Gemt bag tågerne

LRM_EXPORT_16242485117999_20181212_214053550
IMG_20181212_202526_909
LRM_EXPORT_16369200748539_20181212_214300266
LRM_EXPORT_11701534686730_20181212_201624341
LRM_EXPORT_16321946599717_20181212_214213012
LRM_EXPORT_16470669343595_20181212_214441735

Forums sorte boks dannede en passende ramme for aftenens to dystre indslag, der begge glimrede med excentrisk sortsind og stoisk stilstand. 

Titel
+ Chelsea Wolfe
Spillested
Dato
12-12-2018
Genre
Trackliste
1. Eat the Elephant

2. Disillusioned

3. The Hollow

4. Weak and Powerless

5. So Long, and Thanks for All the Fish

6. Rose

7. Thomas

8. (What's So Funny 'bout) Peace, Love and Understanding
 (Brinsley Schwarz-cover)
9. Vanishing

10. The Noose

11. 3 Libras

12. The Contrarian

13. Talk Talk

14. Hourglass

15. The Doomed

16. Counting Bodies Like Sheep to the Rhythm of the War Drums

17. Judith

18. Dog Eat Dog (AC/DC cover)

19. The Package

20. Delicious
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
3

Forum er i mange kredse om ikke en forhadt størrelse, så i hvert fald en blandet fornøjelse. Dårlig akustik har skæmmet flere koncerter og afholdt dem fra den store forløsning, og mangen en lydmand har haft sit hyr med at tæmme lyden, der kastes rundt i den aflange hal. Om det er en af grundene til, at man har introduceret den såkaldte Forum Black Box, som skulle bevise sit værd denne onsdag aften, står hen i det uvisse, men det står under alle omstændigheder ikke til diskussion, at konceptet er en skarp optimering af lyden.

Via Forum Black Box har kunstnerne mulighed for at skabe en mere intim ramme ved at få salen indrammet i sorte tæpper, der halverer salen, mens foodtrucks opstilles udenfor boksens areal bagerst i hallen. Vi oplevede det tidligere til en sid-ned-koncert med Nick Mason's Saucerful of Secrets, hvor rammerne var formidable til at indkapsle de mere psykedeliske lydbilleder fra Pink Floyds spæde år, men i aften fik vi lykkeligvis præsenteret konceptet i stående form.

Sort med sort på
Den mørke setting var ideel for Chelsea Wolfe. Hendes konsekvente sortsind matchede kulisserne, lyssætningen var enkel og dyster, det samme var medlemmernes klæder, og den formørkede sjæl var umulig at gå fejl af. Det seneste album, 'Hiss Spun', dominerede sættet, og således var det den mere metalliske og rå side af hende, der prægede begivenhederne, hvor især 'Vex' og '16 Psyche' havde slagkraft nok til at kunne sparke gang i crowden på en god dag. 

At publikum alligevel forblev stift måbende seancen igennem skyldes, at bandet fra start til slut stod stift plantet i hvert sit hjørne af scenen. Ingen kontakt med hinanden, stoisk og sikkert, kun undtagelsesvis suppleret med afmålt rysten med håret og hoftevrid. Det samme gjorde sig gældende med musikken, der på trods af enkelte mere eksplosive skæringer sjældent gjorde meget for at komme ud af starthullerne. Det døsige tungsind blev halvvejs inde i koncerten lovlig langt i spyttet, og selvom Wolfe selv med sin skrøbelige røst besidder en vis excentrisk coolness-faktor, så hjalp det ikke meget, efter monotonien havde gjort sit indtog. Enkelte psykedeliske indfald, såsom den næstsidste 'Survive', hjalp dog til at grave dybere ned i sindet og skabte trods alt lidt afveksling i det større billede.

Mindre døsigt sortsind og mere indlevelse på scenen er skrevet på ønskesedlen til næste gang.

Med musikken i fokus
En halv time senere lød speaken fra scenen. Ingen fotografering tilladt, omgående udsmidning som straf for overtrædelse. Hårdt, men konsekvent. Det var helt rart at være til en koncert, hvor man ikke skulle navigere udenom andre folks mobiltelefoner. At en sikkerhedsvagt så skulle forhindre os i at tage et fællesbillede ved toiletterne kort forinden virkede dog mest af alt latterligt, men fair nok, regler er regler. 

Titelnummeret fra 'Eat the Elephant' lagde ud i velkendt døsig stil med behørigt tåget slør over scenen, som efterfølgende forløstes i den krystalklare lyssætning i 'Disillusioned'. Arme af varierende længde og form hang fra loftet og skabte en dybde i scenen, der tilføjede en ekstra visuel dimension til helheden, især når armene som her gav lidt kolorit til boksens sorte klæder, der også skulle vise sig at præge A Perfect Circles optræden. Senere, under 'So Long, and Thanks for All the Fish', blev de samme arme brugt til at projicere flyvende fisk, men ellers var den farverige brug begrænset. Ikke fordi der var så meget andet til at stjæle vores opmærksomhed – dogmen fra opvarmningsbandet gik igen med faste positioner på hver sin plads på scenen, og Maynard James Keenan solidt plantet på et podie længere tilbage på scenen. 

Det handlede først og fremmest om musikken, som blev udført lige efter bogen, og det skulle vi ikke betvivle. Fremførslen var til tider så klinisk perfekt, at det grænsede til OCD. Bagkataloget er naturligvis stærkt, som det er, men der ligger også en styrke i at tilføje sine numre det liv, som de meget gerne skulle få i en live-setting, og her gjorde A Perfect Circle marginalt lidt for at sprænge rammerne. Når det så endelig skete, var det, præcis som i Stockholm tidligere på året, i form af et remix af '3 Libras', der mere var at betragte som en kuriositet end noget andet. Min sidemand, som ellers kender debuten til fingerspidserne, bemærkede slet ikke, hvad de spillede, før han fik det at vide efter koncerten, hvilket er meget sigende, og det var begrænset, hvad remixet føjede til helheden. AC/DCs afdøde guitarist Malcolm Young fik pudsigt nok også en hilsen med på vejen under det ganske hæderlige cover af 'Dog Eat Dog', påfaldende lig originalen, men ellers var det så som så med overraskelserne.

Det var i det store hele 'Eat the Elephant', de var ude for at promovere, og som vi tidlige har konstateret i anmeldelsen af albummet, er numrene her noget haltende og savner fordums tæft for dynamik. Med de tro leveringer af numrene ændrede koncerten ikke på dette, og det var fortsat 'The Doomed', 'The Contrarian' og 'Disillusioned', der fungerede bedst i naturlig forlængelse af de stærke cuts fra bagkataloget. Man kan så diskutere, hvad der skal prioriteres, når der kun efterlades plads til fire sange fra hver af de første to plader, men uden at gå dybere ind i den diskussion skal der ikke stå nogen tvivl om, at skæringer som 'Judith', 'The Noose' og 'The Package' (der i øvrigt gerne måtte have lukket sættet i stedet for den middelmådige 'Delicious') på hver sin vis viste A Perfect Circle fra deres stærkeste side. Billy Howerdels guitarspil og Maynard Keenans vokal skabte lige præcis den intense samhørighed, som sangene afkræver, og ind imellem var det decideret gåsehudsfremkaldende. 

Den påfaldende mørke setting gjorde dog, at de enkelte medlemmers udtryk oftest druknede i det tågede slør, de befandt sig i. Distancen kom yderligere til udtryk i, at det tog 11 numre, før Maynard Keenan overhovedet henvendte sig til publikum. Musikken var i fokus, al respekt for det. Havde de blot tilføjet mere liv til numrene, kunne det have givet mere dynamik til en koncert, der i al væsentlighed led under den samme stoiske stilstand, både fra bandet og publikum, som under Chelsea Wolfe. 

Det er nemt at drage paralleller til Maynard Keenans hovedband, der opererer med en tilsvarende dogmatisk 1:1 fremførsel af numrene live, og som ligeledes er meget fast konsoliderede som musikere indenfor hver deres firkant på scenen. Tool udmærker sig dog live ved stærkere visuals og mere dramatiske virkemidler i modsætning til A Perfect Circle, der denne onsdag aften valgte at gemme sig bag tågerne. 

Det lød, som det skulle – hverken mere eller mindre. Vi så bare ikke så meget, som man kunne have ønsket sig.