WOA ’19: Når covernumrene er bedst
PopulærAnthrax spillede for masser af mennesker på Wacken Open Air 2019, men det er aldrig rigtig godt når de covernumre, man spiller, er koncertens bedste.
2. Got the Time (Joe Jackson cover)
3. Madhouse
4. I Am the Law
5. Now It's Dark
6. In the End
7. A.I.R.
8. Antisocial (Trust cover)
9. Indians
Det starter allerede ved koncertens start. Man hører guitaren banke ’Cowboys From Hell’ af med Pantera. Scott Ian fremfører lige de første riffs, og så er festen ligesom i gang. Derefter går Anthrax i gang med deres eget nummer ’Caught In a Mosh’, men det er alligevel den efterfølgende ’Got the Time’, skrevet af briten David Ian Jackson, der giver mest genlyd blandt publikum.
Og energien har Anthrax i hvert fald stadig til at bakke det op. Joey Belladonna er en showman af Guds nåde, og han når da også lige charmere sig ind hos tegnsprogstolken, der ude til venstre på scenen står og oversætter teksterne og gynger med på sangene. Det opdager forsangeren og de har et ømt øjeblik sammen, der naturligvis vækker jubelbrøl blandt publikum. For det er mere energien og væremåden, der er imponerende ved Belladonna, end stemmen. Det er måske ikke voldsomt populært blandt visse fraktioner af Anthrax’ fans, men da vi hørte dem første gang på Wacken tilbage i 2004, havde de John Bush med på vokal, og det er måske, fordi det er 15 år siden, at den koncert fremstår stærkere end denne fredag eftermiddag i 2019.
For det er igen først da de når til ’Antisocial’, at både band og publikum for alvor vågner op til dåd, og så kan det hele rundes godt af med deres egen ’Indians’. Udfordringen for en anmelder bliver så desværre at det eneste, der var at blive begejstret over, var deres covernumre og forsangerens skønne interaktion med en tegnsprogstolk. Og ganske imponerende egentlig af denne tolk, at hun både kunne alle tekster til hele Body Counts koncert og efterfølgende alle sange til Anthrax. Der har selvfølgelig nok været nogle ark med tekster på til hjælp, men energien som hun gav i fremførslen har krævet mere stamina end bare at gå fra køleskab til sofa med en pose chips!
Scott Ian var naturligvis Scott Ian og kommunikerede også udmærket med publikum, og som sådan er hele bandet jo reelt nogle sympatiske herrer, der fremfører deres materiale ganske udmærket.
Fremmødet foran den store scene var da også ganske udmærket, men selve koncerten var ikke særlig mindeværdig og Belladonnas stemme var bare stærkere samme sted i 2013, hvor vi var lidt mere begejstret.