Copenhell 24: Værdigt tilkæmpet sejr
Vansind ville feste, og det bogstaveligt talt med ild i scenen og et publikum, der gik i bådene for at komme med på bandets togt.
Folkemetal og Copenhell er en sikker vinder. Så sikker at der sikkert findes vandrehistorier om træerne, der engang var øverst på bakken blev fældet, da Huldre nærmest tog en hel skov med på scenen, da de spillede på festivalen i 2017. Udgård-området røber det måske også, men instrumenter man mere forbinder med fortiden end metalbands samt brynjer, kædedans og deslige er bare noget som en betragtelig del af publikummet associerer med fest, fest, fest.
Og med Huldre ude af billedet, så er der plads til nyt blod på tronen som danske folkemetal-kæledægger. Vansind synes godt på vej mod den tjans efter lørdag aftens veltilrettelagte arbejdssejr på Pandæmonium-scenen overfor et stort publikum med rigtigt, rigtig mange klar på dans.
Grib til datidens instrumenter
Vansind lagde ud med 'Grib til våben', der på enkel vis demonstrerer formatet for musikken. Simple guitarriffs, der pumpes afsted til de vokale angreb, der på klassisk vis består af en mandlig harsk råbevokal og en smuk kvindelig vokal. Hertil farves musikken med bærende bidrag fra instrumenter som fløjte og sækkepibe og gør det hele til folkemetal fremfor simpel metal.
Kort forinden showstart blev en lille flamme antændt i en stander forrest på scenen. I baggrunden var det store banner oplyst og vidste man det ikke allerede, røbede det, at nu ventede Vansind. Var det ikke for højt til loftet på Pandæmonium, så kunne det dog have været svært at se bag det store trommesæt, som var overproppet med bækkener. Trommeslageren har de fleste nok hørt før, om de ved det eller ej. Danni Jelsgaard, der er Danmarks mest brugte metaltrommeslager, hvis man ikke lige har en fast en af slagsen i sit band eller har brug for en vikar. Trold, Illnath, Panzerchrist, Detest, Svartsot, Artillery, Impalers, Vanir. Et meget lille udpluk af en meget lang liste af bands på hans cv.
Der er flere andre erfarne kræfter i bandet. Kirk Backarach fra Iron Fire med flere på guitar, Nikolaj Madsen fra Justify Rebellion på den anden guitar og James Atkin på bassen (Heidra, ex-Svartsot). Som Vansind er de et forholdsvist nyt foretagende, hvor det siden bandets start i 2019 er blevet til sidste års album, 'Mørket'.
Lyden var noget rungende til start, men det kom under kontrol, og da bandet helt tidligt i koncerten hev tre gæster ind til kor og violin, så blev der heldigvis også rettet lidt op på lydbilledet, så de ekstra kræfter kunne komme til sin ret. Violinisten var i øvrigt Laura Beck fra Huldre, så hun var bestemt bekendt med at byde Copenhell-publikummet op til dans, og hjalp også Vansind godt på vej med det.
Til skibene!
Joachim Asmussen styrede slagets gang. Tog det meste af snakken til publikum. Hans vokal fyldte en del i mixet, et brøl med volumen, men også et der denne aften var svært at høre ordene i, hvilket var synd, når nu det er danske tekster. Det lød lidt hæst, men på en anden måde end 100 % tilsigtet i den rå vokal, som den kendes fra bandets album. Den ellers glasklare melodiske vokal fra Line Burglin kunne også være svær at fange teksterne på under den støttende rumklang, korets backup og den tunge baslyd. Men den lød godt, hendes vokal. Både alene og sammen med koret.
Som vikinger, der gik i skibene, gjorde en stor del af publikum det også. Festen levede, og folk gjaldede med og adskillige rækker satte sig i en imponerende stor robåd til musikken. Et vikingeskib af kaliber. Flot respons til et band, der virkelig havde glædet sig til dette show og gjort et godt forabejde.
Jelsgaard spillede som ventet solidt, men det var svært at se, hvorfor sættet behøvede være så stort, at han blev helt gemt væk. Det var de sikre trommerytmer, der ikke gjorde meget mere end nødvendigt, men man fik dog smagsprøver på hans hurtige fødder, når bandet i ny og næ diskede op med hurtige riffs – her piskede de dobbelte stortrommer med et imponerende anslag i minuttet.
Gerne endnu mere ”folket”
Vansinds es er virkelig Rikke Johansen på fløjte og sækkepibe. Udover Burglins vokal, så er det her melodierne dannes og giver sangene egen identitet, for det er desværre ikke mange riffs man kan høste fra guitarerne. Til trods for at de to guitarister netop kommer fra bands, hvor riffs er en selvfølge. Det var meget pumpen rundt i powerakkorder, så der var ikke meget til guitarfetichisterne. Men lidt var der, og det var tydeligt, at makkerparret er ferme på guitarerne. Og i de stille sekvenser med ren guitar så man også bedre meningen med to guitarer, når der ellers snildt kunne have været nok i én andre steder.
Sangen 'Blót' var et smukt indslag, dedikeret til alle, der har mistet. Burglin tog den tidligere omtalte flamme og satte ild til et stort metalsymbol bagerst på scenen. Smukt så det ud, men gav også brug for en pulverslukker, for brandgelen, som symbolet var smurt med, dryppede ned på det lille podie nedenfor. Pulverslukkeren virkede umiddelbart ligeså skidt, som de vandflasker som crew-medarbejderen først havde tømt ud på den lille brand. Men inden nummerets afslutning var gelen brændt ud, så der kun var den oprindelige flamme tilbage. Og den var der styr på.
'Den farefulde færd' viste sig som et catchy nummer, som publikum tog godt til sig. Det havde lidt (af den gode) musical-stemning i omkvædet, hvor nummeret fint kunne have været med i en pendant til Skatteøen som vikingetema (vi kunne jo kalde en sådan opsætning for ”Gravhøjen”). Dét nummer kunne alle forstå og synge/nynne med på.
Der kom mod slutningen godt gang i strengespillerne på publikums venstre side af scenen. Nikolaj Madsen og James Atkin havde skiftet til danseskoene, overvundet den måske indledende spænding og hengivet sig til et publikum, der i stor stil var med på løjerne.
Men alting har en ende og til den store finale havde Vansind plads til endnu flere gæster. Anført af Rikke Johansen på sin sækkepibe blev scenen besøgt af yderligere seks sækkepibespillende musikere. 'Håbet er sort', ligesom det på de begejstrede fremmødte syntes stort for fremtiden for Vansind. Bandet tog chancen til sig og leverede et festligt show til et Copenhell-publikum, der ikke havde glemt glæden ved folkemetal.