Dommedagens stadion-stoner-rock
Med vidt forskellige virkemidler var der storhed hos både Unto Others og Green Lung, mens Satan's Satyrs i sandhed mærkede udfordringen i at skulle lægge tidligt ud på en torsdag aften i Amager Bio.
Mountain Throne
Call of the Coven
The Ancient Ways
Reaper's Scythe
Song of the Stones
The Forest Church
Templar Dawn
Hunters in the Sky
Maxine (Witch Queen)
Graveyard Sun
-------
The Harrowing
Old Gods
Let the Devil In
One for Sorrow
Det var lidt som at tage fejl af dagene og gå i skole på en søndag, da man mødte ind i Amager Bio torsdag aften lidt før klokken 19. Godt nok var man blevet lukket ind af døren og havde fået hjælp til at smide jakken i garderoben, men salen foran scenen virkede gabende tom. Det skulle dog blive bedre, meget bedre. Men først senere på aftenen.
Den gode plads var også medvirkende til, at det var noget af en opgave Satan's Satyrs var kommet på, da der skulle varmes op for de to navne, der fyldte lige meget på tourposteren og i anseelig grad mere end de amerikanske psykedeliske horror-rockeres logo med djævelhorn og ditto hale. Denne aften var det nu mere rocken, som syntes tydelig, mens det psydeliske mere syntes synlig i medlemmernes tøjstil som fra en fordums syreglad tid. Pels, fløjl og så lidt nitter som et nik mod punken også. Guitaren skreg oldschool rockforstærker, og generelt havde lyden ikke den tunge tyngde, der senere skulle komme fra selvsamme scene, selvom den hårdtslående, medrivende trommeslager sørgede for, at musikken alligevel bragede godt igennem. Til trods for PA'ets master-lyd godt kunne have fået et skub opad.
Gradvist kom der flere publikummer i salen, men med et show på under 30 minutter, så nåede bandet bare ikke at spille op for tilstrækkeligt mange til, at det føltes som den fest, der skulle komme ikke alt for lang tid efter. Flere sange virkede ellers dejligt jammende, med finurlige skift i trommerytmer og fine leads til at skære igennem den råbende bas. Bedst virkede 'Iron & Ivy' fra det seneste værk og afslutteren 'Alucard'.
Syng for din sjæl
Ingen sangstemmer blev slidt af Satan's Satyrs show. Det var der til gengæld rig mulighed for under Unto Others' show. Scenen var ryddet for opvarmernes grej, og nu var der straks mere albuerum. Det blev ikke benyttet voldsomt af den, naturligvis, solbrillebærende Gabriel Franco, der stod roligt med sin Les Paul, rank ryg og sin specielle sang- og mikrofonteknik, hvor hans spage, men ganske melodiske stemme over mestendels catchy vokallinjer synges i en nonchalant afstand fra mikrofonen. Han var en ferm fører af sangflokken, men hvor han måske ikke sled synderligt på stemmen, så må der blandt publikum have været et par hæse stemmer bagefter, for der blev braget godt igennem, og stod man plantet forrest ved scenen, så rungede det nærmest som på et stadion omkring en, når folk gjaldede med for fuld hals.
Oregon-bandet har været i Danmark før, og det hårdt arbejdende band lader til at have fået et godt følge. De har været her med Volbeat og et halvt års tid forinden aftenens koncert havde de en fin headliner-koncert på Stengade. I mellemtiden er så kommet 'Never, Neverland' der byder på gothic-inspireret heavy metal med følsomhed og patos i teksterne, så alle teenagere – og os der kan huske, hvordan det var at være ung engang – let kan træde ind i den verden af et virvar af forvirrende følelser og stemninger, som sangene tager lytteren ind i.
Bandet kom med de samme 18 sange i samme rækkefølge, som til de foregående shows på touren, så havde man snydt og tjekket sætlister på forhånd, så var der ingen overraskelser. Af de nye sange virkede 'Suicide Tomorrow' formidabelt, mens de hårdere riffs i 'Momma Likes the Door Closed' havde sin charme, og 'Flatline' var ligeså malplaceret som på skiven. Men det kunne ikke ødelægge, at det var stort, når alt andet var syng-med-bangere på stribe, som 'It Doesn't Really Matter', 'Nightfall' og 'Give Me to the Night'. Og ja, selvom de fede 80'er synths manglede på 'Pet Sematery', så er Unto Others' rendering af Ramones-sangen et sikkert hit til fuld skønsang.
Stærke sange, stærk charme
De skinnende, voldsomt spændebeklædte støvler hos voldsomt langhårede og langjakkede Sebastian Silva kom elegant dansende omkring på scenen og leverede den mere fysiske udfoldelse af spilleglæden, der hos frontmanden absolut var synlig, selvom det blev med det hemmelighedsfulde, konstante lille smil på læben.
Unto Others har en styrke i de stærke, catchy sange. Og det var også det es, der holdt bandet oppe i en medrivende koncert. Det behøver ikke være knivtight og stramt, og det var tydeligt, at bandet, trods en lånt bassist til touren, var godt sammenspillet, så de ikke lod sig slå ud af sange, som gik lidt op og lidt ned i tempo og ofte var lige et tak hurtigere end på skiven. Det gav en sej dynamik og var helt sikkert med til at sætte en tyk streg under den charme, som bandet umiskendeligt har. Og med det volumen, som publikum stemte i med, så var der både noget ungt og ungdomsskole-agtigt over bandet og et eftertrykkeligt stadion appeal. Stengade, Amager Bio, Parken. Det hele burde kunne fungere for amerikanerne.
Musikalske dydsmønstre
Vi kommer dog ikke udenom, at musikaliteten bare var højere hos Green Lung. En formidabel lyd, og nogle musikere, der spillede med et vanvittigt overskud. Det var tight, og så vidunderligt tungt takket være Joseph Ghast på den hvide, 5-strengede bas. Og en lydmand af den hornedes nåde. Og så lagde han lige nogle formidable harmonier til Tom Templars vokal, som ellers fint kunne stå alene. Sikke en kraft han fik skubbet sin stemme afsted, og endda hele tiden sikker på tonerne.
Sceneudsmykningen lignede noget med et marginalt højere budget end "Casper & Mandrilaftalen" i sin tid har haft. En ged med faretruende røde lys i øjnene, og for at understrege alvoren, eller måske snarere humoren og charmen, der også indfandt sig hos Green Lung, så fik vi lige en række "hail Satan" fra tempelridderen. Frontmanden med det borgerlige navn Killingbeck, som næsten lyder som et navn på et band i sig selv. Men det kunne ikke tage noget fra det velspillende band, hvor også Scott Black må hyldes for sit prangende guitarspil. Han fik god plads i lydbilledet som ene guitarist blandt de hammond-orgel og syrede tangenter, som er med til at gøre bandets tunge doomy, stenede rock til noget festligt. Og den bund. Den må altså nævnes igen. Det rundede bare det hele så fremragende af.
Uagtet, at Green Lung nok er bedre på 'Black Harvest' end 'This Heathen Land', så er Green Lung bare et live-band, der med den knusende tunge lyd og den perfekte fremførsel og en frontmand, der holder folk i sin hule hånd, sikrer, at live; der holder det hele. Den keyboardriff-bårne 'Maxine (Witch Queen)' holdt selvfølgelig, men 'The Forest Church' kunne pludselig også noget, og så var afslutteren ' One For Sorrow' jo en hymne af rang, hvis man ikke havde fanget det på studie-indspilningen.
Hymnisk doom
Smukt og fejlfrit fremført var 'The Harrowing' med frontmanden alene ud i fjæset på de forreste rækker, og så naturligvis over i 'Old Gods', hvor det nu var blevet Green Lungs tur til at vise, at der kunne synges med i en ligeså voldsom grad, som Unto Others havde fået samme publikum til tidligere. Og selvfølgelig fik "O well, they say that Jerusalem was built on English ground" udskiftet "English" med "Danish".
Green Lung henrykkede i 2023 på Gehenna på Copenhell. Og har måske netop derfor siden haft medvind herhjemme. Bandet nævnte da også en tydelig begejstring for landet og det publikum, som de følte sig så vel modtagede af. Og med sådan en kraftpræstation af en live-koncert, så er det jo svært andet.
Før bandet gik på spilledes landsmændene i Cathedral fra 'The Carnival Bizarre' over anlægget, og just da bandet gik af lød flere landsmænd med noget fra 'Brave New World'-albummet fra Iron Maiden. En perfekt indkapsling af Green Lung. Fra det doomy, stenede og tunge til det hymniske og storslåede, selvom det leveres uden twin/trippel-guitar og melodiske omkvæd, der fortsætter en linje i det næsten uendelige. Green Lung havde andre tricks til sin åbenlyse storhed denne aften. "Ryk direkte i fængsel til stadion". Og tag bare Unto Others med.
Karakterer:
Satan's Satyrs - 3
Unto Others - 4
Green Lung - 5