Vansind ville feste, og det bogstaveligt talt med ild i scenen og et publikum, der gik i bådene for at komme med på bandets togt.
Velspillende Karnivool fik spillet sig ind på livet af Copenhells publikum, så det til sidst blev en helt fin progfest.
Den majestætiske vildskab, som man kunne have forventet qua Hulders udgivelser, udeblev i en buldrende, rungende trommelyd på Gehenna.
Med teknisk snilde og fede riffs, så var instrumentale Night Verses lige dét, som de fleste, der havde taget morgenturen til Hades, manglede til en effektiv, både blød og halvhård start på dagen.
12.30 er morgen på en festival som Copenhell, og havde man behov for en blid start fredag morgen, så kunne The Chains lige præcis det – og så med masser af dansk humor og hygge.
Orm havde lovet publikum noget særligt og spillede natten episk op med black metal, strygere og blæsere. Og ild!
Stålet blev smedet, humoren bragte smilene frem og næverne kom i vejret, da hammeren blev eftektivt svunget.
Der var smil, energi og magi i luften, da The Baboon Show gav en lektion i, hvordan der kan festes og danses til punkrock.
Der blev sunget med på både store og små hits, da de amerikanske punkrockere i The Offspring viste, at der stadig kan tages energisk afsæt i de efterhånden gamle sange.
Et debutshow i et næsten udsolgt Pumpehuset var den perfekte indledning på Asinhells tour rundt i Europa, før de senere på sommeren returnerer til Copenhell og Næstved Metal Fest.
Ufomammut, Asinhell, Tower, Pennywise, Wacken Metal Battle er blot en håndfuld af, hvad der kan opleves i en uge, der også byder på nyt (og gammelt) på skive fra Rhapsody of Fire, Exodus og Wormwood.
Replicant formår med groove og fede detaljer at gøre det let og lækkert at høre noget teknisk og til tider dissonant dødsmetal.
Devil Master spillede sejt, lød sejt og så seje ud, mens Dödsrit havde sans for melodierne på en fin torsdag aften på Nørrebro.
Start koncertugen med hardcore/punk og slut den af med dødsmetal. Det er blot én kombinationsmulighed af mange i en uge, der på skive byder på ny heavy fra danske Pectora ,samt en masse international dødsmetal.
Lykken er at skrive en top 5? Ikke lige denne gang, skriver vor dovenskabsramte skribent, der som en superhelt grifler nogle ord ned alligevel.
Det var som en historielektion i rytmisk og hård musik, som den blev skabt for efterhånden en del år siden, da pakken Lucifer, Attic og The Night Eternal ramte Stengade en festlig fredag i februar.
'Dead End' er ingen blindgyde, men Night Fevers formidable bejlen mod hardcorens og metallens absolutte superliga.
Alt godt fra havet, undskyld de 1000 søers land, får man på Amorphis-guitaristen Koivusaaris første soloalbum, der huser flere fine gæster på vokal.
Det er en vild og spændende lyd, som omsvøber Broders formørkede dødsmetal med en tung dyne af sludge på 'Skarpretterfossilet'.
Mens koncertudvalget er overskueligt med Periphery som det internationale indslag, så giver vi kun et lille nedslag i ugens skiver, hvor der er nyt fra Saxon, Green Day, Master og meget andet.