Alice i eventyrland
Alice Cooper bliver ved og ved og ved. Og tak for det. Alice Cooper er stadig garant for godt show og god underholdning.
Welcome to the Show
No More Mr. Nice Guy
I'm Eighteen
Under My Wheels
Bed of Nails
Billion Dollar Babies
Snakebite
Be My Lover
Lost in America
Hey Stoopid
Drum Solo Glen Sobel
Welcome to My Nightmare
Cold Ethyl
Go to Hell
Poison
Feed My Frankenstein
"The Black Widow" segment from Alice Cooper: The Nightmare
Guitar Solo Nita Strauss
Black Widow Jam
Ballad of Dwight Fry
Killer (band only)
I Love the Dead (band only)
Elected
Ekstranummer
School's Out
Alice Cooper er efterhånden blevet 76 år gammel. Og det passer så ikke. For Alice Cooper er en rolle, der trods alt er noget yngre. For Alice Cooper er en figur i en forestilling, som udleves af en stor kunstner, som de fleste har glemt det borgerlige navn på.
Når man oplever et Alice Cooper show er det som sådan ikke en livekoncert i traditionel forstand. Det er en performance af en forestilling. Men det er herligt hver gang. Alting har sin værdi. Vil man opleve en koncert, hvor forsangeren holder lange pauser, imens der tankes øl og råbes skål og snakkes om bøvl undervejs i tourbussen, så gå uden om Alice Cooper. Vil man hygge sig imens guitaristen lige igen får stemt guitaren mellem hvert andet nummer, så gå et andet sted hen. Hvis man ønsker at synge med på bandets gamle hits alene akkompagneret af trommer og bas, så gå et andet sted hen. Der er nok af den slags, og det er også rigtig herligt.
MEN vil man gerne opleve et strømlinet show med en lang række fremragende sange leveret i et hæsblæsende og komprimeret sæt, så er Alice Cooper for nuværende garant for at få ønsket opfyldt. Der er kun få og små overraskelser fra gang til gang, når Alice Cooper tager på turne. Men gør det så meget? Ikke for de mange. Som børn elsker vi at høre de samme historier eller se de samme film igen og igen, og som voksne er vi kun blevet lidt ældre. Gentagelser giver tryghed, og hvis historierne og underlægningsmusikken er god nok, er vi glade.
Og koncept, sange og fremførsel er i top, når Alice Cooper lægger vejen forbi vores lille land og spiller op. Professionalismen er i top. Når forestillingen starter og figuren Alice Cooper står som silhuetten bag en stor skærm, som han naturligvis skal skære sig igennem, så er det klart, at der på papirskærmen står Alice Cooper – Banned in Denmark”. Ligeledes er det da klart, at der på de plektre, som bandets tre leadguitarister uddeler ved slutningen af forestillingen står ”Denmark” på den ene side.
Person bag figuren Alice Cooper - Vincent Damon Furnier – har som skrevet rundet 76 år. Men han er sandelig fortsat i fuld vigør. Vokalen er stadig overraskende god – måske lige bortset fra i 80’er hittet ’Poison’, som ikke helt ligger til hans stemme. Men den må han jo af gode grunde havde med, selvom han selv og mange af os andre selv gerne så den skiftet ud. Fysisk er Alice Cooper også stadig i en ganske bevægelig. Og hvis himself ikke synes rørlig nok, så er der fult kompensation hos det meget veloplagte band. De tre leadguitarister og bassisten er i kontant bevægelser og ikke mindst guitaristen Nita Strauss høvler rundt på scenen, som en teenager på massive input af energidrik.
Showet
Som skrevet elsker vi primater gentagelser og vi frydes hver gang over, at Alice Cooper igen må lade hovedet i guillotinen, når hans ægteviede hustru klædt som Marie Antoinette rækker fingrene ned efter en helt igennem fornem version af den gamle klassiker ’Ballad of Dwight Fry’ med Alice Cooper i spændetrøje. Herligt var det også at opleve, at slangen var genindtrådt i rollelisten til Alice Cooper showet, hvor den fik en fremtrædende rolle i sangen ’snakebite’ fra albummet ’Hey Stoopid' og som er kommet ind i sættet efter at have være ude i mange år.
Men Alice! Du er i Danmark! Her i landet forbyder man mad med chili. Er der du sikker på, at vi ikke har en lov, som forbyder, at tage vilde dyr med på scenen til en koncertforestilling? Endnu en sang, som er kommet igen efter at have været ude i nogle år, er sangen ’Lost in Amerika’. Det er et glædeligt genhør. Et mere kitschet indlæg var måske den 3,5 meter høje Alice Cooper-lignende Frankensteins monster, der dukkede op på scenen under sangen ’Feed My Frankenstein’ Men kitsch er også en slags kunst.
Ukorrekthed
Alice. how dare you! Cold Ethyl, som figuren Alice Cooper opbevarer i sin fryser og omtaler som ”cold as an eskimo pie”, bliver stadig kastet rundt på scenen og den sadistiske skøge i undertøj (spillet af Coopers egen datter) får fortsat pisk på scenen. Det er satire, så det er skåret ud i bølgepap for selv den fremmeste kulturradikale. Men det er et eller andet sted befriende, at Alice Cooper holder fast ved, at det netop er det, som det er.
Sangene
Det er faktisk utroligt, hvor mange gode sange, som Alice Cooper kan diske op med. Det gælder både sangene fra 70’erne, hvor Alice Cooper var et band, og fra den efterfølgende solokarriere. Der vil altid være sange, som man savner. Så skrevet ovenfor, var det rart at genhøre ’Snakebite’ og ’Lost in America’ og også ’Go to Hell’ fra ’Alice Cooper Goes to Hell’. Men savnet var ’Halo of Flies’ og det ville have være dejligt med et par sange, som kunne have givet lidt luft i det hæsblæsende tempo, som forestillingen havde. Det trækker en lille smule ned i bedømmelsen, at der ikke kunne blive plads til en eller flere af ’Only Women Bleed’, ’Steven’ eller ’The Wakening’ fra ’Welcome to the Nightmare’ eller ’The Quiet Room’ fra ’ ’From the Inside’.
Men det er små bitte klager. Faktum er, at man blive godt underholdt, når Alice Cooper er i byen. Det blev man også i Musikhuset i Aarhus.