Tons og grumt dødsgroove
Populær
Centinex holder svenskerdøden i hævd og lader til med 'Redeeming Filth' at have fundet fornyet energi på en plade, der enten fræser fedt af sted eller slæber sig herligt gennem groovy midtempo, der bare rykker.
Centinex har ikke haft det let. De fik ikke så megen opmærksomhed, da bandet blev dannet i 1990, hvor stilen lå i en slags blanding af hardcore og dødsmetal med to vokalister. Det blev dog ændret til mere regulær dødsmetal i grænselandet mellem den klassiske fra eget hjemland og den ditto klassiske fra USA. Der har været et hav af ændringer i lineuppen, der endda har været foruden trommeslager, hvorfor trommemaskine blev benyttet. Stabiliteten i bandet har altid været Martin Schulman på bas, og han er skam stadig med på dette niende fuldlængdealbum, 'Redeeming Filth', der for alvor markerer bandets tilbagevenden til scenen efter at bandet blev vendt ryggen tilbage i 2006.
Materialet på denne skive svarer meget effektivt på spørgsmålet, om det nu også er klogt at genoplive bandet og risikere at sætte fortidens bedrifter i et dårligt lys, hvis albummet var svagt. For svaret er et klart ja, lige fra den heftige start med knaldperlen 'When Bodies Are Deformed' til den tunge, tunge 'Unrestrained', der er ligeså krybende sløv, som den fed. Lyden er svensk, men opdateret, for det lyder ikke som fx Entrails, der også er vendt tilbage fra de døde og lyder som (godt nok glimrende) opkog af alt godt fra Studio Sunlight. Man genkender bandets tidligere lyd, inspireret af kollegerne i hjemlandet og de måske lidt mere brutalt lydende kolleger i staterne.
Men der er også noget enkelt og nærmest punket over de hurtigste af passagerne på skiven. Omkvædet i 'Death Glance' er tonserfedt og utroligt simpelt og ryger næsten op på siden af Misery Index' dødspunker 'The Spectator'. En fællesnævner for de fleste riffs er, at de er til at forstå med det samme, men trods simpelheden, så holder de i længden, selvom der ikke er skelsættende riffs, som de kendes fra 'Raining Blood', 'Master of Puppets' eller andre af metallens ubestridelige klassikere. Men det er godt, og det rykker fremragende, lyt efter lyt.
Bandet er stærke i både det hurtige og det tunge, men sangenes rækkefølge kunne måske godt have været mere optimal, for efter den hurtige start hænger det lidt længe i midttempoet, og selvom sangene her er stærke, så kunne albummet have opnået mere variation, hvis rækkefølgen havde været lidt anderledes. Men det er en begrænset anke mod et dejligt comeback fra svenskerne.