Withering Surface er tilbage med et fængende og meget melodisk album, der undgår reunionernes værste faldgruber. Resultatet er et modent bud på melodød anno 2020, forholdsvis langt fra udgangspunktet. Og det er et sundt valg.

Det er blevet beskrevet, at en desinficerende spraytåge kan være løsningen for koncertåbning, men måske metalfolket har andre gode veje til afsprittet krop og sind?

Der er en dansk streamingfestival i weekenden, men der er også nye plader fra blandt andet Lamb of God, Cro-Mags og Withering Surface at nyde i sommervarmen i denne uge.

Vi har flere på redaktionen, som har været på Copenhell hvert år, siden det startede. Villumsen er en af dem, og uanset om du har været med en enkelt, flere eller alle gange på festivalen, så kan du nok nikke genkendende til flere ting i hans beskrivelse af Copenhell fra starten til 2019 og årets ærgerlige aflysning.

Copenhell forkæler os i 2021 med en ordentlig slat ombookinger fra det line-up, vi ellers havde i vente i næste uge. Og så får vi et par ekstra punkede indslag oveni hatten.

Råt, aggressivt og catchy med en trendsættende guitarlyd. 'Left Hand Path', 30-årsjubilaren fra Entombed, er et fremragende debutalbum, som satte Stockholm på dødsmetallandkortet på samme måde som Death, Obituary og Morbid Angel gjorde det med Florida i USA.

Tyrant gjorde sig i sin tid i klassisk heavy metal. Det gør de stadig, nu hvor de er tilbage efter en længere albumpause, og har fået eks-Candlemass-sanger Roberet Lowe med.

Morning Bells proggede rock er fængende og melodisk og krydser på behagelig vis klinger med Ghost og dansk rock som Dizzy Mizz Lizzy, især på vokalen.

Idéen er god, og musikken lyder godt. Men selvom dødsmetallen er smadret frontalt sammen med hardcore, så viser Tombstoner kun, at potentialet er der: Debut-ep'en er lige generisk nok.

Det er nærmest kriminelt, så nemt det er at fordybe sig i Ulcerates sjette album, for den tekniske dødsmetal er for det new zealandske bands standard usædvanligt fængende fra første lys.

Barishi har tryllet i laboratoriet og brygget en fremragende formular for tunge riffs med skæve haler på i et resultat, der smeder gammelt Mastodon med ditto Opeth. Resultatet er stærkt i den enkelte sang, men ensformigt somhelhed.

Det kan godt være, at man hverken finder måne eller citron i en citronmåne, men man finder dog sort kunst på Svartkonsts andet album, der på fineste vis lader klassisk svenskerdød krydse klinger med ditto black.

Endnu en koncertløs uge er i gang, og den sociale distancering med hjemmearbejde, pasning af eget afkom og hvad har vi giver for de fleste mulighed for musik på hjemmeanlægget. Ny musik? Devilution giver her et lille indblik i nogle af ugens nye udgivelser.

I en simpel, voldsom lyd vokser rasende riffs til melodisk storhed, når franske Cénotaphe lader debutalbummet servere lytteren en forfriskende bidsk black metal.

Københavnske Clients kommer rigtigt godt fra start med en debut, som er både voldsom, atmosfærisk, fængende og melodisk. Og varieret på godt og ondt.

Man får glimrende blackened death metal på The Spirits anden udgivelse, som i iveren efter virkelig at præsentere alle sine fede idéer har fået en for afbalanceret lyd, som gemmer den indbyggede vildskab væk.

Få dage før fastelavn inviterer Slipknot til maskebal i Royal Arena. Villumsen, der godt nok aldrig har dyrket de gale amerikanere i større stil, kommer her med sine favoritter. 

Melodierne er i overflod på briternes femte album, men energien og det tekniske overskud er bibeholdt, og samlet set er udgivelsen et fint comeback efter fem års albumtørke.

Sylvaine og Unreqvited har sammen begået et nedtonet værk, hvor de rammer en smuk og dyster lethed, som er opløftende behageligt som en stærk brise af Anathema og Antimatter.

Sjette album fra Esoteric er langt og krævende af lytteren, men med den rette tid og måske også de rette lytterammer, så udfolder sig et støjende univers, der både er skræmmende og smukt.