Mike Muir har tabt hovedet igen-igen
Populær
Mr. Suicidal Tendencies har slået lejr ved kopimaskinen, hvorfra han bliver ved med at spytte ligegyldigheder ud, som heller ikke var relevante første gang vi hørte dem.
2. F.U.B.A.R.
3. All Kinda Crazy
4. Sippin' from the Insanitea
5. It's Always Something
6. Lost My Brain...Once Again
7. Nothin' To Lose
8. Gonna Be Alright
9. Ain't Gonna Get Me
10. All I Ever Get
11. Save a Peace for Me
Nogle vil hævde, at en stor kunstner aldrig bliver tilfreds med sit værk og altid vil ønske at bygge videre på det.
Andre vil hævde, at Mike Muir skal stoppe med at genindspille sit materiale i ét væk. Det bidrager ikke med noget positivt til hverken musikkens eller Suicidal Tendencies’ eftermæle.
For genindspilningerne er efterhånden blevet en separat disciplin for Muir og hvilke lejesvende, han nu har med i Suicidal Tendencies på det givne tidspunkt. Den selvbetitlede debut fra 1983 blev genindspillet i 1993 og opsamlingen ’Prime Cuts’ et par år senere indeholdt adskillige genindspilninger, ligesom 'Controlled by Hatred' var genindspilninger af egne sange og sange fra guitaristens tidligere band, No Mercy. Det samme havde ’No Mercy Fool!/Suicidal Family’ fra 2010, mens den otte måneder gamle ep ’Get Your Fight On!’ indeholdt både genindspilninger samt et nyt nummer, som Muir og kumpaner til gengæld lavede fire versioner af for at få det overstået én gang for alle.
Og nu så ’Still Cyco Punk After All These Years’. En mere eller mindre tro kopi af Mike Muirs soloplade ’Lost My Brain (Once Again)’ fra 1996 under navnet Cyco Miko. Nuvel, der mangler et enkelt nummer fra originalen (som i stedet blev udgivet på den tidligere nævnte ep for godt et halvt år siden), et andet nummer har fået ny titel og tekst, mens der er blevet rykket lidt rundt i nummerrækkefølgen, men ellers er det Cyco Miko-pladen om igen. Ganske vist er produktionen lidt mere pyntet og poleret nu, Dave Lombardos trommer på genindspilningen er en smule strammere end Greg Saenz’ på originalen, men ellers skal man godt nok til at pule flyvende insekter for at finde væsentlige forskellige.
Og hvad er denne her 'Lost My Still Cyco Punk Brain Once Again After All These Years'-plade så for en størrelse? Tja, da den kom ud i 1996, var den en skridt væk fra melodiøsiteten i en mere hardcore retning for Mike Muir i forhold Suicidal Tendencies og hans dengang stadig eksisterende andet sideprojekt, Infectious Grooves. En hardcore-lyd, som i øvrigt også var fremherskende på opfølgeren i Suicidal Tendencies-regi, ’Freedumb’ fra 1999, og som har været tendensen i meget af Muirs musik lige siden.
Og så var Cyco Miko-pladen med lidt god vilje også starten på den kunstneriske deroute, Mike Muir har været på siden da. Pladens tekster er fordummende, simple og alt andet end gennemarbejdede, specielt for en mand som Muir, som indtil da havde lagt et relativt stort arbejde i tekster og budskaber på Suicidal Tendencies-hovedværker som ’The Art of Rebellion’ og ’How Will I Laugh Tomorrow When I Can’t Even Smile Today’. På ’Lost My Brain (Once Again)’ blev det hele i hardcorens misbrugte navn dummet ned til tough guy-idioti som ’I Love Destruction’, ’F.U.B.A.R.’ og ’Nothin’ To Lose’, som alle udmærker sig ved, at titlen stort set udgør hele det budskab, sangene indeholder. Pladen er, med andre ord, en let forglemmelig parentes i Muirs karriere, som sandt at sige intet bidrager ved at blive gravet op igen 22 år senere.
Så hvorfor genudgiver Mike Muir så pladen? Tja, anmeldere og fans er ved at tillægge sig kroniske nakkeskader over at trække på skuldrene ad Muirs seneste mange udgivelser. Han udgiver på eget pladeselskab, så han kan i princippet spytte plader ud efter forgodtbefindende. Og hvis man ikke evner stadig at skrive materiale, der er udgivelse værdigt, er det selvfølgelig nemmest at sætte en ny etiket på en middelmådigt produkt fra dengang, hvor bankbogen bugnede, og folk stadig havde forventninger til én. ’Lost My Brain (Once Again)’ var ikke en god plade. ‘Still Cyco Punk After All These Years’ er, sjovt nok, stadig ikke en god plade.
Det trækker ned, at Muir finder det nødvendigt at belemre vores øregange og spilde vores tid med middelmådigheder, vi har taget stilling til for år tilbage. Til gengæld skal han dog have en dybtfølt tak for, at han, sikkert udelukkende på grund af copyright-vanskeligheder, ikke har sat sig for at maltraktere Suicidal Tendencies’ fire hovedværker fra 1987 til 1992. Så kan vi i det mindste bibeholde mindet om, hvordan det engang var.