Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Moderne mismod

Updated
Omsorg Echoes

Omsorg har skabt en EP, der skriver dem yderligere ind som værdige medspillere i den bølge af fængende (post-)hardcore, der kommer ud af Danmark for tiden.

Kunstner
Titel
Echoes
Dato
17-05-2024
Trackliste
Resurgence
Echoes
Modern Misery
Every Day Is a New Dose
Forfatter
Karakter
4

Her fusioneres hardcorens energi og vrede med en poetisk følsomhed og vovemodige afstikkere til post- og støjrock. Det er virkelig fornemt! Første nummer, ‘Resurgence’, er et godt eksempel på dette. På mange måder er det et klassisk hardcorenummer, men vi får samtidig poetiske perler som denne linje:

“All my failures are mine to keep”



Og nu skrev jeg “klassisk”, men det mener jeg nu ikke helt. Sine steder er der et, for genren, atypisk groove, og sådan er det med Omsorg, måske især på denne EP. De er hele tiden ude i kanterne og afsøge det musikalske territorium, samtidig med at de forbliver tro mod det, der er kernen i hardcore. Allermest tydeligt bliver det på det tredje nummer, det lidet optimistisk betitlede ‘Modern Misery’, der byder på rørende ren sang. Et nummer, der åbner sig ud mod sin lytter, inden det favner hen i sin støj og rumsteren:

“I sometimes feel too much
Sometimes I feel nothing at all
My thoughts of you have been gone for so long

Has this become, what I have lost?

If you’ve ever seen someone waste away
and now what is left, is the shell of decay
burned out memories
broken symmetry of heartbeats”

Hårde sager! Man fornemmer frustrationen ved at se et andet menneske forsvinde i mørket. Den river og flår i en, den her EP. Omsorg balancerer fint skrøbeligheden, sårbarheden og de aggressive musikalske udladninger, specifikt på dette nummer, men egentlig på hele EP’en, og det tiltaler mig enormt. Det vidner om en kompositorisk styrke og en fin bevidsthed om egne virkemidler. Det fungerer!



Jeg synes også, at man kan høre, at ‘Echoes’, der i øvrigt er lækkert produceret af en vis hr. Bredahl, er indspillet live som band frem for med lag på lag af spor, et ad gangen. Jeg synes, at man kan høre den umiddelbarhed. Og jeg synes, den skinner igennem i den klare og varmt detaljerige produktion. At indspille live på den her måde er helt sikkert ikke altid den bedste idé – det kræver et stærkt spillende band – men i Omsorgs tilfælde giver det en naturlig feeling, som klæder de fire sange enormt godt. Prøv for eksempel at stille ørerne ind på det fint rullende, ikke-forcerede groove på ‘Every Day Is a Different Dose’. Det er den slags detaljer, som gør, at ‘Echoes’, som egentlig føles meget umiddelbart fængende, også lever videre efter mange gennemlytninger. Man sætter mere og mere pris på de små detaljer og nuancer i det forbilledlige samspil. Bravo.