Sandheden er ilde hørt
Nu-metal-bandet, de fleste nok havde placeret i fortiden, er tilbage med en plade, der eleverer både band og genre ind i nutiden.
I Got That
Afraid to Die
Dead Right
Breaking
Lay Me Down (Roo's Song)
I Won't Bow Down
This Is My Life
Lies We Tell Ourselves
We Are One (Our Struggle)
Feeling Strange
Skal man stole på promomaterialet, er ‘Veritas’ en af de tungeste P.O.D.-udgivelser. En spændende udvikling fra den let glemte ’Circles’ (2018). Det er naturligvis også sket meget i Amerika siden da. I verden generelt set – der er masser at påpege, masser at være sur over.
Der er heller ikke tvivl om at P.O.D. mener det, når det påstås, at der er skruet op for det tunge element. Marcos Curiel ligger bastant i lydbilledet med flere interessante riff-sektioner. I samme moment får vi Sonny Sandoval i en mere aggressiv vokalføring og hjulpet godt på vej af diverse gæste-vokalister. ’Drop’ indleder pladen, hvor Sandoval flankeres af ingen ringere end Randy Blythe. Et insisterende åbningsnummer, der trods et noget enerverende lyrisk univers, er præcist den knytnæv, man kunne håbe på.
I det hele taget er lyrikken bandets største udfordring. Sandovals rap er i forvejen ikke af stærkeste skuffe, om end ganske fin i en nu-metal kontekst. Det bliver lidt for ofte for simpelt. Eksempelvis, når ’Afraid to Die’ åbnes med strofen ”I decided it was time for me to live, but the hardest part is trying”.
Hvor lyrikken måske godt kunne være stærkere bydes vi musikalsk på flere indlevende og velkomponerede numre. Netop ’Afraid to Die’ er et af flere velklingende numre. Den åbenlyse single og ditto et af de bedste numre, P.O.D. har udgivet. Med Tatiana Shmayluk som gæst, får man naturligvis krigen i Ukraine som referencen når omkvædet på storladen vis lyder “And we ain't afraid to die / We ain't afraid of life / If the world is gonna end / You know that I'm bringing all my friends 'cause / We ain't afraid to die”. Et tidligt peak på en god udgivelse.
Et opdateret udtryk
Der er ikke meget ’Alive’, ’Boom’ Eller ’Youth of a Nation’ over ’Veritas’. De referencerammer er naturligvis også noget gammeldags, taget i betragtning, at Payable On Death har udgivet seks fuldlængdeudgivelser siden den skelsættende ’Satellite’ (2001). Det er primært Sandovals letgenkendelige vokal og flow, der skaber associationen – og minder os om fortiden.
’Veritas’ er på mange måder en nutidig nu-metal-plade, fra et band, de fleste nok havde afskrevet som has beens. Et hårdslående modsvar til netop det indtryk. P.O.D.’ musikalske standpunkt er hertil pyntet med en lang række nutidige elementer, der giver et opdateret udtryk. På den måde giver det eminente c-stykke på ’Breaking’ et positivt element Parkway Drive, til et i forvejen godt nummer. Tilsvarende får bandet endnu en gang vokal-support på 'This Is My Life', hvor Cove Reber (Saosin) giver skæringen lidt moderne punket, post-attitude.
Således får vi ditto en flot ballade. ’Lay Me Down (Roo’s Song)’, er helt forfærdeligt veleksekveret, med et omkvæd, der nok skal vække genklang i live-kontekst. På samme vis som man næsten kan høre omkvædet til ’I Won’t Bow Down’ blive gjaldet højt fra publikum.
P.O.D. har med ’Veritas’ ikke kun udgivet noget nær deres tungeste plade. Spørgsmålet er nok, om ikke også det er en af deres bedste? En opblomstring i en tid, hvor nu-metallen stikker hovedet frem alle steder. Elleve kompositioner, der undgår at overlappe hinanden og med få undtagelser står stærkt i forlængelse af hinanden. Så kan man nok overleve Sandovals til tider noget lavpraktiske rap.