Copenhell 24: Ska/ska-ikke?
Populær
12.30 er morgen på en festival som Copenhell, og havde man behov for en blid start fredag morgen, så kunne The Chains lige præcis det – og så med masser af dansk humor og hygge.
Der blev taget godt gas på situation og leveret masser af smil og humor fra scenen, da danske The Chains havde morgenvagten på Copenhells næststørste scene fredag morgen. Bandet, der egentlig skulle have været en tur i containeren i Boneyard-området, fandt i stedet vej til den store scene som følge af afbuddet fra 311. Det fik folk til tasterne, da skiftet blev annonceret, for The Chains spiller ska/reggae og har endnu ikke udgivet meget, som man som publikum kunne varme op med. Med andre ord mente nogle, at det var malplaceret, og at andre bands, særligt metalbands, med lidt flere udgivelser burde have haft chancen.
Men er noget egentlig malplaceret på Copenhell? Mangt og meget har man set og oplevet gennem tiden, og hvis det er underholdende for nogle, så er der nok også nogle i en større publikumsskare på Copenhell, som vil finde lige præcis dét her forfriskende. Og for at starte derved, så overhørte den udsendte på morgenvagten faktisk et "it was nice with something different", da koncerten netop var afsluttet. Og konferencieren tog i sin introduktion også selv skeptiske black metalleres ryg i forsvar (i fald de overhovedet var der): "Det er ok at danse. Vi siger det ikke til nogen".
Nu skal vi ikke glemme hyggen
Og det var anderledes. Det var ren hygge. Og det var dansabelt. The Chains har medlemmer fra tre generationer af ska og reggae fra den danske scene. Fra bands som Furillo, Leo & The Lineup, Von Dü og Napoleon Solo. Når Copenhell beskriver forsamlingen samlet i The Chains som mørk og stemningsfuld caribisk undergrundsmusik, så er det nok ikke mørk og stemningsfuld, som vi normalt bruger den slags termer i metal, men nok snarere som den muntre stemning efter tilpas indtag af mørk, caribisk rom. Bandets frontmand, Pato Siebenhaar, som i sin tid spillede med Furillo, var i hopla og jokede løs. "Det er ikke Slayer!" og spurgte om folk havde tømmermænd, og om det var i orden med noget stille musik. Responsen fra publikum var heldigvis positiv, for Siebenhaar kunne bedyre, at bandet da heller ikke kunne andet.
Det var vuggende hofter på scenen, vuggende hofter blandt publikum. De søde offbeat-rytmer var dansable, vokalerne fra særligt guitarist Kevin Leo og frontmand Pato Siebenhaar var smurt med honning, og bandet som helhed lød rigtig, rigtig godt. Distortion måtte man til gengæld lede længe efter. Det er muligt, at Leo til Slayer-kommentaren berettede om flere personlige knubs til ska-koncerter end til Slayers ditto, men så skal der mere punk end reggae på drengen, som tilfældet var her. Det var hyggeligt, men det farligste var nok at få øllen galt i halsen i et grin over Siebenhaars mange ironiske kommentarer til bandets visit på Copenhell og hans egen ageren med en tamburin. Weekendens mest sexede tamburinspiller, mente han bestemt at være. Vel er der ikke mange om buddet, men den giver vi ham. Og også den sjoveste.
Fremmødet var utroligt begrænset, områdets størrelse foran Hades taget i betragtning. Men det var det også på selvsamme scene dagen efter, så om det var en fællesrespons fra Copenhells publikum til hyggelig ska/reggae eller tidspunkt er svært at sige.
Men i forhold til, om det er ska eller ska ikke på Copenhell, så må svaret lyde som et spørgsmål: Jo, hvorfor ikke? Og gerne med mere punk i og truthorn. Men i et krydret mix med reggae var det nu også så ganske hyggeligt. Der var den igen, en sidste gang – hyggeligt − men det er også det perfekte ord for herligheden.