Top 5 - Fra os til dig. I dit fjæs!

Er du lidt træt af at læse om døds-black-prog-snob-gøgler-metal? Rolig nu! Devilution er her for at minde dig om dengang, hvor alt var gak, løjer og nu-metal.

Spikes, mærkeligt hår, baggy pants, Adidas og heavy metal influeret af alt lige fra punk til hiphop, rap og industrial. Det bliver en tur tilbage til slut-90’erne og et genlyt med 5 nu-metal bands, som aldrig blev nogen af de store toneangivende, men som stadig bør huskes.

I dag blæser en ny vind. Internationalt bliver der igen skævet til den foragtede genre. Bring Me the Horizon flirter tydeligt med nu-metallen på deres seneste udgivelse, og Nuclear Blast har sat sig for at genoplive alle de mest elendige nu-metal-bands, 90'erne bød på. Nationalt sker der noget så revolutionerende, som at Devilution langt om længe har opsplittet den tåbelige genrebetegnelse ’Numetalcore’. I den sammenhæng er det absolut på tide at kaste blikket tilbage og se på nogle af de nu-metal-bands, der var gode, men ikke opnåede helt samme toneangivende status som Korn, System of a Down, Slipknot og Linkin Park.

1. Sevendust – De solide amerikanere
"Vi starter blødt ud med et af de mest pålidelige bands, der opstod dengang i 90’erne. Amerikanske Sevendust debuterede I 1994. Samme år som Korn udgav deres debut og kickstartede nu-metallen. Den selvbetitlede debut var ikke specielt interessant, og det er derfor de efterfølgende to udgivelser, ’Home’ (1999) og ’Animosity’ (2001), der er årsag til bandets placering på listen.

Begge har en indiskutabel vibe af nu-metal og slut-90’erne (der som de fleste årtier varede lidt ind i det nye). Musikalsk hjulpet godt på vej af prominente navne som Skin (’Licking Cream’), Chino Morino (’Bender’) og Aron Lewis fra Staind (’Follow’).

Hvor ’Home’ har et råt udtryk, er tilgangen til genren og musikken langt mere poleret på de MTV-parate ’Animosity’, der blandt andet indeholdt mindesangen ’Angel’s Son’ og hittet ’Live Again’. Førstnævnte var originalt skrevet for at mindes den afdøde Snot-forsanger James Lynn Strait.

Sevendust eksisterer stadig i dag og har efterhånden udgivet 11 album. Det er godt gået af amerikanerne, der blandt andet blev nomineret til en Grammy for deres seneste album, ’Kill the Flaw’, der udkom i 2015. Blandt denne listes udvalgte er gruppen sandsynligvis dem, det har været bedst til at fastholde deres fans og succes."




2. Spineshank – Den industrielle tilgang
"Mens Sevendusts tilgang til nu-metallen arbejdede med en kombination af heavy metal og alternativ rock, havde amerikanske Spineshank en helt anden tilgang: industrial. Sammen med bands som Static-X og Dope kombinerede den amerikanske kvartet i højere grad heavy metal med tunge beats og synths med klar inspiration i bands som Fear Factory. Bandets debut ’Strictly Diesel’ var pænt sagt en gang møg, mens den efterfølgende ’The Height of Callousness’ måske er en af de bedste industrial-inspirerede nu-metal-udgivelser.

’The Height of Callousness’ er tung, ond og elektrisk. Fyldt med pumpende beats og energisk guitar, tilføjet forsanger Jonny Santos’ skiftende rå og melodiøse fraseringer. Albummet er bandets kunstneriske højdepunkt.

Den efterfølgende ’Self-Destructive Pattern’ er dog en mindst lige så god plade. Lidt mindre industriel og mere målrettet MTV-kulturen, hvor især singlen ’Smothered’ fik godt med spilletid. Året efter udgivelsen besluttede bandet at splitte grundet uoverensstemmelser om fremtidig udvikling. Angivelig fordi resten af bandet ønskede en hårdere lyd end forsanger Santos.

I dag er bandet genoplivet, og i 2012 kom gruppens fjerde album ’Anger Denial Acceptance’. En lort af et album, der kvalitetsmæssigt var umådeligt langt fra bandets to tidligere udgivelser."




3. Incubus – Bandet, der tabte al relevans
"Inden amerikanske Incubus for alvor blev røvkedelige, var de en del af den funk/hiphop-inspirerede bølge, der prægede nu-metallens unge år. Dannet i 1991 udgav bandet deres første fuldlængdeplade, ’Fungus Among Us’, i 1995. En fragmenteret og upoleret udgave af den stil og band, der i 1997 udgav opfølgeren, ’S.C.I.E.N.C.E’. Bandets andet album var et brag af en plade, der byggede på funk, hiphop og didgeridoo. Et mashup af lyd, men også en gennemført og iderig plade. Numre som ’New Skin’, ’A Certain Shade of Green’, Favorite Things’ og ’Deep Inside’ arbejder med et utal af forskellige genreinput bundet sammen af Brendon Boyds let genkendelige vokal.

Gennembruddet kom ved udgivelsen af ’Make Yourself’ (1999). En poleret version af forrige udgivelse, der viste et band i udvikling med fokus på god sangskrivning og mindeværdige kompositioner. Især den kvalmt søde ’Drive’ blev et ulideligt MTV-hit.

Herfra holdt amerikanerne kadencen på yderligere to udgivelser (’Morning View’ og ’A Crow Left of the Murder’), inden amerikanerne for alvor blev ligegyldige og druknede i kedelig sangskrivning. Musikalsk gik bandet fra en eksperimenterende og iderig lyd til et halvfabrikata af uinspireret lyd. Vi mindes Incubus’ første udgivelser.

Bandet eksisterer stadig og udgav så sent som i 2015 ep’en ’Trust Fall (Side A)’."




4. Mudvayne – Slipknot 2
"Det andet Slipknot-band bragede igennem på den danske tv-flade, da beboerne i første sæson af Big Brother blev vækket til ’Death Blooms’ fra amerikanernes ’L. D. 50’ fra 2000. Dengang fulgte man med i et socialt eksperiment, når man så Big Brother (og håbede på, at nogen viste boobs. Det var en anden tid).

Mudvayne har eksisteret siden 1996 og nåede med deres alternative tilgang til nu-metallen, sminkede performance og fem udgivelser at overleve nu-metalbølgen såvel som sig selv. Da bandet i 2009 udgiv deres seneste plade (’Mudvayne’), var gassen for længst gået af ballonen. I stedet bør man mindes bandets første tre udgivelser, hvor specielt debuten havde en anderledes, rå og brutal kant.

Bandet er dog aldrig officielt gået i opløsning. De fire medlemmer har travlt med andre projekter. Mest prominente er det forfærdelige band Hellyeah, hvor Chad Gray leverer vokal. Rygterne går dog, og Mudvayne har flere gange været vækket til live igen på rygtebørsen, så mon ikke det bare er et spørgsmål om tid, før Nuclear Blast sørger for, at det sker."




5. (Hed)p.e. – Svigermors drøm
"En joker på listen. (Hed) P.E., hed p.e. Head Planet Earth. Kært barn har mange navne, men (Hed)p.e. er absolut ikke et kært barn. Tværtimod. Bandets tilgang til nu-metallen er grundlagt i beskidt gangsterrap, punkrock og kærlighed til det kvindelige kønsorgan.

Bandet er dannet i 1994 og har været lidt af en svingdør med ikke mindre end 18 medlemmer. I 1997 signede bandet med Jive Records og udgav deres debut ’Hed PE’. Et album, der desværre ikke var en kommerciel succes, og bandet endte hurtigt med at skylde Jive en masse penge. Det opfølgende album ’Broke’ (2000) var heller ikke ligefrem en kommerciel succes, men det er netop den udgivelse, der gør, at bandet er at finde på denne liste.

’Broke’ er en skøn plade. Ikke så meget bullshit, bare sange om druk, stoffer og kvinder. Alt sammen blandet i en smeltedigel af rap og funky metal. Især den listige ’Bartender’, den ’Hyptonize’-inspirerede (Notorious B.I.G) ’Crazy Legs’ og den solide ’Feel Good’ med Serj Tankian og Morgan Lander som gæster bidrager til et album af kaliber.

’Broke’ var en helt speciel udgivelse. En plade fra et band, der på daværende tidspunkt var uden sammenligning. Der var ingen andre nu-metal-bands, der nærmede sig den flabede lyrik og tilgang til musikken, som kvartetten præsenterede.

På den efterfølgende ’Blackout’ var al magien forsvundet. Bandet var kørt i stilling og parat til at indtage MTV. Det lykkedes bare overhovedet ikke. Den rå lyd, den udstrakte fuckfinger var pillet væk, og tilbage stod et band, der var blevet et kedeligt projekt uden retning.

I dag eksisterer bandet stadig. De spiller stadig på det flabede og punkede og har netop udgivet deres 10. album. Et album, hvor attituden igen er fundet frem, dog i en mere moden version."