Copenhell 24: Metalhjertet er intakt
Stålet blev smedet, humoren bragte smilene frem og næverne kom i vejret, da hammeren blev eftektivt svunget.
Så kom power metallen også til Copenhell 2024. De svenske powermetal-helte, Hammerfall, der sidste år rundede 30 år som band, stod igen på scenen i Copenhell, 9 år siden sidst bandet var på visit på det hårde underlag på Refshaleøen. På Hades havde bandet medtaget et kæmpe bagtæppe, prydet af hammer og kæder. På hver side af trommepodiet var der våbensejl, hammere og kæder. Oscar Dronjak spillede på en hammerformet guitar og havde smykseret sig med en kæde om halsen.
Det bliver ikke meget mere konsekvent og ærkemetallet.
Da Hammerfall i sin tid blev stiftet var det allerede retro og nostalgi. Klassisk heavy og powermetal var svundet ind dér i starten af halvfemserne, hvor dødsmetallen havde hærget, omend også med melodi fra Dronjak selv og de kolleger, der var med til at sætte Hammerfall i søen og sideløbende satte Sverige på kortet for melodisk dødsmetal. Dén kærlighed til metallen og dens æstetik fra slut 70'erne og gennem 80'erne har Hammerfall bevaret gennem hele sin tid. Der var da også læder og nitter i stor stil på frontmand Joachim Cans, nævnte Dronjak, bassist Fredrik Larsson, alle af den gamle hammer-garde og selvfølgelig også de nyere medlemmer Pontus Norgren på guitar og trommeslager David Wallin. De sidste to har "kun" været med på henholdsvis omtrent halvdelen af rejsen og en tredjedel af den.
Midttempo. Der rykker vi
Hammerfall kan godt sætte tempoet op, som de blandt andet gjorde det lidt på 'Renegade', men det er især i midttempo-feltet, at bandet er stærkest. Dér, hvor en tung hammer kan nå at blive løftet og sænket hårdt inden sekvensen gentages en takt senere, uden at det kræver umenneskelig styrke. Og også der bandet gør det mest, i hvert fald denne aften under den københavnske himmel.
Vi blev lovet noget gammelt, noget nyt og "no fucking ballads". Vi blev ikke lovet verdens grimmeste guitar, men den fik vi også. Dronjaks hammerformede guitar er ikke æstetisk i topklasse som for eksempel en Flying V, som han dog også spillede på undervejs. Men ligeså grim, som den er, hammerguitaren, ligeså meget passer den bare ind i hele æstetikken, og hjertet, der så tydeligt brænder for heavy metal. Hos Dronjak og bandet. Og pitten foran scenen. Som det lød i 'The End Justifies': "Heavy metal in our hearts – hard to tear apart" fra det nye album i tydelig tematisk tilbageblik til Hammerfalls sang 'Hammerfall' fra debuten, hvor frasen lyder "a metal heart is hard to tear apart".
Hopla, næver i vejret og næsten en ballade
Lyden voksede efter en let ulden start, og snart fik vi riffs og tunge trommer i ét væk. Og lækre guitarharmonier og skønne soli. Endda en ekstra liret solo i 'Let The Hammer Fall' i forhold til den indspillede version. Cans var i øvrigt ikke uden humor, da han introducerede nummeret og trænede publikum til at synge med. "Det er let, det er Hammerfall, ligesom det står her bag ved os... eller hov, det gør det jo ikke" eller noget i den dur, som han fik slynget ud i henvisning til, at bandet har undladt at have navnet på bagtæppet. Det er jo heller ikke fordi den store brug af hammere i sceneudsmykningen ikke røber dem.
Vi blev lovet en balladefri-seance, og vel er der et tungt tryk i trommerne og næver i vejret på dele af den effektive 'Last Man Standing' men i stykkerne imellem, så er det da nok så meget en ballade, som 'Glory to the Brave' fra debuten af samme navn. Men folk var helhjertede med på metallen og kunne sagtens klare det, der mindede lidt om en ballade. Og det er jo også noget som genren har haft tradition for at kunne levere godt, Hammerfall inklusiv.
Det var et Hammerfall der fik spillet sig fra hammerglæde til decideret hammer-hopla. Metalhjertet var intakt og i ild til sidst med den obligatoriske 'Hearts on Fire'.