Pludselig får du losset et paradigmeskift i fjæset
Populær
Mite losser os i fjæset på deres debut. Det er overraskende aggressivt. Og rart.
Lost
Tomorrow Alone Won't Save You
Abandon All Life
Death Mask
Apparition
Suffocate
Interlude
Parasitic
Absolution
Teeth
Servants
Da odenseanske Mite i 2020 udsendte EP’en ‘77 Days’ var det en omgang god og hæderlig hardcore som man kender det i en mere klassisk forstand. Siden forlod den nu tidligere forsanger, Sebastian Beronius, bandet for at danne Eyes To Borrow, og bassist Peter Sandvig indtog pladsen som forsanger uden bas. Vel et slags hamskifte, og et skifte, der har vist sig at være foruroligende effektivt, lyden og aggressionen på det nye album ‘Relentless’ taget i betragtning. Fra et sted til et andet.
For det ér overraskende, hvis man har fulgt Mite fra starten. ‘Relentless’ tager ingen fanger, men slagter fra første sekund hvad end, der kommer mod det – og indtager opmærksomheden i et bagholdsangreb, som fra start er voldeligt, forbitret og kamplystent. ‘Threshold’ og ‘Lost’ bliver smidt os i hovedet i en powerviolence med en aggressivitet, der indimellem nærmer sig grindcore-vibes. Lyden er hård og komprimeret, nærmest mekanisk og industriel – og pulsen er hurtig og febrilsk som 26 dåser Monster Energy på tom mave. Eller det, der er bedre.
Førstesinglen ‘Tomorrow Alone Won’t Save You’ byder på mere tyngde og lækre, melodiskabende singleguitars i et miljø med lidt mere ro på, inden ‘Abandon All Life’ med sine 48 sekunder fuldstændigt smadrer det eksisterende med simpel vold og fortvivlelse.
I grundfølelsernes vold
Det er rå og simple følelser oversat til lyd og tekst, der kastes på nethinden. Hvad livet kan byde på af herligheder som vrede, afmagt og desperation. Livslede og stress lagt på et lærred af kaos og forløsning. Tag ikke fejl, kunsten her er den simple form. Vi er ikke på kunstakademiet. Den rå, upolerede form i et sprog, der ikke er højtravende, men netop simpelt og primalt som pitten til et voldeligt hardcore-show en fredag i Odense. ‘Death Mask’ byder på en mere ordinær hardcore, et roligere tempo, samt et lækkert breakdown, inden ‘Apparition’ tager over og atter vender fokus tilbage til den eksplosive energi – 60 sekunders højenergisk intervaltræning, der cutter til forsanger Peter Sandvigs rene, brutale vokal.
Numre som ‘Suffocate’, ‘Parasitic’ og ‘Absolution’ fortsætter i samme lækre vekselvirkning mellem den utrætteligt brutale energi og den mere “rolige” tyngde med plads til længere flader og tid til et åndedrag eller to, inden det igen sortner, og vi synker ned i de altoverskyggende udbrud af fyrrig vrede, som vi nu kender ‘Relentless’ for. Her kunne albummet i princippet sagtens have været stoppet og stadig været en meningsgivemde helhed og have fået budskabet ud – men vi skal dog lige have på munden endnu et par gange i form af ‘Teeth’ og ‘Servants’, der uddeler den nu genkendelige hidsighed skåret ud i pap.
En voldsom udvikling
Med ‘Relentless’ har Mite lavet et kvantespring. Et spring på lyd og form, og med et resultat, der er til at tage at føle på. I hvert fald kan det høres, og albummets 29 minutter fordelt på 13 små, hidsige stykker stump vold er en superrar lækkerbisken at putte i ørerne. Forventer du “fine art” er du gået forkert. ‘Relentless’ er harskt, råt og ægte – og med en lyd, der ikke er overproduceret, men til gengæld ærlig og i ørenhøjde. En halv times afstraffelse direkte ud af Odense.