Uendeligt melodisk univers
Tyske Vorga spiller fed, atmosfærisk og melodisk black metal på en yderst velkomponeret debutskive.
I det sydvestlige Tyskland ved grænsen til Frankrig, mere specifikt i Karlsruhe, har fire fyre spejdet mod det uendelige univers og udtænkt koncepter. Rummet har lokket, og måske har der samtidig kørt et soundtrack af Dissection, UADA, Necrophobic og andet i den melodiske smeltedigel af atmosfærisk black metal.
Der er ikke noget unikt i hverken fascinationen af rummet, kometer og stjerner på tekstsiden eller den musikalske del med den atmosfæriske black metal. Lidt længere mod vest, men også tæt på grænsen til Frankrig huserer landsmændene i The Spirit, som musikalsk ikke er langt fra, og også lader til at kigge ivrigt ud i nattemørket med plader som 'Sounds from the Vortex' og 'Cosmic Terror' bag sig.
Men Vorga er nu relevante nok alligevel. 'Striving Toward Oblivion' er et brag af et debutalbum for fans af melodisk black metal, der både formår at være spillet stramt og alligevel have højt til loftet i produktionen. Det har sine paralleler til Sulphur Aeon, et andet tysk band, der er i stedet for rummet hylder Lovecraft, og som også i dén grad forstår at levere ond, mørk atmosførisk dødsblack. Helt så mørkt er Vorga dog ikke i sit udtryk, det er mere struktureret end det kaos, der indimellem lurer så fint i Sulphur Aeons musik. Men det gennemførte udtryk, sans for stemning og melodi og så det her med at storme ind på scenen med et veludviklet koncept på et skønt debutalbum som et nærmest ubeskrevet blad efter blot en lovende ep – dét har de tilfælles.
Inspireret af andre, men formet på egen hånd
Musikken er let tilgængelig. Det er er tight og med en produktion, der fylder godt og lyder massiv. Det er lidt en bedrift, for det er samtidig lidt til den diskante side til trods for bassens ellers tydelige spil. Men det giver plads til guitarerne, og her findes der interessante riffs og leads i mængder ud over hele skiven. Særligt interessant er det, at guitaristerne godt tør lege med rytmen i riffene, så der er også er hurtige og heftige staccato-riffs. En interessant variation i ny og næ og en skarp kontrast til tremolo-pickingen. Vokalen er derimod, som man vil forvente den af melodisk, atmosfærisk black. Det er et solidt og hæst growl indpakket i svulstig rumklang. Det lyder godt, men også som så mange andre vokaler i denne stil.
Når der hviles i store akkorder med tilhørende piskende stortrommer, så omslutter produktion nærmest lytteren, og i de momenter minder Vorga om finske Before the Dawn, selvom vokalen hos Vorga ikke flytter sig meget fra det sikre growl, og forsøger sig med det melodiske som hos nævnte finner. Og på den måde fik anmelderen alligevel skrevet sig ud i en beretning om et band, der måske har kigget over skuldrene hos de fede, atmosfæriske meloblack-bands, men som alligevel kommer bredt og alsidigt omkring. Særligt indenfor rammerne, men også lidt udenfor. Og uanset hvad, så kan det være nok så inspireret af andre gode ting, men når sangskrivningen skal vurderes i sidste ende, så handler lytteglæden mest om, at det er gode sange. Og det er det. Et ganske imponerende debutalbum fra Vorga.