Copenhell 26: Guide til onsdagen
Ulven kalder! Førstedagen i Helvede byder på død, dak og danske fuldtræffere, samt solide gensyn i alle afskygninger – så kan Copenhell bare komme an!
En onsdag både med en horrorlegende og med svensk nü-metalcore, med oprørsrock og sydafrikansk punk, med rendestensdød og hypnotisk doom – og med Eddie tilbage på Refshaleøen!
Du kan her læse op på alt, hvad onsdagen har i vente:
DOGMA
13:00, Pandæmonium
Hardrock-nonnerne i Dogma udfordrer kristendommens moralske påbud og promoverer seksuel frigørelse og feminisme, og det kan man jo kun bifalde. Der er tale om en solid gang hardrock med lidt metalliske udbrud som bonus. Hvis du også mener, at ånden ikke er stærkere end kødet, og du godt kan lide din hard rock med et godt omkvæd, så er kristi corpsepaintede brude et godt bud på en fin oplevelse at starte årets 'Hell-brag på.
SPLIT
13:15, Gehenna
Et af årets store, danske metalbrag kommer med garanti til at være Split, når de tidligt onsdag er med til at sparke festivalen i gang med en massiv omgang hardcore.
For de gæster, der har hungret efter at vælte rundt i en vild moshpit på Copenhell, så er svaret Split!
MAMMOTH
14:00, Hades
Mammoths forsanger og guitarist Wolfgang van Halen er nok primært kendt for at være søn af Eddie Van Halen samt at være eksponent for rock, der rocker på den der helt rock-agtige måde. Men han og bandet burde være mest kendt for ovenstående mesterlige, cameospækkede video, som er instrueret af Robert Rodriguez og special effects-legenden Greg Nicotero.
Anyway, det var jo musikken, vi skulle tale om. Var du på ‘hell i 2023? Da spillede bandet også, dengang under navnet Mammoth WVH, og vi kunne godt lide det. Det var et propert rock-show, og fik vi nævnt, at bandet rockede ud på en rocket måde? Ellers så hør her, hvad vi skrev:
“Der er guitar, masser af guitar, for udover frontmanden selv, med den måske mest eftertragtede guitar-dna flydende gennem årerne, så har han de to guitarister, Jon Jourdan og Frank Sidoris, med i sit band, som også kan lidt mere end deres fadervor på instrumentet. Det kan hele bandet forøvrigt, bassist Ronnie Ficarro er tydeligvis faldet i gryden med Duracell som spæd, og monstret bag trommerne, Garrett Whitlock, ligger tungt og præcist. Hvorfor tre guitarister? fordi Wolf ikke kan li’ backingtracks, og han kunne ikke få fire!”
Med andre ord: rock!
Læs seneste koncertanmeldelse her.
THROWN
15:00, Pandæmonium
Svenske Thrown har spillet metalcore siden det herrens år 2019, så man kunne gætte på, at stakka-boerne er født ud af pandemien. Så kom der da noget godt ud af den. For eksempel en masse smadrede breakdowns og en vis funkiness, som fik Kerrang! til at sætte et “nü” foran metalcore-prædikatet. Det giver meget god mening, så hvis du kan lide din ‘core med en usynlig bagvendt kasket som krydderi, så er det her, du skal slå til.
MITE
15:00, Boneyard
Jep, det er slåsmusik. Odenses mest araknidt klingende hardcoreband har med indskiftningen af forsanger Mona Mattle fået et nyt gear, og vi er ret sikre på, at Mite vil rive Boneyard en ny popo med deres på én gang hidsige og appetitligt tilgængelige og groovy hardcore.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
TOM MORELLO
15:30, Helviti
Tom Morello gæstede sidst Refshaleøen i 2024, og det var vi nogenlunde glade for, men vi har knap nået at savne ham, inden han nu vender tilbage, formodentlig med mere oprørsrock baseret på guitaristens udmærkede solomateriale samt sange med de bands, han har været del af gennem sin lange og roste karriere. Og de bands er jo heller ikke hvem som helst. Vi nævner i flæng Rage Against the Machine og Audioslave, hvis nu du har befundet dig på en anden planet i de seneste tre-fire årtier.
Vi forventer et solidt fremmøde for at se den sympatiske og politisk aktivistiske guitarekvilibrist. Det bliver stensikkert underholdende med bombetracks, også selv om Zach de la Rocha sgu nok ikke lige kan i dag.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
TWENTY ONE CHILDREN
15:45, Gehenna
Er Sydafrika nogensinde blevet repræsenteret på Copenhell-plakaten?
Vi tvivler, men det bliver det i hvert fald nu med Soweto-duoen Thula og Abdula, der trods mainstreamkulturen i hjemlandet fyrer spontane punkshows af på DIY divebars og skateparker rundt i Johannesburg og Cape Town. Med frihed og skaterlivet som deres mantraer snakker vi korte punkanthems med et skævt blink i øjet, en kærlighed til hardcore-attituden fra den amerikanske 80’er-scene og charmerende referencer til Boyz in the Hood og Clockwork Orange i deres videoer.
Et indslag, man ikke just falder over hver dag, så mangler du at få tjekket sydafrikansk punk af på tjeklisten – så er Twenty One Children dit kald i eftermiddag!
SIX FEET UNDER
16:45, Hades
At være et dødsmetalband og kalde sig Six Feet Under er cirka lige så “en til en” som at være et dødsmetalband, der kommer fra Tampa, Florida, men altså, når nu ens sanger hedder Chris Barnes og ens guitarist hedder Jack Owens, og man startede som et Cannibal Corpse-sideprojekt, så er “en til en” vist sådan cirka helt okay. Det bliver noget med fe’ død med ekstremt grafiske tekster, sådan som det har fungeret i Six Feet Under siden debuten i 1995.
Med sig til Copenhell har de deres seneste album, ‘Next to Die’, der udkom her i april. Vi var ikke voldsomt begejstrede for bandets foregående album, ‘Nightmares of the Decomposed’, men mon ikke Barnes og co. strammer op senere i dag?
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
PRESIDENT FETCH
17:00, Boneyard
De gamle drenge i President Fetch fejrer i år 40 års jubilæum, men trods fire årtier på bagen, så er der stadig krudt i røven på de danske veteraner, der nok skal ryste knoglerne igennem på gæsterne med en solid omgang hardcore-punk!
LOATHE
17:15, Pandæmonium
Yo! Den nye Deftones-plade er ret fed – skaf dem!
De kan ikke… de har også lige spillet på Rossen, og derudover skal vi bruge pengene på på en bod med meget dyr ansigtsmaling. Du ved tiger, løver, alt det der, de har til børn i Zoo!
Ohh, sad face … Kan vi finde noget andet med følelser?
Masser!
Helst nogen, der ikke rigtig har udgivet noget i flere år!
Got you – hvad med Loathe? De har godt nok lige udgivet en single, men ingen fuldlængde siden 2021. De har også lidt Sleep Token-vibe… uden overhovedet at have det!?
Jaaaah, tag dem! Så sætter vi dem til at spille tidligt på førstedagen, hvor ingen ser dem.
Det gør vi - fuck, vi er fede!
– Copenhell-bookerne, antageligvis.
Loathe er en fed booking, du skal se. Sidst vi så dem var som opvarmning for Architects, hvor de – trods udfordringer med lyden – spillede en helt acceptabel koncert. Hvem ved, måske er den seneste single endda et vink med en vognstang om en kommende plade. Her får du både indlevende og energiske hooks og mulighed for at opleve Kadeem France frasere fadøl ned i bukserne på dig med sin volumøse rensang.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
ALICE COOPER
18:00, Helviti
Vi skal helt tilbage til 2016, siden Alice Cooper sidst gæstede Copenhell. Her gav den legendariske shockrocker en middelmådig koncert tidlig torsdag aften, så når den nu 77-årige veteran vender tilbage på Danmarks største metalfestival i aften, så kan publikum forhåbentlig se frem til, at ikonet tager revanche. Og mon ikke? Da vi oplevede Alice Cooper i KB Hallen i sommeren 2022 og i Aarhus sidste sommer, understregede horrormesteren sin status og leverede sprudlende og spektakulære koncerter.
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
FAETOOTH
18:00, Gehenna
Med en stærk, ny plade i ryggen bliver det spændende at opleve Los Angeles-kvartetten Faetooth live. Bandet forener drømmende doom, tung sludge og eterisk skønhed i en hypnotisk helhed, hvor atmosfærisk tyngde og spirituel intensitet smelter sammen. Hvis alt går op i en højere enhed, kan Copenhell-publikummet se frem til en koncert, hvor magi, melankoli og massiv lyd forenes.
Læs seneste pladeanmeldelse her
SUICIDAL TENDENCIES
19:30, Hades
“Suicidal Tendencies behøver ikke en ny invitation i fremtiden”, skrev vi i 2022, efter at veteranerne fra Venice Beach leverede den sløjeste åbningskoncert på Helviti i Copenhells historie. Bookerne har desværre ikke lyttet efter. I stedet gæster Suicidal Tendencies nu festivalen for fjerde gang.
Suicidal Tendencies kan i år fejre 45-års jubilæum, men de har ikke udgivet noget relevant musik i tre årtier. Den selvbetitlede debutplade fra 1983 er såmænd stadig holdbar, og det kan jo være, at den nu 62-årig Mike Muir og resten af bandet bare havde en dårlig onsdag eftermiddag på Refshaleøen for tre år siden ... men vi tvivler.
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
SLAY SQUAD
19:45, Pandæmonium
Yaaas, queen! Slay!
Sådan fik ingen lyst til at sige om San Bernadinos Slay Squad, også selv om de har uforlignelig smag i sko og macheter. Til gengæld bliver der rigeligt grund til at boppe med på amerikanernes fængende blanding af trap og metal. Vi taler isnende vibes, knusende beats, absolut ækle vokaler og breakdowns. Der bliver sagt nogle sandheder om verden, og vanviddet vælter ud af den her spændende, brutale og groovy moderne metalhybrid.
SCIMITAR
20:00, Gehenna
Københavnske Scimitar har ikke så forfærdelig mange år på bagen, men er dannet med afsæt i solide navne som Slægt og Shaam Larein. En blanding, som er blevet beskrevet som “speed metal-Anisette” ved en tidligere lejlighed, og mon ikke det i virkeligheden beskriver Scimitars dystre og hurtige 70’er heavy metal meget godt? Det synes vi i hvert fald, og der er både lagt i gryden til flot vokalarbejde, flagrende ærmer og måske også en lille fryns på vesten.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
IRON MAIDEN
21:00, Helviti
I 2026 står Iron Maiden for tredje gang øverst på Copenhell-plakaten. Historisk har vi altid elsket Maiden mest, når de stod på egne turné-ben, men koncerten på Refshaleøen bliver en fortsættelse af den fantastiske 'Run for your lives'-turné, der sidste år bragte de engelske veteraner forbi Royal Arena.
Her kvitterede vores anmelder fem ud af fem kasser under overskriften "Historisk vingesus på Amager". "Kemien var der mellem de seks mennesker på scenen og de 15.000 foran den, der tog hvert minut af den unikke oplevelse til sig i selskab med giganterne, der serverede et historisk vingesus i Royal Arena, så vinden kan mærkes for eftertiden," skrev vores anmelder.
Der er altså god grund til at glæde sig til i aften, og spørgsmålet er bare: Får vi mon igen mulighed for at høre 'Murders in the Rue Morgue'?
Up the Irons!
Læs alt om bandet her
Læs vores seneste pladeanmeldelse her
Læs vores seneste koncertanmeldelse her
MASTODON
23:00, Hades
Med 22 danske koncerter på cirka samme antal år, så er Mastodon på ingen måde et særsyn herhjemme. Men sørgeligt nok bliver det første gang, at kvartetten spiller i Danmark uden den karismatiske Brent Hinds på guitar.
Hinds forlod sidste år Mastodon og omkom få måneder senere tragisk nok i en ulykke på sin motorcykel. Guitarhelten blev kun 51 år. Canadiske Nick Johnston har erstattet Hinds, og den 38-årige afløser er efter sigende en ægte troldmand på spaden, der har udgivet en stribe soloplader. Men kan han fylde Hinds enorme sko ud på scenen? Vi får at se sent i aften, når Mastodon for tredje gang gæster Copenhell.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
KONVENT
23:15, Pandæmonium
Danske Konvent er langtfra et ubeskrevet blad i Copenhells historie, og sent i aften ser vi kvartetten på scenen på Refshaleøen igen. Her på magasinet har Konvent fået mange roser gennem tiden, ikke mindst for deres appetit på at krydre den klassiske doom med elementer fra beslægtede genrer, og når Konvent for alvor ruller sig ud, tager de ingen fanger.
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste interview her
THE BROWNING
23:15, Gehenna
Vi bad om dak – og Copenhell gav os dak! Og jo, vi bad om dak, og det skal du virkelig være glad for, at vi gjorde, for The Browning er en vanvittig fed booking og en koncert med et kæmpe potentiale. Når vi nu får bandet og koncerten i den korrekte kontekst. Som vi gjorde sidste år, da The Browning fik væggene til at svede på Stengade. Intenst, voldsomt og pisseunderholdende. Her får du en fest – og vi vil have den fest igen i aften, i mørket, i skoven!
The Browning er et band, der spiller alle mulige steder og formår at skabe en fest, om publikum så er til bandet eller ej. Det er der flere YouTube-klip, der kan verificere. Faktum er, at frontmand og eneste grundlægger af bandet, Jonny McBee, er en fantastisk entertainer, der kan instruere sit publikum, uden at det føles forceret. Det her er en skøn og kærkommen booking, og hvis sol og stjerner står korrekt, kan det blive en uforglemmelig omgang dak-core. Please, Copenhell – DON’T FUCK IT UP!
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
