Koldt og trist
Populær
Wintergarden lever fint op til sit bandnavn på debutalbummet. Der er virkeligt koldt og livløst i vinterhaven.
02. Take It
03. Cinderella
04. Iconoclast
05. The Release
06. Can You Wait
07. Come Alive
08. American Pop
09. Scarlet Letter
10. Log On
11. Your Rhapsody
12. Fade
Wintergarden består primært af Miriam og Blake Gardner. Der tale om en ”dansk” duo. Miriam er fra Danmark, og hendes mand Blake stammer fra Australien og har slået sig ned her i landet. Duoen har tidligere udgivet en ep, men ’The New Victorian’ er første fuldlængdealbum.
Wintergardens musikalske stil er noget diffus. Der er noget traditionel meta, der lidt nu-metal tilsat noget pop og rock. Det er ikke vildt spændende, men hvad værre er: Produktionen er decideret irriterende i en grad, så man egentlig ikke orker at sætte sig ind i sangene.
Det er Blake Gardner, der spiller samtlige instrumenter på albummet. Det vil så sige guitar, bas og en masse computer. Store dele af musikken er således programmeret. Blandt andet er der intet, der tyder på, at der figurerer ”rigtige” trommer på albummet. Godt nok er bandets livetrommeslager Ronnel Guyst anført som gæstemusiker i pressematerialet til udgivelsen, men det er godt nok svært høre, hvor der skulle være en traditionel tromme på albummet.
Nu er der som sådan jo ikke noget absolut dårligt ved at benytte sig af moderne teknologi ved musikindspilning, men den lyd, som er på ’The New Victorian’, er så kold og klinisk, at det suger al nærhed ud af musikken. Ud over den megen programmering er der også tale om, at Miriams vokal til stadighed er gemt væk i alle mulige og umulige effekter.
Albummet lægger ud med singleudspillet ’Breathe’, som bandet har skrevet sammen med Sevendust-guitaristen Clint Lowery. ’Breathe’ er en mærkelig blanding af noget dystert nu-metal/gothic metal/etnisk metal, hvor vokalen ligger ret langt tilbage i mixet, men hvor bas og trommer til gengæld brager løs, som var det designet til at skulle bruges på et diskotek.
Clint Lowery har været medkomponist på endnu en sang på albummet, ’Can You Wait’, der er en lidt sløv og tung sag, hvor vokalen til tider har et jazzet præg. Igen er sangen skæmmet af en mærkelig produktion.
Det er i sig selv interessant, at der udkommer et dansk album, der falder så langt uden for det, der normalt kommer fra disse kanter. Det kan heller ikke afvises, at der er tale om et album, der vokser med endnu flere gennemlytninger. Første, anden og... ottende gennemlytning har desværre ikke givet appetit på mere.