Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Med begyndelsen på en tradition. HXC Over HCA.

Populær
Updated
RotAwayHXCHCA5lille
HXCoverHCAcover2022

En lørdag i eventyrets by blev forvandlet til en tætpakket og sveddryppende aften i Odense. Måske en af de bedste metalaftener på Fyn i 2022?

Kunstner
Titel
Rot Away + Nyt Liv + Nexø + Mite
Spillested
Dato
19-08-2022
Fotograf
Hans Kristian Hannibal-Bach
Forfatter

 Da Johan Tankred -  bagmand bag HXC over HCA - flyttede til Fyn, blev han overrasket over, i hvor høj grad Fyn generelt bliver forbigået, når det kommer til koncerter med større bands samt bands på upcomingniveau. Manden har ret, men det har ikke altid været sådan. I 90'erne udgjorde Odense, Fredericia og Esbjerg en dansk metaltrekant hvor bands som Morbid Angel, Biohazard, Napalm Death, In Flames og lignende som oftest lagde vejen forbi, når de var på tour. Ja, selv Darkthrone spillede engang i Esbjerg.

Byerne og området indeholdt også et miljø, hvorfra danske bands som Invocator, Maceration, Sacrificial, Rigid Domain og Autumn Leaves sprang frem. Et af datidens vigtigste danske pladeselskaber for genren - Progress Records, senere Diehard Records, lå i Odense og havde bands som Illdisposed, Infernal Torment, Konkhra og Dominus i folden. Gode fynske tider. 

Den odenseanske metalscene har aldrig været død, men den er for alvor begyndt at røre på sig igen. Udover Ilter festival, som Devilution dækkede i maj, er der også Odense Metalfestival at se frem til i efteråret, og nu altså også starten på en ny tradition med HXC over HCA. 

Kamp, øl & sved
Lokale Mite har fået den tunge opgave at gå på som aftenens første navn, men de løfter fint det på tidspunktet halvt fyldte Musikhuset Posten og får startet en fest med god energi. De lokale, upcoming drenge har netop spillet på UHØRT, og der er grund til at holde øje med dem. Forsangeren springer rundt som en Duracell-kanin på atomkraft og det ellers på tidspunktet rolige gulv kommer godt med. Den odenseanske halvmåne bliver påtalt af bassisten, og går i al sin enkelthed ud på, at der i byen netop kan være en tendens til at den forreste del af publikum foran scenen står lidt passivt i en halvcirkel - hvilket der bliver rådet bod på. Senere springer bassisten ned blandt publikum, og det er tydeligt, at hvis dette er udtryk for den energi der kommer til at være, bliver denne aften en af de vilde aftener.

Nexø må siges at have gang i den for tiden. Udover en kommende UK tour til oktober lagde de for nogle uger siden Tøjhuset i Fredericia ned under Support Our Scene Fest 2022, og i fredags varmede de op for selveste Dead Kennedys, da de lagde vejen forbi Fermaten i Herning. Den tilstedeværelse og substans, der er at finde i Nexøs tekstunivers, er også til stede i deres liveoptræden, som er præget af en fed publikumskontakt i øjenhøjde. Bandet er den eneste afstikker uden for hardcorescenen denne aften, og musikken veksler mellem det ekstremt energisk punkede og et mere reflekterende lyrisk take på aspekter af det moderne samfund. De passer perfekt ind i aftenen og får, som et af Danmarks pt. bedste punkbands, for alvor skabt den energi, der kommer til at kendetegne første omgang HXC over HCA. 

NexøHXCHCA1 

Efter Nexø er der en sund, naturlig tørst blandt publikum, som har spredt sig til baren og gården udenfor. Det har kun kostet 100 dask at komme ind i aften, så der er ingen grund til at lade muldvarpen forblive begravet i baglommen, hvilket man tydeligt mærker. Stemningen er allerede solid på Posten, og pausen flænses pludseligt af lyden af NYT LIV, der er gået på og med deres kontante udtryk hurtigt får trukket folk tilbage på rette plads - foran scenen. Forsangeren indtager scenen overbevisende og har en voldsom tilstedeværelse, der manifesterer bandets energi og lyd. Der er smæk på, og publikum kan lide det.

NytLivHXCHCA3lille

Vestegnens egne er også mødt op i Odense og Posten får en ilter omgang hardcore smidt i hovedet. Vi bevæger vi os ind i den hidsigste halvdel af aftenen. Rot Away er tungt, lækkert og det er som om, alle på Posten er med og på gulvet. Alle sveder, og med mængden af stagedives føles det til tider som om, at det falder som indendørs regn. Er mantraet “Make Stagedives Great Again” må man sige, at det denne aften netop lever op til det. Bandet er 101 % på, det damper fra pitten og folk slås godt og grundigt. Et perfekt show, der sandsynligvis er skyld i ikke så få blå mærker. Præcis som det skal være. 

RotAwayHXCHCA6lille

RotAwayHXCHCA5lille

Lifesick må siges at ride på en bølge. Jeg selv ser dem for tredje gang på et par måneder denne aften, og mange så dem sikkert rive Gehennascenen fra hinanden på årets Copenhell. Bandet formår virkelig at skabe stemning og få publikum med. Det er netop også hvad der sker denne aften på Posten. Publikum ligner allerede noget fra en mr. wet t-shirt konkurrence på en særligt varm aften, og netop ny-læsket er gulvet hidsigt fra start. Sværmen af stagedives fortsætter ufortrødent, og jeg selv kommer vist også uforvarende til at give en kammerat en albue på næsen. Lifesick er seriøst på og aftenen kulminerer i stagedives, slåskamp, krammere, øl og sved. 

LifesickHXCHCAlille

LifesickHXCHCA4lille

En højere enhed
Hvis ambitionen er at forsyne Odense med en endagsfestival med spændende og fremadsparkende bands til en særdeles fornuftig pris, er arrangørerne nået solidt i mål. Der var godt fyldt op på Posten, og stemningen i den kogende sal fejlede på ingen måde noget. Faktisk var det potentielt en af de bedste metalaftener på Fyn i 2022 overhovedet. Der er milevidt imellem shows med så vild og voldsom en energi, som man befandt sig i denne aften. Jeg selv vågnede morgenen efter med en øm fod, jeg havde glemt at have forstuvet i løbet af aftenen. Koncertrelaterede småskader plejer at være en god indikator på en aften, der ikke har fejlet noget. Traditionen er etableret, og det bliver spændende at se hvilke cirkelspark, arrangørerne har tænkt sig at servere os i det nye år, hvor HXC over HCA løber af stablen anden gang den 21. januar.

LifesickHXCHCA2lille