Opstigning fra de skindøde
Mite var nede at vende, men har påfaldende nemt overlevet afskeden med bandets karismatiske frontmand. Der er stadig liv i miderne, og de sparker fra sig.
2. Infestation
3. Currency of Misery
4. Reversed
5. Pigs in Power
6. Traitors of Humankind
7. Judgement
8. Shadow Wars
9. Supremacy
10. Anything But Serene
Jeg indrømmer gerne, at jeg for et års tid siden afskrev Mite. Efter to balstyriske hard-/grindcore-albums sagde bandet uden varsel farvel til frontmand Peter Sandvig. En uges tid inden havde jeg oplevet bandet live for første gang, og det tilbageværende indtryk var, at Sandvig VAR Mite i live-regi, mens resten af kvartetten mest lignede nogle, der da godt kunne spille, men egentlig helst var fri for at være til stede. Kontrasten mellem frontmand og band på scenen var så grel, at jeg umuligt kunne forestille mig, at Sandvigs afsked kunne være lig andet end Mites endeligt.
Nuvel, vi bliver klogere. Mona Mattle blev hurtigt hentet ind, og inden vi nåede nytårsaften leverede bandet nærværende tredje album, 'Pigs in Power'. Og Mite er absolut ikke færdige, selv om det overordnet set er blevet en noget mere spiselig størrelse. Den mest åbenlyse forskel er, at Sandvigs runde og gutturale kagemonstervokal er blevet erstattet med Mattles noget mere tørre, raspende og dechifrérbare brøl. Begge dele har sin charme, men det er absolut ikke en nedgradering af Mites udtryk.
Moden core til modne mennesker
Læg dertil, at der måske er blevet skruet godt ned for de mere grindede tendenser, og at bandet nu arbejder sig rundt i en mere lettilgængelig og groovy metallisk hardcore, der sine steder, når guitaren virkelig får luft, næsten har Hatesphere'ske tendenser; det smager lidt thrashet, lidt dødsmetallisk og med et stort fokus på det tunge groove.
Det kan man synes om, hvad man vil. Mite anno forrige album, 'Trials of Man', virkede som en noget mere ustyrlig og kaotisk størrelse, på godt og ondt, hvor det generelle udtryk på 'Pigs in Power' er noget mere kontrolleret, finpudset og målrettet. Begge dele har absolut sin charme.
Åbneren '9mm' lægger for med masser af groove, inden den næsten ørehængende 'Infestation' byder på tunge breakdowns. Det hele går absolut ikke over stok og sten, og der bliver tid til at nikke med selv for dem, der er lidt stive i nakken. Titelnummeret har lidt mere smag af det ældre materiale, og bander grinder igennem indledningsvis for siden at lade nummeret falde helt ned i tempo. De samme brud mellem et fræsende amokløb og en adstadig smagen på labre riffing finder man ligeledes i den hidsige 'Judgement' og 'Traitors of Humankind', hvor guitararbejdet af flere omgange får lov til at tage fokus, smage på sig selv og byde sig til for de mere nysgerrige af lytterne.
Et sidste, kort skrald
At Mite, trods små tendenser til det mere metalliske, i bund og grund er et hardcoreband, beviser pladens højdepunkt 'Shadow Wars'. Et uhyre simpelt skåret hardcorenummer med metallyd, der trods sin enkle opbygning og eksekvering fungerer aldeles glimrende.
20 minutter senere er vi færdige. 'Pigs in Power' er en effektiv plade. Den beder dig ikke nødvendigvis fordybe dig, men den giver dig plads til det i højere grad end bandets hidtidige materiale. Mite post-Sandvig er en anden og mere fordøjelig størrelse, hvis det er noget, man sætter pris på. Det yderste skær af vanvid hos bandet er forsvundet, men har til gengæld givet plads til, at de mere adstadige af os kan følge med uden at få stress. Det er ikke nødvendigvis et ultimativt succeskriterium, men helt skidt er det ikke.