Prætentiøst perfekt
Populær
Det måtte bære eller briste med en black metal-koncert i et akvarium. Morild gav på Den Blå Planet alle fremmødte en unik oplevelse foran hajer, rokker og et taknemmeligt poblikum.
Blå. Det er farven, som danske Morild har forelsket sig, og vi har til deres koncerter set dem i blåt skær fra UV-lamperne og den fosforescerende maling, som bandet benytter sig af, så bandet i skarp distance fra klassisk corpse paint står elegant blåt ud. Med et stænk af andre farver i en slags graffiti taget til sit mest enkle udtryk. Nuvel, musikken er nu heller ikke klassisk black metal, men snarere drømmende fra det smukke følelsesladede med højt til loftet til det depressive og angstfremkaldende.
Lige fra bandets begyndelse er der vist stort fokus på iscenesættelse og ikke mindst det vigtigste; et godt produkt. Det er derfor også godt set, at releasekoncerten på bandets første album, med den meget lange titel 'Så kom mørket og tog mig på ordet en sort sky af minder i afgørende stunder frosset fast til mit indre jeg håber det forsvinder med lyset at dø eller blive fri', skulle holdes på Den Blå Planet. En naturlig blå kulisse. Det har krævet et solidt greb i lommen (rygterne vil vide over 50.000 kr.), men omvendt så har det givet masser af opmærksomhed, og arrangementet var da også udsolgt.
Et amfiteater i det blå dyb
Scenen var placeret lige foran det store bassin med blandt andet hajer og rokker i det område af Den blå Planet, der hedder Oceanet. Placeringen i bunden med siddepladser skrånende opad minder lidt om et græsk teater, og de, der så ikke var plads til på pladserne kunne stå på podiet øverst og kigge ned på bandet. Eller mod det fascinerende bassin med et udvalgt af havets dyr.
Akustisk er rummet meget hårdt, lige fra det tykke glas ind til hammerhajerne, guitarfiskene, den monstrøse leopardpiskerokke, revhajerne og hvad der ellers er i bassinet med flere millioner liter vand til byggeriets store brug af beton.
En udfording for lyden, men i tilfældet Morild noget, der kunne udnyttes til egen fordel. For bandets musik er atmosfærisk af helvede til, og rummet gav mulighed for lyd med helt store armbevægelser med reverb-knappen helt i bund. Trommer blev tæsket, guitarer blev flænset igennem så to guitarer skabte en voldsom mur af lyd, mens den tredje guitar blødte op og lagde svævende melodier, der pendulerede rundt i det højloftede lokale. Bassen buldrede, på godt og ondt, men oftest heldigvis som den sikre bund i de depressive toner. Og vokalen, skriget, skabte stemning og bandt musikken sammen som dag og nat.
Mere end musik
Morild spillede udelukkende sange fra det nye album, som næppe mange havde nået at få særligt meget under huden, da albummets først blev frigivet til streaming og sat til salg samme dag. Det er en udfordrende skive, hvor der nærmest forsøges at sættes nye rammer for hvor atmosfærisk et album kan blive. Det kan være svært helt at holde fast i den specielle produktion, men præsenteret live her for øjnene for en, og endda i så anderledes rammer, så stod det hurtigt klart, at her fik man en af de helt særlige oplevelser.
Bandet havde ikke meget plads til at gå amok på gulvet, bassisten kom lidt omkring, men ellers talte musikken selv sit energiske sprog. Og der var heller ikke behov for mere, når den imponerende skrige-vokal ramte ørerne, mens øjnene fulgte en saligt svømmende pigrokke.
Publikum var i klap og i hujen mellem numrene gode til at vise begejstring, mens det i selve numrene nærmest så ud som om folk holdt vejret, som om det hele som musikkens univers var en drøm. Enkelte fandt plads til headbanging.
Albummet blev ved præsentationen her til et værk, et meget sammenhængende et af slagsen, og selvom der var pauser mellem nogle numre, og også sporadisk med takketale fra frontmand til publikum, så føltes det som en sammenhængende film, hvor der ikke bare kunne peges enkelstående passager ud. Det hang sammen, ligesom den lange albumtitel, der er sat sammen af albummets sangtitler.
I situationen storartet
I den særlige kulisse var det fremragende, men det kan være, at der til koncerter på traditionelle spillesteder vil være fornuft i også at blande numrene fra den fremragende EP 'VI' ind, da disse er mere umiddelbare og har riffs og melodier, der huskes for sig, fremfor albummet, der – i hvert fald for den udsendte skribent i skrivende stund – synes mere centreret om tyk og tæt atmosfære, stemninger og drømmeagtige lyde.
Men til arrangementet her var det perfekt. Det var prætentiøst og et stort sats, men det virkede. Selvfølgelig. Morild har fat i den lange ende, og når et nyt album, der måske ikke er det letteste lige at gå til, alligevel kan føles som en smuk klassisk koncert, hvor et band på magisk vis dirigerer nogle af havets farlige jagtdyr til paradeopvisning bag glasset bag bandet, så kan det kun blive spændende at se, hvor langt drømmene rækker. Der var småfejl, men det gjorde det næsten kun mere perfekt. Morild har en stålsat vilje, og dyrker det naturlige og det menneskelige. På de sociale medier er bandet ydmygt og taknemmeligt. Fredag aften gav publikum til sidst højlydt igen. Tak for en speciel oplevelse, der vil blive husket.