Den svenske invasion
Svensken kom, så og sejrede i en massiv opvisning i, hvorfor metal bare er så meget federe på den anden side af sundet.
Sidste år markerede ti-året for udgivelsen af Imminences debutplade ’I’. Selvom bandet naturligvis har eksisteret længere, er det imponerende at se tilbage og opleve, hvor langt svenskerne er kommet siden da. Hvis der var nogen tvivl, blev den manet til jorden af aftenens udsolgte koncert – især i lyset af bandets seneste besøg i Pumpehuset i ’23, som ikke var uden mangler.
Lige så imponerende var det omfattende scene-setup, som det talstærkt fremmødte publikum kunne ane bag de mange meter sorte klæder, der forsøgte at skjule aftenens overraskelse. Opsætningen gav dog aftenens første opvarmningsband en del udfordringer med pladsen.
Allternativet udfordret
På papiret var Allt et passende udgangspunkt for en god aften. Selvom bandets seneste plade er tungere og mere djent-fokuseret end hovednavnets mere melodiske, metalcore-orienterede udtryk, fremstod forsanger Robin Malmgren og resten af kvintetten som et oplagt valg. Desværre må det også konstateres, at Allt ikke helt formåede at ramme samme niveau som sidst vi så dem – trods et velvalgt fokus på sidste års sprudlende ’From The New World’.
Energien og de fire instrumentbaserede musikeres engagement på scenen var den primære årsag. Kompetencerne kunne der ikke sættes en finger på – de teknisk veludførte kompositioner blev leveret til perfektion. Desværre skete det i et meget stillestående format. "You fucking pussies, show me what you fucking got!" brølede Malmgren bombastisk, men bandets energiniveau i numre som ’Remnant’ og den energiske ’Emanate’ afspejlede langt fra opfordringen til publikum. Først med det afsluttende trekløver af ’Echoes’, ’The Orphan Breed’ og ’Paralyzed’ fandt bandet for alvor balancen. Kort sagt lod kvintetten til først at finde fodfæste i Pumpehuset, netop som de desværre måtte forlade scenen.
Pladsmanglen på scenen var med al sandsynlighed den største synder. Både Olle Nordström og Viktor Florman virkede fastlåste i deres positioner, uden meget bevægelsesfrihed, mens Malmgren ofte måtte ty til monitoren for at kunne bevæge sig. Alt i alt en fin opvarmning – velvidende at Allt kan så meget mere, når de får den plads og tid, de fortjener.
Kan man få andet end melodød fra Göteborg?
Det åbenlyse svar er ja – og Night Crowned leverede da også en koncert af en helt anden kaliber. Folk, melodisk black metal, dødsmetal og en imponerende fængende optræden. Hvor Allt var udfordret af pladsen, fandt aftenens andet opvarmningsband hurtigt fodfæste både på scenen og blandt publikum. ’She Comes at Night’ fra ’Tales’ (2023) åbnede festlighederne på indlevende og sympatisk vis. Ken Romlin trådte teatralsk frem fra skyggerne i sin mørke hætte og guidede fra første øjeblik publikum gennem bandets musikalske univers.
I betragtning af, at det kun er fem år siden bandet udgav deres fuldlængde-debut, fik publikum en flot rundtur i Night Crowneds bagkatalog. ’The Sacrilegious Flesh’ og ’Beneath No One’ mindede os om 2020-debuten, mens afslutningsnummeret ’Nattkrönt’ trak tråde til bandets svensksprogede, anden plade. En musikalsk opvisning, hvor hele bandet imponerede – dog må især Janne Jaloma fremhæves for sin ustoppelige energi bag trommerne.
Night Crowned formåede at skabe energi i Pumpehuset og give et ellers afventende publikum en stærk musikalsk oplevelse og en engagerende rundvisning i bandets lydunivers. Eneste hage var, at det desværre var svært at høre hvad der foregik fra tid til anden. Jaloma spillede ikke bare godt, men også højt, i en sådan grad, at hele bandet (men især Romlin) havde det med at drukne momentvist. 
Oprejsningen
Pumpehuset kogte nærmest, da lyset på scenen blev slukket, og vi fik den første af en ulideligt lang række ligegyldige intermezzo-samples skudt i ørerne. Et intetsigende stykke med bølgeskvulp blev brat afbrudt af mørke, inden bandet endelig trådte frem – hvilket fik en til at spørge sig selv, hvad formålet egentlig var. Denne gennemgående tendens trak en i forvejen lang koncert unødvendigt ud.
Når det er sagt, er der kun småting at udsætte på Imminences koncert. Mens vi ventede på bandet, tronede violinen frem på sit podie midt på scenen – i høj grad en gimmick, men også en hjørnesten i bandets DNA. Vi skulle da heller ikke langt ind i åbningsnummeret ’Paralyzed’, før forsanger Eddie Berg placerede instrumentet under hagen og gav det liv. Akkompagneret af dybe skrig og intens violinspil blev koncerten skudt i gang på dramatisk vis. Flot så det ud – dog virkede de løbende violin-samples en smule fjollede, ligesom det uhensigtsmæssige stadion-filter på mikrofonen tog toppen af nærværet. Ikke desto mindre var det fængende.
Aftenens koncert havde naturligt fokus på bandets 2024-udgivelse, ’The Black’. Scenen var opbygget med vinduer formet efter albumcoveret, hvilket tilførte et teatralsk islæt, som kun blev forstærket af en kutteklædt skikkelse, der agerede ekstra bandmedlem. Desværre var figuren placeret lidt for langt tilbage på scenen, hvilket svækkede den visuelle effekt – hvis den overhovedet blev bemærket. Ikke desto mindre var rammerne sat for en oplevelsesrig koncert.
Det tog da heller ikke bandet lang tid at få publikum i deres hule hånd. Iført en frakke, der kunne være stjålet fra Take That’s velmagtsdage, opildnede og gestikulerede Berg energisk, mens resten af bandet fulgte trop. Christian Höijer tronede rundt med sin bas, mens både Alex Arnoldsson og Harald Barrett leverede deres riffs med teknisk snilde og karakteristisk metalcore-engagement. Scenen blev forvandlet til et inferno af energi – spejlet i det entusiastiske publikum!
’Erase’ samlede publikum til fællessang både i introen og de melodiske omkvæd, mens den spritnye single ’Death Shall Have No Dominion’ var lige så smadret som forventet. ’Alleviate’ blev fremført med en smuk akustisk intro, der tilføjede en følsom kontrast til koncertens ellers intense udtryk. Med få undtagelser leverede Imminence i det hele taget en mindeværdig optræden, som blev rundet af med det kraftfulde trekløver ’Heaven Shall Burn’, ’Temptation’ og ’The Black’ – en afslutning, der sugede den sidste rest energi ud af publikum.
Alt i alt en flot koncertoplevelse fra et af Nordens mest interessante bands i genren – om end koncerten sagtens kunne have været gennemført uden de mange mellemspil, der trak tempoet unødvendigt ned. En stærk oprejsning fra affæren i stuen for to år siden.
Allt: 2
Night Crowned: 3
Imminence: 4