CMF 24: Lørdag - Fra Limfjordsporter til Gammel Dansk

Metallen kom forbi mange genrer lørdag til Copenhagen Metal Fest, hvor Thus lagde stærkt ud, LLNN var dystre og intensive, Mnemic de sande headlinere og Møl elegante, energiske afsluttere.

Med kun én skribent og én fotograf på skansen for Devilution til at dække lørdagen af årets Copenhagen Metal Fest, der råder over tre scener, hvor flere af dagens 12 bands overlapper lidt tidsmæssigt, så er der selvfølgelig noget, som bliver misset. Og vejret var jo også godt, så der skulle jo også være tid til at nyde lidt at drikke i området udenfor med bænke, madboder og merchandise. Men af godterne indendørs nåede vi da alligevel at opleve en lille håndfuld af aktørerne.

Den udsendte skribent mødte frisk op, for selvom begivenheden er en festival, så tog skribenten blot en enkelt dag. Lørdag ovenpå en god nats søvn, og et skaterarrangement i hjembyen med sønnike og tips og tricks fra verdensmesteren i freestyle skateboard.
Således direkte fra en verdensmester på et rullende bræt til Wacken-mestre i metal på de skrå brædder, stod jeg klar til Thus. Trods en glat armbåndspåsætning, så var klokken rundet 15.01 og selvom det ikke gav mange sekunders glippet show, så var salen på BETA ikke sådan lige at få adgang til. Interessen om det prisvindende band var stor, og fremmødet derfor ditto. Men med let spidse albuer, strategisk bag gæster, der med øl i hænderne signalerede, at de skulle videre frem til vennerne på de forreste rækker, kom jeg med i slipstrømmen til en ordentlig plads på gulvet. Man må dog give thumbs up til BETA for også at smide lyden fra koncerten ud i rummet lige foran døren ind til scenen.

 Thus 

Thus krævede kun få sekunder for at begejstre. Dygtige musikere, der servede en omgang dødsmetal, gjort blid og imødekommende via lækre melodier, og næsten dansabel via solidt samspil og groove. Det havde sine oldschool Gojira-elementer krydret med catchy, af og til let snørklede melodier a la Megadeth eller Machine Head. Selvom Thus skam lyder godt allerede på indspilningerne online, så forstod man her godt, hvordan de kunne løbe med sejren i det tyske, for musikken rammer noget, som de fleste kan være med på – og når det så samtidig leveres utroligt overbevisende, så går det bare rent ind live.

Fra tungt og lidt ensformigt til thrash, som man kender
Man kunne godt nå fra Thus og videre til starten af Lightchapter, men jeg havde fra start regnet ind i planen, at der nok var en del venner at hilse på til et metal-arrangement i den by, jeg nåede at bo næsten 20 år i, og for den sags skyld stadig ikke bor langt fra. Og det var ganske korrekt, men heldigvis trak nysgerrigheden mod Zebu, hvor moderne metal og 80'er synth mødtes i et mørkt hjørne. Et helt show blev det ikke til, for en øl i det gode vejr trak i stedet. Lightchapter lød godt, og klangfladerne fra backingtrackets lag af synth faldt godt ind i det hårdtslående, tunge trommespil og de nedstemte guitarer, men alligevel savnedes nogle egentlige guitarriffs, der kunne huskes og flere træk væk fra det tunge ridt end det lige blev til under denne, koncertens midterste del. Det havde pyntet på variationen i showet.

Klokken 16.30 gik det stærkt. Demolizer havde fart på med sin thrash metal, der lød som en pærevælling af oldschool thrash-hits som man finder dem i den lokale metalbars jukebox. Det var nu bandets egne sange, men har man et godt indblik i gammelskole-fræs, så blev man fristet til at synge større, klassiske bands fraser indover. Tag blot åbneren, hvor 'Insomniac' med råbekor fint kunne være erstattet af noget lokalkendt 'Khomaniac'. Og ellers kunne bandet også en portion Exodus, Kreator og "nyere oldschool" som Municipal Waste. Generisk med andre ord, men med en fremragende energi fra et band, der virkelig vil det, de laver. Alt imens de får sig en velvoksen Limfjorsporter.

Som pendant til Vic the Rattlehead og Eddie the Head (maskotter hos hhv. Megadeth og Iron Maiden) havde Demolizer også medbragt et sidekick, der headbangede og serverede pizza for medlemmerne. Mere vellykket var det scenelys, som bandet havde taget med, og som især kom til sin ret i et nyt nummer med et staccato-piskende stykke a la midterstykket i 'One'. Musikken skriger efter at blive moshet til, men publikum var tilbageholdende, selvom der da skete lidt hist og her. Blandt andet en meget høflig en af slagsen, hvor to publikummer på nærmest danseskole-vis bød to andre op til en lille pit i pitten.


Demolizer

Ikke alle var til prog
Thrash metal fylder en del i DNA'et bag de fleste metallere. Så kan man have ladt den lidt bag sig for at søge i andre genrer, men det er en stilart, der forstås og nydes af de fleste. Noget, som ikke helt gælder for progressiv metal. Det kan kræve sit hjemmearbejde at forstå, og måske derfor så var det ikke det brede publikum, som til Demolizer i Amager Bio, at Advocacy i Zebu-salen kunne spille for. Selv i denne mindre sal var der god plads til de fremmødte. Nuvel, det var også blevet tid til dagens første, rigtige overlap, da Oxx stod på BETA med start blot femten minutter senere. 

Men Advocacy blev det til for den udsendte anmelder. Det var nørdernes fest med guitarlir fra de tre guitarister, og ditto tekniske detaljer fra trommeslager og bassist. Vokalen var melodisk, til tider måske lige pompøs nok, men når melodilinjerne var bedst, og lyden lidt inde i showet også var drejet godt på plads, så var det faktisk ganske interessant. Nogle kom og gik fra showet, men de, som tog sig tiden, må have oplevet, at musikken lidt efter lidt kom godt ind under huden. Passagerne med growl fra bassisten var også interessante, specielt når det faldt sammen med den rene vokal. Det lød ikke som Mercenary med Kral og Sandager – dertil havde Advocacy sit eget touch – men gav alligevel en idé om, hvorfor dén kombi var så interessant i sin tid.


Advocacy

Der blev taget lidt pis på, at bandet måske ikke spillede for fulde huse, så der gik næsten stand-up i showet. Og selvsikkert joket med, at man gerne måtte klappe med, hvis man kunne. Og med sjove taktarter, så var det jo ikke altid lige let for førstegangslyttere. 

Mad, guitarbattle og rumskibsmetal
Således mættet på toner var det blevet tid til maden. Selvom der var sørget for flere madboder og et udmærket udeområde at bænke sig ved og spise sin mad, så faldt valget på en lokal kebabjonglør og en rulle af den durum'ske slags. Men alligevel med stemning fra festivalen intakt, for med åben dør og udsigt til en lille del af pladsen foran Amager Bio og BETA, så kunne man faktisk godt lige følge med i guitarbattle-konkurrencen, der var igang. Dermed Slayer-riffs og deslige til maden fra den gæve kombattant, mens min mad gled ned.

Retur med tung mave til rumskibsmetal for Bladerunner-fans, som LLNN blev præsenteret som. På spisestedet talte en gæst om LLN, eller også hørte jeg blot forkert. Uanset hvad var det i hvert fald ikke versionen fra Wish med et tabt N på vejen, som vi fik i Amager Bio. Det var med alle L'er og N'er intakt og et mørkt, støjende show med så meget baggrundssupplement, at guitar, trommer, tangenter og bas sågar blev forladt under et nummer, så vi fik Victor Kaas, den normalt guitarspillende frontmand, solo med mikrofonen til det apokalyptiske lydbillede. 

De andre bandmedlemmer vendte retur, og mod slutningen kom Kim Song Sternkopf på scenen som gæst og leverede blandt andet nogle dybere growls, end han har for vane i det primære band Møl, med hvem han skulle på scenen senere. Det dobbelte vokalangreb virkede godt i et show, der godt kunne beskyldes for at være lidt repetitivt i sin stil. Omvendt, hvis man lod sig rive med, hvad rigtigt mange af os gjorde, så var det nærmest en hypnotisk oplevelse med den skønneste, tætpakkede larm.


LLNN

Programændring
Det viste sig, at det program, jeg ellers have lænet mig op af, var blevet udsat for en programændring. Således var det mod forventning Lysbaerer, som ventede i Zebu, mens Dying Hydra måtte holde liv i det mytologiske søuhyre nogle timer endnu. Interessen for Lysbaerer var stor, og var man ikke så hurtigt ude, så måtte man stå i kø for at komme ind. En ud, en ind. Selv kom jeg sent til fadet, men kom ind lidt senere, og var også ved hurtigt at trække til pause, men blev så grebet af den post-black metalliske vellyd med de tre guitarers forskellige spil, der lod sig møde og forene over de ofte hidsige trommer og den skrigende vokal. Smukt var også den mere klagende rene sang fra guitarist Jamie de la Sencerie, som ellers kendes som bassist i Lamentari. Det gav en nerve i musikken og et fodfæste, når underlaget blev hektisk.

Et hurtigt smut over i BETA gav ikke mulighed for meget andet end at kaste en klapsalve efter Omsorg, der sagde tak for i aften, som jeg kiggede forbi. Dem må jeg fange en anden gang, men publikum, der havde valgt denne koncert, så glade ud for det, de var blevet udsat for i tiden forinden.

Nu var klokken ved at blive 21. Tid til Mnemic, som blev det absolut mest samlende indslag og afgjort et højdepunkt. De har derfor fået en anmeldelse for sig selv, der kan læses HER. I sammenligning med de andre bands oprindelsesår, lidt af en Gammel Dansk, og og nu altså på comeback-togt efter cirka en dekades fravær.

De sidste stunder for i år
Dying Hydra har en ny plade på vej. Og ligesom man lige må vente lidt på den, så måtte vi også vente lidt på Dying Hydra, der var programsat til klokken 22. Og heldigvis for det. De hurtigste som undertegnede, der hastede fra Mnemic til Zebu og dermed Dying Hydra, kunne nemlig møde bandets trommeslager lige indenfor døren og ikke bag trommerne. Showet udsat ti minutter – fornuftigt, for Mnemic var nemlig først færdige lidt efter klokken 22.

Det var en powertrio af tyngde og små, velindsatte melodier fra et band, der nedlægger lydbilledet med trommer og to guitarer, begge med vokalindslag. Bunden savnedes ikke, dels var der pondus i de to guitarer, men der kørte også et signal fra Patrick Fragtrups hav af pedaler til en basforstærker, hvor signalet blev omdannet til en basset bund, der meget tight fulgte guitaren. Råt og sludget, men med en indbygget skrøbelig skønhed, alt sammen leveret i fremragende lyd med masser af volumen. Da materialet eftersigende var fra det kommende album, der venter inden så længe, så må det siges, at det lover for en meget spændende udgivelse.


Dying Hydra

Ved at vælge Dying Hydra, så blev det ikke tid til Endarken, der spillede samtidig i BETA.

Alle havde dog mulighed for at se Møl uden programoverlap. Rosinen i pølseenden klokken 23, sidste band på årets Copenhagen Metal Fest. De blev taget godt imod. Der var festlige skjorter på flere af medlemmerne som vanligt. Der var et fint fremmøde, også her til sidst, selvom enkelte festivalgængere her trak videre mod privaten, byen eller en øl udenfor. Denne anmelder så en god halv time, men valgte så også at vende næsen hjemad, da jeg øjnede en mere effektiv tur fra A til B med det offentlige ved at fortrække her.

Men inden da nåede jeg at opleve et Møl, der var topprofessionelt og havde lækker lyd og lys til den shoegaze-agtige, formørkede metalmusik med en overflod af melodi. Stærkt spillet, men også så "sovset", at hvis man ikke lige havde øjnene på guitaristen med de seje chops på guitaren, så faldt de ellers vilde soli lidt i baggrunden. På sin vis synd, men fandeme også et overskudskort at trække, at lade en solo falde ind i helheden af musikken, i stedet for at fremhæve den som den lir, det kunne have været, hvis den havde stået mere i front. 

Frontmand Kim Song Sternkopf var en entertainer af kaliber, som han dirigerede showet og skreg sine tekster ud. Fra scenen nåede han publikum, men han tog den gerne skridtet videre og stod på hegnet ud til publikum, i nærkontakt med de største fans på de forreste rækker. Han og resten af Møl havde holdt Danmark hen i et stykke tid og fokuseret på udlandet, så det var ikke et band ude af form, der mødte publikum. Det var snarere en sitren af gensynsglæde mellem band og publikum og så en absolut topform. Et godt valg til afslutning på årets festival. En festival, der fortsætter næste år, hvor det hele løber af stablen 18.-20. september.


Møl