Årsliste 2024 – Casper Villumsen

Der blev hørt Night Fever, Replicant og Unto Others. Og fundet glæde ved Blazing Eternitys comeback i et år, hvor skribenten langt fra var den mest metaldyrkende på redaktionen.

Årets danske album:
1. Night Fever: ‘Dead End’ – Det er en helt utrolig bunke energi og metalriffs, som Night Fever har formået at proppe på årets bedste danske album. Det er catchy, det er vildt og samtidig melodisk. Albummet har været svært at slippe, men som det fremgår af listen, så lykkedes det også at få hørt andre skiver, selvom Night Fever i en periode var det klare førstevalg til alt.



2. Blazing Eternity: 'A Certain End of Everything' – Det var med stor spænding, at dette album blev sat på. Der var allerede stor forskel fra de første demoer og til det dengang foreløbige slut på andet album 'A World to Drown In', da første kapitel i bandets historie udspillede sig i årene før og efter årtusindskiftet.

Hvor skulle Blazing Eternitys nerve ligge i et sådan comeback, og ville det blive nutidigt eller bedaget i et forsøg på at ramme en tidligere form og stemning? Svaret var, at tiden havde modnet bandet, og ud kom et album, der godt tyve år senere viste sig som det bedste fra bandets hånd. Smukt og nutidigt eller måske sågar tidløs, melankolsk metal helt i top med enkle og klare referencer til fortiden. Meget stærkt, meget imponerende.

3. Strychnos: 'Armageddon Patronage' – Som for Blazing Eternity et band, der også tog en hel del år i dvale, men kom styrket ud, da debuten endelig så dagens lys efter 10 års tid i mørket. I Strychnos' tilfælde er 'Armageddon Patronage' det andet album efter bandet blev vakt til live igen med 'A Morther's Curse'. Et album der også nåede årslisten. Det var i 2022. Den rå, men catchy dødsmetal med melodiske elementer går igen på dette års udgivelse og er ikke langt fra debutens udtryk. Hvilket album af de to, der er bedst, er flere uenige om, men begge er stærke, så lad os lade det blive ved det. 

4. IOTUNN: 'Kinship' – Debuten fra IOTUNN lød som noget, jeg burde kunne lide, men den gik lidt under radaren for mig, og det var først med 'Kinship', at jeg virkelig blev draget af den episke musik med lækre vokaler, riffs og fine guitarsoli. Sangen 'Mistland' fra albummet minder mig i øvrigt om noget fra Primordials 'To the Namess Dead'. Det gør mig ikke noget at blive mindet om Primordial! Også selvom det kun var for en stund, for IOTUNN trækker mere mod det progressive tilsat et skvæt power metal af den gode slags også.



5. Terrorpy: 'The Bisection Collection' – Jeg husker, da jeg hørte skiven første gang og var nået et godt stykke ind på livet af den, og pludselig udbrød for mig selv: "Rifforama!" 
Dødsmetallen brager godt igennem på dette album, og trommerne pisker som triggeret af H'et i ADHD, men alligevel er det let at forstå, at guitarernes snørklede veje rammer noget catchy, som det er nemt at rykke med på.



Boblere: 
Der er flere lige-ved-og-næsten-udgivelser til årslisten i år. Livløs kom med deres bedste album indtil videre, hvor den tunge 'The Crescent King' især faldt i smag. Steel Inferno smedede også sit stærkeste stål til dato med en skive, der lyder old school og kører hastigt frem med riffs og en produktion som i gamle dage med plads til guitarer, high-pitch vokal og ikke så frygtelig meget bund til at buldre forstyrrende. 

Også Solbrud leverede et fornemt værk, helt som ventet. Storslået black metal og et interessant træk med et album, hvor hvert medlem på egen hånd havde stået for sin del af sangskrivningen. Uventet var det dog, at bandet så lidt senere trak stikket, når skiven nu endelig var på gaden.

Noget stopper og noget kommer til i dansk metal. Af nyt fik vi også Ædel Fetich, som sparkede røv i et veleksekveret kvarters tid på 'I Aftes i Tunnellen'. Når nu Stikkersvin (også) trak stikket i år, så var det skønt med et stærkt alternativ med den finurlige vokal derfra.


Årets internationale album:
1. Replicant: ‘Infinite Mortality’ – Lækker dødsmetal med både brutale dissonante riffs og en groovy sfære af slimede klamheder. En riff-parade af alt det, jeg elsker dødsmetal for.



2. Unto Others: 'Never, Neverland' – Har man tidligt været på Unto Others (eller Idle Hands, som de hed først), så forstår jeg godt, hvis både dette album og det forrige skuffer lidt. Men jeg elsker nu de tykke 80'er-referencer i bandets goth-rockede metal. Det er skønt melodisk, det er cheesy (på den helt rigtige måde) og med mindst en håndfuld ferme, catchy numre, jeg bare ikke kan få nok af. Og det er også lidt tosset på den der Type O Negative-agtige måde, hvor enkelte numre stikker helt af fra den ellers grundlæggende stil på albummet. Så fedt. Og som bonus slipper amerikanerne godt fra et cover af Ramones og 'Pet Sematery', som får en dosis keyboards, så det i mangel på egentlige 80'er-referencer minder mig om danske Dig & Mig (dem med sangen fra tv-serien SJIT Happens). 



3. Ulcerate: 'Cutting the Throat of God' – Som album slår det ikke den formidable forgænger, men i min personlige smag rammer det mere dystre, melankolske og mørke dødsmetalværk fra de new zealandske avantgarde teknikere i Ulcerate bare plet. Variation i tempoet fra sang til sang er blevet mindre, men håbløshedens tyngde favner musikken og gør den smuk i al sin dystopi. Jeg nyder virkelig, at de bare har givet sig hen til det sløve tempo og bare bygger en formidabel stemning op.

4. Octoploid: 'Beyond the Aeons' – Det har været nogle spændende år at følge Amorphis-medlemmer på skift gå solistens spor og udgive materiale på egen hånd. Det kan godt være, at guitaristerne i kraft af store stilmæssige spring på papiret var mere interessante, men bassisten Olli-Pekka Laine tog med et album, der i den grad holdt den røde snor, et vellykket kig tilbage mod Amorphis' tidlige historie. Han skabte et fint værk, der kunne have været udgivet sådan omtrent efter 'Tales from the Thousand Lakes' og før 'Elegy'. Fede riffs og ditto melodier smurt med en efterhånden velkendt finsk melankoli.

5. Vanhelgd: 'Atropos Doctrina' – Svenske Vanhelgd holder stien ren og udgiver endnu en omgang lækker dødsmetal, pakket i et cover med hvid kant, så det passer grafisk flot ind sammen med de andre udgivelser fra bandet i albumreolen. Men der er alligevel noget nyt, for det er som om, at der er skåret lidt ind til benet, så kun de skarpeste riffs er med. Det er så let at gå til det her. Som dødsmetal til begynderen eller den erfarne deri, som bare skal have et hurtigt fix. For det her virker, og det virker med det samme. Ok, til at hjælpe det på vej, så har bandet nok lige ramt lidt mere melodi og stemning i sangene. Ja, bandet er jo nærmest blevet episk på åbneren, for ikke at tale om afslutteren, der er lidt af et højdepunkt.



Boblere og andet med "B":
Brodequin, Blood Incantation, Bombus. Tre stærke bombere. Brodequin er tilbage med en intens omgang dødsmetal med riffs som drilske fartdjævle. Blood Incantation er helt sikkert stærke i dødsmetallen, mens jeg stadig tygger lidt på intermezzoerne på det helt tydeligt store værk, som jeg tror kan mere for mig, end jeg lige har opdaget endnu. Det er dog med som bobler her, da noget drager mig ved det. Det får mere tid i 2025. Bombus rykkede med 'Your Blood' længere væk fra det udgangspunkt, som jeg i sin tid faldt for ved dem, men deres catchy og meget svenske rock er bare stadig helt fantastisk, selvom det ikke favner det mere rå som på 'The Poet And the Parrot'.

Andre kunne dog også noget uden at starte med "B". Kanonenfieber gjorde lige det hele mere storladent, og det klædte bandets mørke dødsmetal. Gatecreeper ramte min svensker HM-2-nostalgi og smed lige en vanvittig bund i lydbilledet oveni. Men de lavede også nogle afstikkere til noget, der minder mig lidt om Devildrivers 'The Last Kind Words' og det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om. Men igen et album, der pirrede langt hen ad vejen og trak forbandet mange lyt ud af mine højttalere.


Årets danske hit:
Night Fever: ‘Numb the Pain’ – En energisk perle med en frådende high-pitchet vokal, der på trods af hastigheden og den febrilske tone rammer melodiske herligheder. Det er bare tre minutter i forbandet godt selskab.



Årets internationale hit:
Gatecreeper: ‘Dead Star’ – Det lugter skønt af Sverige. Som et nyt take på Desultory med en snert af alt det gode, som HM-2-pedalen skruet helt op på alle knapper nu har budt på fra vore naboer. Og så en mere moderne, men fantastisk fed bund, så gulvet ryster, når volumen får det niveau, nummeret retfærdigvis skal have.



Årets genfundne klassiker:
Propagandhi: ‘Failed States’ – Det er en fed, metalinjekteret punk/core-udgivelse, som canadierne udgav tilbage i 2012. Måske mere metal og dermed en kende fra den stil, som bandet var kendt for. Jeg tror, at det var metallen i musikken og melodierne, som sendte mig fra Night Fevers brag af et nyt album i år til dette. Hukommelsen blev i hvert fald sendt på jagt efter mere, der kunne dække lidt af det gode i blandingen mellem genrer, som jeg havde fundet i Night Fever. Og så landede jeg her. Stadig et stærkt album, og 12 år på bagen har ikke gjort albummet dårligere.



Årets koncerter:
1. Afsky: Pumpehuset, København, 23-11-2024 – Endelig fik jeg set Afsky igen. Bandet har henrykket mangt en anmelder og metalfan de senere år, og nu fik jeg så endelig fanget bandet i "nyere tid". Og selvom det var dagen derpå fra firmaets julefrokost, så skar lasershowet lige så klart igennem trætheden, som bandets topsmurte og velfremførte black metal formåede at gøre det på en aften, hvor også de to opvarmningsbands i Morild og Sunken var velvalgte og gode.

2. The Baboon Show: Copenhell, Gehenna, København, 20-06-2024 – Simple, punkrockede sange blev fremført med kæk energi. The Baboon Show stod for en herlig koncert en tidlig eftermiddag på den fine Gehenna-scene på Refshaleøens Copenhell-plads.



3. Orm: Copenhell, Hades, København, 21-06-2024 – Selvfølgelig kender jeg Orm. Men jeg havde fået sneget mig udenom at se eller anmelde bandets shows igennem flere år. Jeg blev ramt på samme måde som en hob af anmeldere før mig. Musikken bliver storladen for øjnene af en, når Orm performer, som havde de aldrig lavet andet sammen (med By the Patient-tiden in mente, så er det jo nærmest også næsten tilfældet). Og så i sommernatten. Og i regnen. På Copenhell. Og med bandets medbragte ild, så var det bare en fuldendt oplevelse.

4. Lucifer: Stengade, København, 23-02-2024 – En hyggelig aften på Stengade med Nicke Andersson og fruen Johanna Platow Andersson og den fine okkulte mørkemandsrock, som de sammen med resten af bandet leverer. Tungt og melodisk forførende.



5. Mayhem: Amager Bio, København, 13-12-2024 – Selvfølgelig kender jeg historien. Om Mayhem og andengenerations black metallen fra Norge. Og 'Freezing Moon' og et par andre af bandets legendariske sange. Men jeg har aldrig dyrket dem som sådan og har live blot et ærgerligt mindre fra Copenhell i fuldt dagslys og blæsevejr. Til Mayhems fejring af de første 40 år som band, tog de godt nok fusen på mig. De spillede skarpt, det lød godt. Og med videoklip og fotos fra bandets lange historie, så var der også plads til at blive rørt undervejs, når der blev kippet med hatten for Euronymous og Dead. 


Årets danske navn:
Strychnos – Der blev fulgt godt op på debuten og spillet fine shows i ind- og udland. Ikke mindst et show i en kirke i Vridsløselille statsfængsel.

Årets internationale navn:
Blood Incantation – Når man får så mange til at tale om værket 'Absolute Elsewhere' og får topkarakterer på stribe, der taler om at sprænge metallens rammer, så synes jeg, det i den grad er på sin plads at lade de amerikanske dødsmetallere løbe med hyldesten. Det er et stærkt, nyt album, som jeg som tidligere skrevet selv har lidt til gode i. Men som jeg glæder mig til at finde (for det er jeg sikker på, at jeg gør, når nu dødsmetal-delen glider så lækkert ned, som den gør).



Årets nye danske navn:
Neckbreakker – Jeg ville gerne sige Ædel Fetich, men selvom det var en spændende, lille udgivelse, så var det netop det, og jeg venter på mere og så kan de få æren en anden gang. Måske.

Neckbreakker, Nakkeknækker som de tidligere hed, har formået at være på manges læber takket være nogle i den grad solide live-shows med ungdommens energi. Albummet, der så endelig kom (endda på Nuclear Blast) er også et solidt fundament, som det skal blive spændende at se, i hvilken retning bandet vælger at trække derfra.

Årets nye internationale navn:
Jeg vælger at smide et "pas" ind her, og på den måde bygge op til næste års "det overså jeg", for jeg har ikke lige her langt over deadline et navn på hånden.

Årets comeback:
Blazing Eternity – Så delikat og sofistikeret et album som 'A Certain End to Everything', hvor tiden har fået lov at gå siden bandets første tur i manegen, og hvor man har sundet sig og sagt "nu" (eller "igen" om man vil) på det rigtige tidspunkt, kan kun give en plads her. Og se nu der: Her er de. Blazing Eternity.

Jeg overvejede kortvarigt Linkin Park. For det var da noget af en debat, de kunne fremprovokere ved valget af ny frontperson. Om det var tilfældigt eller smart marketing er svært at sige, men man mærkede da, at bandet er tilbage.



Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Edge of Sanity: Re-issues 2024 – En svær kategori, når jeg ikke rigtig er samler i disse år. Men jeg synes om ikke andet, at det er prisværdigt, at Century Media har købt rettighederne og genudgivet stærke udgivelser fra Dan Swanö, herunder de vigtige Edge of Sanity-udgivelser. De har endda fået en remastering, som jeg har det ok med på 'The Spectral Sorrows', men ikke er helt fan af på 'Purgatory Afterglow'. Måske fordi sidstnævnte var dér, jeg mødte bandet først, og faldt pladask for det, og det havde stor betydning for mig i den tid. Noget med "don't fix it...". Og så har jeg jo rent faktisk vinylen fra, da Dan Swanö selv genudgav den for nogle år siden. Men nu er det større skala, og det fortjener han og vennerne fra ungdommen.



Det overså jeg i 2023:
T. Jarva & The Dark Place: 'Can't Let Go' – Jeg skrev min gamle helt fra Sentenced på som en note til min årsliste, da jeg for lidt tid siden opdagede denne mørke sang. Her på falderebet af året opdager jeg så, at de sange jeg fandt via Youtube og som var uploadet i 2023 rent faktisk er samlet på et album, der udkom i starten af i år. Nå, men så har jeg da noget i baghånden til "overset"-kategorien næste år. Det er muligt at Hr. Jarva og kompagni ikke opfinder noget meget nyt i det nordisk mørke-inspirerede Cave/Cohen/Waits-sammensurium, men det er behageligt, dunkelt og rart at lægge ører til i en afslapningsstund.



Årets optur:
Det ville jo være passende at nævne et eller andet om metal eller lignende, men jeg vil nøjes med bare at være glad for et år med gode oplevelser med herlige venner og gode tider og fine ferier med familien. Og så et tidskrævende, men interessant job, hvor der der er kommet flere spændende og overraskende nye opgaver til i år. Jeg står midt i nogle år, hvor familien især vægter højt, og så bliver der lidt mindre tid til metallen, selvom den stadig brager løs i bilen og hovedtelefonerne, når jeg er på farten.
Og så er det da optur, at jeg stadig er aktiv – lidt i hvert fald – som skribent her på sitet efter 20 år i branchen. Desværre missede jeg den perfekte fejring p.g.a. andre forpligtelser (apropos, hvad jeg just skrev): Min første anmeldelse var Cannibal Corpse i oktober 2004 på The Rock, og her 20 år senere ramte bandet næsten på dagen så Amager Bio. Dén burde jeg have dækket.

Årets største skuffelse:
Jeg har ikke valgt at lade mig skuffe over så meget i år. Men se ovenfor. Skal vi sige, at jeg burde have set og skrevet om Cannibal Corpse den 3. oktober i Amager Bio?



Største ønske for 2025:
Jeg vil gerne engagere mig mere i metallen, den musik, som jeg i over 30 år har været så glad for. Men lad os nu se. Jeg har jo været inde på, at tiden og prioriteterne lige i disse år ligger et andet sted. Lidt har dog også ret, så måske bare lige en smule? Det vil også gøre årsliste-skrivning lettere på nogle punkter, selvom der så også burde være flere udgivelser at vælge mellem, hvis jeg får hørt en del mere nye skiver og gået til flere koncerter.

Det glæder jeg mig mest til i 2025:
Gode stunder med familie, venner og musik!

Tak for at du læste så langt. Jeg ønsker alle læsere et fremragende 2025.