Copenhell 24: Ingen problemer her!
Der var smil, energi og magi i luften, da The Baboon Show gav en lektion i, hvordan der kan festes og danses til punkrock.
The Shame
God Bless You All
Oddball
Me, Myself and I
Hurray
You Got a Problem Without Knowing It
No Afterglow
Rolling
Playing with Fire
Queen of the Dagger
Radio Rebelde
Punkrock skal leveres med energi og med noget på hjerte. Og det må man sige var to discipliner, som The Baboon Show fra Sverige var mestre i. Samtidigt leverede kvartetten en farverig fest, der kørte på alle kedler fra start til slut.
Fremmødet var godt uden at være helt prangende, da stemningen gik fra hyggesnak i skovens dybe stille ro på den flisbelagte bund ved den lille Gehenna-scene til 100 % fyrrig feststemning. Dét trak hurtigt folk tættere på scenen. Tættere på det helt fantastiske indslag, der stod foran os.
The Baboon Show er et svensk band dannet tilbage i 2003, og på de skrå brædder stod halvdelen af de fire musikere i persongalleriet fra gruppens skabelsesberetning. På vokal, Cecilia Boström og på trommer Nicklas Svensson. Boström sang og råbte sine lunger ud med en voldsom kraft, men forstod også dynamikkens virkemidler og kunne gå fra snakkende eller dæmpet sang til vildskab på et splitsekund. Svensson var også en fornøjelse at overvære, konstant i musikken, som han med sit hoved dikterede rytmen med skiftevis kig mod venstre og højre som takten gik. Og så var han flankeret af den fedeste, fyldige lilletromme-lyd. Smæk!
Med sig havde de to den nye guitarist Simon Dahlberg, der hev lækker lyd ud af sin Fender, og en lille rørforstærker i en klar, let forvrænget tone. Han kom med i 2023, ti år senere end sin strengekollega, Helen Lindberg på bassen. Sammen var de fire en perfekt enhed, der spillede stærkt sammen.
Energi, så kroppen forlader klunset
Boström havde fart på. På alle fronter. Hun startede i en neongul bodystocking og iturevne strømbebukser, men beviste senere i koncerten ved tøjskifte, at hun såmænd også var ganske farverig i en sort kjole.
Angiveligt kom tøjskiftet sig af, at hun i sin energiske iver var ved at bryde ud af tøjet og blotte sig. "Excuse my vagina", som hun så bramfrit og humorfyldt udtrykte det. Og senere kaldte hun sig "queen of no pants on stage".
Mere kazoo i politik musik
Punkrock er politisk, og en smagsprøve på det fik vi også. Det blev ikke i form af 'I Don't Wanna Go to the USA', hvor bandet giver en bredside til alt, hvad de mener er galt over there. Men skulle man være tvivl om det med punk og politik, så blev der retorisk spurgt, om nogen havde problemer. Jo, det har vi alle, bedyrede Boström. Racismen raser, kapitalismen er løbet løbsk. Der er problemer, hvordan man end vender det. Hertil fik vi, hvad der burde være et kæmpe hit, for noget så catchy har man sjældent hørt.
Og den mest meningsfulde brug af kazoo på en sang nogensinde. 'You Got a Problem without Knowing It'. Wow, for en ørehænger, en partystarter, selvom den her ikke startede en fest, men tog sig den umulige opgave lige at lægge 10 % til den fest, vi allerede havde gang i.
Et lille vink til dem, der måtte mene, at Copenhell altså er en metalfestival, fik vi også. Et riff lugtede lidt af 'Run to the Hills' og fluks stod vi og gjaldede netop disse ord i publikum, mens strengespillerne pegede på os med deres instrumenter, som var de begge kloner af Steve Harris. Og skulle man have et hint mere om, hvad det nu var for et band, der lige havde fået et halvt minut på sætlisten, så blev sangen, som intermezzoet blev placeret i, lige sluttet af med introriffet fra 'The Trooper'.
Kald det gimmicks, hvad der egentlig ikke var behov for i et show, som de fire så formidabelt styrede med beundringsværdig kontakt til deres publikum. Et lille trick mere i ærmet blev det også til. Når man nu har sang, der hedder noget med ild ... Under 'Playing With Fire' blev der skudt lidt ild af, og en gang med konfetti-kanonen fik vi også.
Det kan godt være, at der stadig var problemer omkring os i verden, men over godt tre gode kvarter, så havde vi ved Gehenna ingen problemer. Vi havde jo The Baboon Show, og tak for det!