de ganske glimrende ud til lytteren. Fraset Adam Jarvis er de måske ikke de store musikalske ekvilibrister, men de bruger deres evner og musikkens iboende virkemidler til fulde gennem størstedelen af ’Rituals of Power’, der er de fem års ventetid værd.