Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 26: Guide til fredagen

Updated
Anthrax

Defecto og Jakob Stegelmann kalder til samling fra start, mens Anthrax åbner galehuset, og V.M.O. lægger lydsporet til rave-apokalypsen 12 timer senere – glædelig fredag!

Slamdød eller violinbåren metalcore? Nordjysk post-hardcore eller gamle numetal-travere? Silkeborg-død eller københavner-atmoblack?
Fredagen vil lidt af det hele, piftet op med både A Perfect Circle og et jubilæumsshow til dem, der har det sådan – hvad prioriterer du så?
Her lidt intro til dagen forude, så du ved hvad du går ind til.

DEFECTO 
12:30, Hades


Defecto indtog sidst Copenhell i 2018, hvor vores anmelder fik hjælp fra en Defecto-fan til at svinge sig op på tre små stjerner. Den forrige plade, ‘Duality’, fra 2020 fik til gengæld en hård medfart af ”vores bedste anmelder”.
Nu er deres nye plade 'Echoes of Isolation' ude, og med denne booking på Copenhell i dag er det måske nu, at bandet viser Danmark og verden, at de er den melodiske metals store håb. 

Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her.


HÅNDGEMENG
12:30, Pandæmonium


Tung doom ‘n roll lige fra de mørkeste kroge af Oslo! Når man blander den klassiske hard rock med tung stoner/doom fra 90'erne, og smider en smule heavy-swagger oveni det hele, ender du ud med Håndgemeng. Et band, der kun lige er begyndt at gøre sig bemærket, efter deres anden plade ‘Satanic Panic Attack’ landede i april sidste år, og siden da har de bl.a. været med på Oslo-båden til sidste års udgave af Copenhell Metal Cruise – så på sin vis er de allerede trådt ind i Hell’-familien!

Håndgemeng er forbandet bad-ass og charmerende, ikke ulig hvad man forventer, når blot man skuer det yndige pladecover, der pryder ‘Satanic Panic Attack’. Med den attitude i behold og en no bullshit-attitude ikke ulig deres landsmænd fra Kvelertak, så skal de uden tvivl nok få Copenhell med sig på Pandæmonium i dag!


PUSTULANT FLESH
13:00, Gehenna




Pustulant Flesh er seneste skud af klamt slam fra Extremely Rotten Productions, der drives af Undergangs David Torturdød. Debutpladen ’Gurgling Pustulence’ udkom sidste sommer og består af tyve minutters glimrende og debilt splatterdød. Vi har oplevet Pustulant Flesh live flere gange før, og på scenen kan de uden tvivl levere varen. Seneste gang var til Næstved Metalfest, hvor kvartetten ikke skuffede.

Er du til brutalt dødsmetal, så støt op om den fortabte ungdom, når de i dag ørler indvolde ud over Gehenna!

Læs seneste koncertanmeldelse her


JAKOB STEGELMANN OG AARHUS SYMFONIORKESTER
13:30, Helviti


For tredje gang vender den elskede tv-vært tilbage på Copenhell og serverer nostalgi fra barndommen. Jakob Stegelmann trak tusinder af glade mennesker til de sidste to shows, hvor han optrådte sammen med et symfoniorkester. Det kræver ingen spåkugle at forudsige, at tredje omgang også bliver en massiv succes. 

Læs seneste koncertanmeldelse her.


POWERPLANT 
14:30, Gehenna


Theo Zykharyev er navnet på manden bag det britiske synthpunk-foretagende. Et DIY-projekt, hvor hans forkærlighed for 80'ernes new wavede synthklange altid er prominent i lydbilledet, mens backingbandet med tiden har draget Powerplants lyd i den mere punkede retning. Råt og koldt, til tider minimalistisk, med enkelte mere dungeon-synthede detours.
Om vi også får den side af dem at høre live, må tiden vise – men der skal i hvert fald nok blive budt op til pogo, når de hiver de mest punkede bangere frem til lejligheden i skoven!


IMMINENCE 
14:45, Hades

 
Vi anmeldte svenske Imminences koncert i Pumpehuset sidste forår, hvor de leverede et firstjernet show med fuld energi – og masser af violin. Bandet er kendt for sin violin-drevne metalcore, hvor symfoniske elementer smelter sammen med hårdtslående riffs. Når Imminence indtager Copenhell på Hades-scenen i dag med det nye album i bagagen, ‘The Return of the Black,’ får vi svaret på, om publikum på Refshaleøen er klar til violincore.
 
Læs seneste koncertanmeldelse her.


SLYTTER
15:00, Boneyard


Copenhell satser på et så bredt program, at selv middelmådigt punk har fundet vej til programmet. Du skal virkelig være til punk eller døv for at kunne holde det her musik ud. 


ALL THEM WITCHES
15:15, Pandæmonium


All Them Witches bevæger sig musikalsk i spændingsfeltet mellem psykedelisk rock, blues, fuzz-venlig stoner og folk, ofte med lange instrumentale passager og en atmosfærisk lyd, der trækker på både 70’ernes frie rockformat og mere moderne, alternative strømninger.

Det er 13 år siden, at de debuterede med pladen ‘Our Mother Electricity’, og siden da har Nashville-kvartetten sendt fem yderligere skiver ud, altid med en organisk tilgang til sangskrivningen og til deres live-koncerter, og mon ikke den organiske approach også lever videre på den kommende plade, de indspillede færdigt i starten af 2025. 

Det er ikke længe siden, at de kunne spille for fulde huse på Amager Bio, så fanbasen er sikret, når Copenhell i dag står på tourplanen – og mon ikke de har lidt fra den dugfriske 'House of Mirrors'-skive på sætlisten?


TRIVIUM
16:00, Helviti


2012, 2016, 2019 og nu 2026. Trivium gæster med faste mellemrum Copenhell, og mens vi altid håber på det bedste, var det reelt kun en succes den første gang. Dengang havde bandet senest udgivet ‘In Waves’ (2011). En helt udmærket plade, der nok fremstår lidt outdated i dag. “Heldigvis” har bandet sidenhen udgivet et hav af ligegyldige plader, hvoraf den seneste, ‘In the Court of the Dragon’, dog står som en af de stærkeste. Her fik vi lidt af den nerve, de fleste nok husker bandet for – og forhåbentlig er det lidt af den følelse, bandet tager med i eftermiddag. På samme vis som de gjorde, da vi så dem i Amager Bio i begyndelsen af 2023.

Trivium er et af de amerikanske metalcore-bands, der virkelig indtog lydbilledet tilbage i midten af 00’erne – med en sans for god sangskrivning, influeret af klassisk heavy metal. Læg hertil en forholdsvis karismatisk forsanger, der kan sin frontmand-ABC. Forhåbentlig husker Matt Heafy at nærstudere og afpudse dyderne, når bandet gæster Copenhell … for fjerde gang.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her


OMSORG 
16:45, Gehenna


Hvad kommer de i vandet i Aalborg? Det kunne man godt fristes til at spørge om med øje for hvor mange gode bands, der vælter ud af storbyen i det høje nord. Her på redaktionen har flere et godt øre til bandets poetiske, men stadig flænsende post-hardcore, hvor melodisk tæft møder støjende intensitet, og hvor der ivrigt eksperimenteres med formerne.

Bandet “spillede hamrende godt med oprigtig, intens og sejt tilbagelænet energi,” skrev vores anmelder om deres koncert på Roskilde Festival sidste år. Vi forventer, at den gode stime fortsætter i dag på skovscenen, og at vi får moshet følelsesapparatet godt rundt.

Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her


S.T.A.B.
17:00, Boneyard


Copenhagen Crustcore kalder S.T.A.B. sig på deres Bandcamp, hvor der er fire tilgængelige numre fra en demo i 2023. Musikken rykker på den seje måde, og med elefanthuer på til koncerterne kan man roligt kalde det for autentisk bølletråd.
Forvent en halv times voldsom vildskab! 


P.O.D.
17:15, Hades


BOOM! Så er P.O.D. parat til Copenhell, og der er garanti for, at du føler dig i live, når bandet lufter en af de nu-metal-hymner, der var soundtrack til den tids nationens ungdom. Gid da bare man var så ung i dag, som man var i 2001, hvor det amerikanske band udkom med deres største succes, den halvbagte ‘Satellite’. En af de plader, der bare er helt frontloadede – hvor man skal være fra Southtown for virkelig at værdsætte de sidste numre. Bandet har heldigvis aldrig været bange for at dø, og som et sandt Hollywood-band skal de nok rocke festen og få dig af krogen, når de gæster Copenhell med deres indlevende nu-metal.

Du bøjer dig ikke, de bøjer sig ikke, og pitten bliver med sikkerhed beskidt, når det første drop fanger Refshaleøen. Du ved det, vi ved det, Copenhell ved det – og så er det fandeme svært at finde på yderligere referencer. Måske du kan flere? Skal vi tage en runde? Sæt den i gang!

Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her


SOILWORK 
17:30, Pandæmonium




Med tolv plader på under tre årtier og med et hav af årlige koncerter over hele verden, så kan man næppe beskylde Soilwork for at ligge på den lade side. Men utroligt nok bliver koncerten i dag svenskernes første besøg på Copenhell.

Der er noget at se frem til. Sekstettens melodiske dødsmetal er af høj kaliber og hvis nogen er i tvivl, så har de en af dansk metalhistories mest talentfulde trommeslagere med i folden. Bastian Thusgaard har fyret den af i Soilwork siden 2016, hvor han afløste Dirk Verbeuren, som Dave Mustaine hyrede i Megadeth, hvilket siger alt om niveauet i det svenske band. Soilwork skal nok blive et hit i 'Hell!

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste interview her.


A PERFECT CIRCLE
18:30, Helviti


Det virker som lidt af et scoop at booke A Perfect Circle. Superbandet har kun haft få besøg i Danmark, siden det blev dannet i 1999. Musikalsk er det en konstant kontrast mellem Billy Howerdel og Maynard James Keenan, det mørke og det lyse, det rockede og det smukke, og ikke mindst det energiske og det tilbagelænede. Det sagt, skal man ikke glemme hverken Josh Freese bag trommerne eller James Iha – her har vi i sandhed et superband.

Sidst A Perfect Circle gæstede Danmark var tilbage i 2018, hvor de spillede en mere so-so koncert i Forum. Dengang var vi knap så begejstrede. Det var vi derimod et par måneder før, hvor vi oplevede bandet i Sverige give et brag af en koncert. Vi håber naturligvis på den svenske model, når vi får bandet på Copenhell i aften. Så må vi se, hvor meget Keenan gemmer sig denne gang.

Forvent højt potentiale, en overvægt af numre fra deres anden og stærkeste plade, ‘Thirteenth Step’ (2003), og et band, der gerne vil give en god koncertoplevelse.

Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her


VOICE OF BACEPROT 
18:30, Gehenna
https://www.youtube.com/c/VoiceofBaceprot

Voice Of Baceprot har en gang tidligere gæstet vores breddegrader, da de spillede koncert på Spillestedet Stengade. De seje unge kvinder fra Indonesien bliver i sandhed et aparte syn på Copenhell, når de viser for alverden, at man godt kan spille metal, selvom man vælger at iføre sig traditionel, religiøs påklædning.
Gruppen spiller både eget materiale og covers af kendte klassikere, og det sidste var vi ikke helt nede med, da de spillede på Stengade. Men mon ikke de har fået lavet lidt mere originalt materiale, så Beastie Boys kan have deres hits i fred. 

Læs seneste koncertanmeldelse her


PALEFACE SWISS
19:45, Pandæmonium


Til trods for, at Paleface Swiss er et forholds vist ungt band på den internationale deathcore-scene, har kvartetten på kort tid opnået stor succes. Bandets hardcore-orienterede tilgang til deathcoren er også utroligt tillokkende, med lige præcis nok bølle-attitude og flabet, smårappende vokalføring til at lokke selv den mest skeptiske elitist til. Derved også sagt, at Paleface Swiss er til os, der ikke gider det melodiske element, men bare gerne vil slås i pitten – befriende!

Find tandbeskytteren frem og træn de dybe squats, for når bandet spiller på Pandæmonium-scenen i aften, så skal pitten dø!


NECKBREAKKER 
20:00, Hades


Da en gruppe teenagere i Silkeborg i 2020 dannede bandet Nakkeknækker – som senere blev til Neckbreakker – havde de næppe forestillet sig, at de blot fem år senere ville stå med en pladekontrakt hos selveste Nuclear Blast. At Devilution var glade for deres debut. At de allerede skulle have spillet på alverdens scener, optrådt på nogle af de største festivaler og varmet op for legender som Slayer, lød dengang sikkert som en vild drøm. Men det er præcis, hvad der er sket.

Neckbreakker spiller klassisk death metal med en ungdommelig energi og nerve, som de fleste bands fornuftigvis vil misunde. Deres musik rammer både dig og masserne, og det hele leveres med en vital kraft, der skyder hårdt og træffer bredt. Et gensyn med Neckbreakker på Copenhell er ikke oplagt, men uundgåeligt. For når morgendagens danske dødsmetalstjerner går på scenen i den støvede moshpit på Refshaleøen, er det med kurs direkte fra den midtjyske muld mod den internationale metalhimmel. Spænd livremmen, gør dig klar til at flænse pitten!

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.


MORILD
20:30, Gehenna


Danske Morild kan fejre tiårs-jubilæum, når de skal spille på Copenhell i aften. Bandet, der blev dannet i 2016 og som udgav først EP’en 'VI' i 2017 og to år senere deres første fuldlængde, fik dengang lidt af en kultstatus, og blev spået en kolossal karriere med deres mørke, ambiente black metal.
Siden har der været mere stille om bandet, kun afbrudt af enkelte live-optrædender, blandt andet i Tagensbo Kirke i 2022 – eller i hvert fald lige indtil de udkom med deres anden fuldlængde, ‘Disse Fugle Får Ingen At Se' september sidste år. 

Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her.


15 YEARS IN HELL – ALL STARS SHOW
21:30, Helviti

15 år med Copenhell bliver fejret med en stjerneparade af musikere, der tæller alt fra Tim Christensen over Anthrax’ Joey Belladonna til Ditte Krøyer fra Vulvatorious. Cirka 40 musikere kommer på scenen og fortolker helt store klassikere fra blandt andre Black Sabbath, Pantera og Slipknot.
Sagt på en anden måde bliver showet en liveversion af Biergarten, hvilket såmænd nok skal blive et headbangende hit!


GAEREA
23:00, Pandæmonium


Sidst vi så portugiserne spille, gav vi dem fem ud af fem mulige kasser for en koncert på 1000Fryd, som vores anmelder gav følgende ord med på vejen: Gaerea leverede en helstøbt præstation. Lyd, lys, spilleglæde, aggression og musikalitet gik op i en højere enhed”. Ord, der bør højne forventningerne til de formummede post-black metalleres koncert på Copenhell.

Gaerea mestrer både den brølende aggressivitet og den svævende poesi, så vi kan se frem til en stemningsfuld ramme om deres koncert på Pandæmonium efter mørkets frembrud.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.


ANTHRAX 
23:15, Hades


Til september udgiver Anthrax deres første album i ni år. Hvad skal man forvente? Tja, det er svært at sige. Men til gengæld ved man, hvad man skal forvente af Anthrax’ første Copenhell-optræden i 11 år: En stor fest til de numre, som Anthrax altid spiller, ‘Caught in a Mosh’, ‘Madhouse’, Trust-coveret ‘Antisocial’ og ‘Indians’, alle dem der, og mild indifference over for de nye numre, amerikanerne pligtskyldigt spiller, i håb om at kunne foregive, at publikum og de selv skam synes, at deres nye materiale er relevant.
Det bliver vildt på en velkendt og kontrolleret måde meget af tiden, og lidt mindre vildt resten af tiden.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.


VIOLENT MAGIC ORCHESTRA 
00:00, Gehenna


Violent Magic Orchestras inferno af lyd og grafisk stærke optrædener har forbløffet alle, der har haft lejlighed til at stifte bekendtskab med bandet, der nu får deres debut som fredagens sidste indslag på Gehenna-scenen. De har allerede været en tur forbi både Roskilde Festival og Roadburn Festival og vi kan roligt love, at koncerten bliver én, du aldrig glemmer. Her får du black metal, techno, harsh noise, industrial og lyskunst i en ekstremt intens liveoplevelse.
De kalder selv deres stil digital black metal – men det føles lige så meget som en industriel rave-apokalypse som metal. Spænd selen - det bliver vildt. 

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.