Copenhell 23: Som far, så søn
Wolfgang van Halen kæmpede for at komme ud af farmands skygge, og det lykkedes ham at få sol på egen krop og musik på Copenhell.
2. Mr. Ed
3. Epiphany
4. Like a Pastime
5. Stone
6. Horribly Right
7. You're to Blame
8. Another Celebration at the End of the World
9. Don't Back Down
Presset må i den grad være lagt på skuldrene af den unge Wolfgang med det famøse efternavn. Da jeg stiller mig ind foran scenen ca. 15 minutter før koncertstart, står der ikke mange på betonpladsen foran Hades. Blandt de få der gør, er der en ældre herre med Van Halen-stribet bandana, og manden til højre for mig har en tydelig EVH 5150-tatovering på sin underarm.
Det er tydeligt, at ønsket fra Wolfgangs side om at træde ud af fars skygge ikke er nået helt ud til disse inkarnerede fans af farmands lille hyggeorkester – de mægtige Van Halen. Der diskuteres livligt (og meget højlydt), hvorvidt der kommer et enkelt Van Halen-nummer eller to under selve koncerten og ikke mindst hvilket.
Det gør der heldigvis ikke. Ikke at der er noget i vejen med Van Halen eller deres musik, tværtimod, men Van Halen døde som band endegyldigt med Eddie, og det, Junior laver, er ikke og skal heller ikke være en kopi. For han kan faktisk godt selv, og det i overflod. Trods et meget velspillende og kompetent band, så har Wolf, som han selv præsenterer sig, virtuost indspillet alle instrumenter og vokaler på både debutpladen 'Mammoth WVH' fra 2021 og det samme gælder den kommende skive 'II' som udgives 4. august.
Det er en meget erfaren og ikke mindst sympatisk ung herre vi har med at gøre. Som 15-årig erstattede han Michael Anthony som bassist i netop Van Halen. Han har arbejdet med Mark Tremonti, inden han tilbage i 2015 begyndte at arbejde med Mammoth projektet.
Bandet kommer direkte fra opvarmningstjans for Metallica i Sverige aftenen før, og turnerede sidste år med Guns n' Roses, for slet ikke at nævne de famøse mindekoncerter for Foo Fighters' faldne medlem, Taylor Hawkins. Disse to koncerter bliver muligvis sidste gang, vi hører Van Halens numre fremført af Wolfgang, for når nu de overlevne medlemmer ikke engang kan blive enige om at hylde verdens bedste guitarist, virker Junior tilfreds med hans eget personlige send- off til sin far sammen med Dave Grohl, Justin Hawkins og Josh Freese.
Meget sigende for koncerten på Copenhell er, at da Mammoth går på, står der under 50 ved scenen, og da de er færdige, er der godt fyldt og folk er for længst begyndt at skændes om, hvorvidt det kan være rigtigt med ståpladser på bakken. Musikken er amerikansk hård rock, og lukker man øjnene kommer man unægteligt til at tænke Foo Fighters, med referencer til bands som både muse og Royal Blood, Wolf peger selv på bands som Meshuggah og Tool som store inspirationer under skriveprocessen til toeren, hvilket jeg personligt ser frem til at høre komme til udtryk.
Bandet gør sig faktisk ikke helt skidt som starter på en støvet, solrig lørdag middag på Copenhell. Og med et forhåbentligt bredere bagkatalog om nogle år og en smule held, vil de fint kunne gøre sig på Helveti omkring solnedgang. Lige nu virker det til at Hades er velvalgt.
Bandet fremstår tjekkede og ligner det, de er, et up-and-coming rockband. Det vel at mærke, når man lige ser bort fra, at Wolfgang ser ud, som om han lige er vågnet under et bord i Biergarten efter en tolvhestes brandert. Humøret er dog højt, bandet velspillende og tydeligvis stadig sultne, hvilket desværre ikke helt kan siges om et par af de helt store, og sikkert alt for dyre hovednavne, som ikke engang kan mønstre en forsanger, der kan synge. Ingen nævnt, ingen glemt.
Det kan Wolfgang, hvilket vi desværre først for alvor kan høre efter to-tre numre, da lydmanden lige skulle huske at skrue op for mikrofonen. Vi nåede igennem en stor del af debuten, blandt andet 'Mr Ed' som er en hyldest til? Ja, gæt selv! Vi fik også et par singler fra den kommende plade, hvor især 'Another Celebration at the End of the World' udmærker sig ved god sangskrivning; vers, der indbyder til, at gaspedalen trykkes lidt hårdere i bund på Autobahn, og et omkvæd, der fænger… og, nå ja, masser af guitar og ikke mindst et tappingstykke, som junior har lånt fra farmand, men hvis ikke han må, hvem så?
Det var tydeligt, at numrene hele vejen gennem sættet fik lidt ekstra smæk, der bliver undervejs indlagt nogle ekstra og tunge riffs i den i forvejen potente rock, for det er trods alt Copenhell, der lægger scene til.
Der er guitar, masser af guitar, for udover frontmanden selv, med den måske mest eftertragtede guitar-dna flydende gennem årerne, så har han de to guitarister, Jon Jourdan og Frank Sidoris, med i sit band, som også kan lidt mere end deres fadervor på instrumentet. Det kan hele bandet forøvrigt, bassist Ronnie Ficarro er tydeligvis faldet i gryden med Duracell som spæd, og monstret bag trommerne, Garrett Whitlock, ligger tungt og præcist. Hvorfor tre guitarister? fordi Wolf ikke kan li’ backingtracks, og han kunne ikke få fire!
Det bliver heldigvis aldrig masturbatorisk, selvom Wolfgang tager den lige til grænsen et par gange, hvilket heller ikke går førnævnte bandanaklædte ældre herres næse forbi. Så fik han hvad han kom for, og vi andre fik en fantastisk koncert af verdens måske mest ukendte orkester med et så kendt efternavn.