Trivium vandt årets første metalbrag
Obituary fremstod malplaceret, mens Trivium og Malevolence sejrede, da årets første store metalaften fandt sted i Amager Bio.
2. Bending the Arc to Fear
3. Strife
4. A Crisis of Revelation
5. The Deceived
6. Sickness Unto You
7. Pillars of Serpents
8. Throes of Perdition
9. To the Rats
10. The Heart From Your Hate
11. In Waves
12. Pull Harder on the Strings of Your Martyr
Selvom det er et år siden, at covid-restriktionerne ophørte, så er koncertkalenderen stadig præget af senfølger. Da lørdagens pakke i Amager Bio blev annonceret helt tilbage i 2020, så var det oprindeligt med Fit For an Autopsy og TesseracT sammen med Heaven Shall Burn og Trivium på core-plakaten.
Sådan blev det ikke. Noget uventet kom i stedet Obituary ind fra sidelinjen som erstatning. Men før legenderne fra Florida gik på klokken 19 sharp, så stod de britiske bøller i Malevolence klar til
at varme op med en halv times effektiv hardcore.
Kvintetten har holdt sammen siden dannelsen i 2010, og det skinnede igennem, at de fem briter havde fuldstændig styr på hinanden og musikken. Som så ofte i Amager Bio så var aftenen permanent præget af glimrende lyd, og med den energiske Alex Taylor i front, så fik Malevolence fra første nummer gæsternes opmærksomhed.
Der var vel allerede små 500 mennesker, da briterne åbnede for en lang aften, men at det var lørdag og gæsterne var mere end klar på hidsig mosh-metal, det var der ingen tvivl om.
Klokken var ikke engang 18.30, før Bioen lignende en krigszone af circle pits, wall of deaths og fadølsglidning. Smilene var bestemt også store på scenen hos bandet, der oprigtigt ikke lignede nogen, der havde forventet den her modtagelse så tidligt på aftenen. Velkommen til Danmark!
Fra Malevolence til malplaceret
Kritikken var international lunken, da legendariske Obituary for to uger siden udsendte karrierens 11. fuldlængeudgivelse. Med god grund. ’Dying of Everything’ har sine øjeblikke, men er ellers ret så ligegyldig.
Det samme kan siges om veteranernes koncert lørdag aften.
Forestil jer Obituary som headliner i en dødspakke. På et mindre venue. Helt pakket med utallige fans, der får 90 minutters koncert og materiale fra de første skelsættende skiver serveret. Nøj, hvor kunne det være fedt.
Det var bare ikke præmissen i Amager Bio. Her var Obituary hægtet på turneen, så de kunne få 40 minutters eksponering foran de tusinder og tusinder af fans, Trivium og Heaven Shall Burn kan trække igennem Europa.
Hvis Obituary er vant til at se ned på langhårede headbangere, så er synet på denne turné i stedet gæster med pink bøllehatte. Og fred være med det, men det var stadig en amputeret oplevelse at se Obituary stå klemt helt frem på scenen, fordi hovednavnenes gear fyldte det meste.
Donald Tardy kunne knap nok være bag trommerne, men den 53-årige amerikaner bankede da i det mindste entusiastisk igennem på tønderne, modsat storebroren i front, der knap nok orkede at svinge det karakteristiske lange garn. Et beskedent vink, og så var John Tardy også væk fra scenen, mens bandet færdiggjorde suveræne ’I'm in Pain’, der lukkede 40 minutters noget tvivlsom koncert, hvor selv 1994-hittet ’Don’t Care’ kom uden større pondus.
Sprudlende hovednavn
Matt Heafy var kun 12 år gammel, da han kom med som leadguitarist i fundamentet, der blev til Trivium. Siden har det japansk-amerikanske vidunderbarn ikke set sig tilbage. Ti plader på tyve år med Trivium og engageret i utallige ting ved siden af. Sidste år debuterede han med Ibaraki, der er black metal blandet med Kurosawafilmisk æstetik – og med hjælp fra Emperors Ihsahn og Behemoths Nergal. Det er en glimrende udgivelse.
Heafys japanske ophav fylder bestemt også i Trivium, der havde et kæmpe og farvestrålende japansk samuraimotiv som bagtæppe. Og holdt showet helt stilrent uden overvældende lys eller røg og konfetti.
’Rain’ åbnede og mosh-festen eksploderede øjeblikkeligt. Publikum var klar, men uvidende om, hvad de ville få. Trivium er metallens svar på Bruce Springsteen, og har efter tre ugers turné leveret over 40 forskellige numre. Det er beundringsværdigt i en tid, hvor musikere ofte lever af flere bands og turnerer verden rundt og kan præcist kun de 14-15 numre, som der er indøvet til en fast sætliste aften efter aften.
Men her kommer et band, der kan spille hele fuckin’ lortet, hvis de vil. Hvor er det ægte. Og med oprigtig passion i øjnene på den 37-årig Heafy, der ikke lader publikum nøjes med en middelmådig indsats.
Efter blot ti minutters show stoppede Heafy ’Strife’ hele to gange, for at komme med en opsang til security, der blot så på, at crowd surfere væltede ned over hegnet foran scenen uden en hjælpende hånd.
”Nobody’s gonna break their bones tonight”, bemærkede Heafy, selvom publikum gjorde en ihærdig indsats for at brække lemmerne i et inferno af moshpits, der stod på under hele koncerten.
Malevolences Josh Baines leverede blæret gæstesoli på ’The Deceived’, og Heaven Shall Burns Alex Dietz var gæsteguitarist på ekstranummeret og hittet ’In Waves’, der bød på aftenens klimaks med kollektiv fællesang, så Bioen gyngede.
”The best show ever in Copenhagen,” proklamerede Heafy under koncerten og på sine sociale medier dagen efter. Det er muligt. Kvartetten leverede i hvert fald 70 minutters sønderrivende fest.
Skakmat af Trivium
Selvom Trivium indiskutabelt og kommercielt set er turneens hovednavn, så giver det fint mening at overlade Heaven Shall Burn til at slutte af. Fire timers metal, moshpitting og bajere – det er de færreste, der kan stå distancen hele vejen. Og således var størstedelen af publikums energi da også åbenlyst fyret af til Trivium, da Tysklands konger af 'core gik på.
Frontmand Marcus Bischoff var iført så skrigende en rød skjorte, han kunne lyse Amsterdam op, og kvintetten åbnede med ’My Heart and the Ocean’ fra 2020s ’Of Truth & Sacrifice’, som Devilutions 'coreekspert Sebastian Bach ikke havde meget til overs for i sin anmeldelse.
Det var da også sætlistens mere velkendte numre, der sørgede for at holde publikum engageret i moshpitten. Igennem 70 minutter serverede tyskerne en udmærket cocktail af melodisk dødscore og fans havde sikkert en fest, men i kølvandet på Trivium så var det mest af alt en lettere tam oplevelse, som flere og flere gæster da også udvandrede fra.