For meget, følelser og fodbold
Populær
Efter flere års venten fik danskerne endelig en nationalt anlagt Architects koncert. En spændende koncert, hvor arkitekterne dog blev overskygget af opvarmningen.
Det er 5 år siden, at Architects sidst har haft success med at spille en koncert i Danmark. Dengang var det britiske band på tour med den afsluttende trilogi-plade ('Holy Hell'), defineret af Tom Searles alt for tidlige død. En perlerække af udgivelser, der stadig står som bandets musikalske højdepunkt.
Siden da er det blevet til et mere eller mindre elegant genreskifte, yderligere to udgivelser og en aflyst koncert på Copenhell i 2023. Kort sagt, så havde det talstærke fremmødte publikum i Forum Black Box ventet lang tid for at få et genlyt med bandet.
Fra et dansk perspektiv var en Architects-koncert altså lidt af et tilløbsstykke, kun styrket af de to opvarmende bands. Spiritbox, der fik muligheden for at tage revanche for den halvforkølede koncert ditto på Copenhell ’23, og engelske Loathe, der debuterede på dansk grund.
Kan vi ses igen, måske på Beta?
Loathe er en spændende størrelse. Ikke ulig et band som Sleep Token arbejder Liverpool-bandet med brug af flere ikke-metalliske elementer. Ikke mindst forrygende vokalharmonier og keyboard-arrangementer. Vi er dog langt nærmere vores normale hjemmebane genremæssigt, sammenholdt med kometen fra London.
Mandag aften kneb det dog gevaldigt med at finde hoved og hale i bandet. Til trods for at Loathe stillede med en sætliste, der nærmest var alt man kunne ønske sig, orienteret mod den fremragende ’I Let it in and it Took Everything’ (2020), var hverken teknikken eller Forum indstillet på, at band eller publikum skulle have en god aften.
Indledende mikrofon-udfordringer lagde en dæmper på den fandenivoldske ’Gored’ og tog ditto en del af kanten på den efterfølgende ’New Faces in the Dark’. Som om det ikke var nok, så måtte Erik Bickerstaffe have hjælp fra lydteknikeren, da guitaren smuttede i det indledningsvise og nummer-definerende shogaze-rifferi, i starten af den afsluttende ’Heavy is the Head That Falls With the Weight of a Thousand Thoughts'.
Ærgerligt, for forsanger Kadeem France og resten af bandet ville gerne give os en god oplevelse. Som det næsten lykkedes på ’Is It Really You?’. Det sagt, så får vi forhåbentlig bandet at se igen snart på et mindre spillested, hvor kompositionerne og det kaotiske musikalske univers kan komme til sin magt. 
Aftenens højdepunkt?
I forhold til sidste sommer, så havde canadiske Spiritbox skiftet godt og vel tre-fjerdele af sætlisten ud. Erstattet med nyere og bedre kompositioner plus ’Yellowjacket’, som alle sandsynligvis havde forventet. Sam Carter er en guttermand, og naturligvis gæster han hver aften. Dét selvom Carters bidrag til nummeret basalt set er det mindst interessante.
’Cellar Door’ fra ’The Fear of Fear’-EP’en startede festen og medførte på kort tid en massiv pit foran scenen. Flankeret af en LED-skærm, der gik på tværs af scenen og kun kunne ses af de højeste, fortsatte underholdningen direkte over i ’Jaded’ fra samme plade. På et splitsekund gav de to numre et elegant indblik i den power-præsentation vi havde i vente.
Courtney LaPLant, og resten af kvartetten, leverede en indlevende og meget medrivende koncert med en velkomponeret sætliste, der for alvor fremviste bandets force. Sansen for sangskrivning og de mange facetter af selvsamme. Vi fik det elektroniske element på den 90’er kitchede ’Rotoscope’, den fantastiske skønsang på ’Hurt You’ og naturligvis det tunge drøn på publikumsfavoritten ’Holy Roller’.
Aftenens koncert afspejlede et band, der kan blive et af fremtidens helt store. Modsat koncerten på Copenhell var der ingen huller i sætlisten, intet uinteressant materiale og ingen problemer med at komme ud over scenekanten. Det var en top-professionel performance, der stadig emmede af personlighed og glæde ved musikken. I en sådan grad, at man som publikum blev efterladt med følelsen af, at Architects var blevet udspillet af deres opvarmning. 
For meget af det mindre gode
Den følelse sad stadig i kroppen, da Queens ’Don’t Stop Me Now’ varslede det britiske bands snarlige entre. Scenen, og det medførte setup, signalerede dog overlegenhed. Tre lag af scene, hvor hvert mellemlag var bygget af skærme, der samlet udgjorde et stort lærred. Et stadion-værdigt setup, der gennem koncerten lyste op og blæste publikum bagover.
Havde man studeret sætlisten, forventede man nitten numre. Det lyder af meget – og var også for meget. Det var en decideret langsom start, selvom den nylige single, ’Seeing Red’, gjorde sit som åbningsnummer. Nummeret skabte hurtigt og effektivt en indlevende og livlig stemning i boxen.
Dét sagt bød Architects på en sej start, der til tider virkede udmattende og uden den nødvendige pondus. ’Deep Fake’ fungerede live, ditto blev ’Black Lungs’ og ’Deathwish’ leveret med vanlig professionalisme og til glæde for publikum. Men det var enkelte højdepunkter i en træls indledning. Selvom sætlisten i aftenens anledning blev reduceret til atten numre, kunne bandet med fordel have skåret ind til benet.
Med trioen ’Herafter’, ’Gravedigger’ og ’Dead Butterflies’ lykkedes det midtvejs at skabe momentum. Kombinationen af nyt og ældre kulminerede i en regn af sommerfuglekonfetti, og stod som startskuddet for en overvældende sidste halvdel. Det til trods for Sam Carters momentvise mentale nedbrud på scenen, der kort skabte bekymring for en tidligt afsluttet koncert. Det skete heldigvis ikke, men sendte et klart budskab. Der er en årsag til manglen af ældre materiale på sætlisten. De mange følelser der er tilknyttet især Searle-trilogien; Det er en kamp, om ikke andet for Carter, at fremføre materialet. Således udgik ’Royal Beggars’, mens bandet heldigvis blev.
Et stort heldigvis, for resten af koncerten var fremragende. Indlevende og seværdigt. France fik revanche bag mikrofonen og gæstede aftenens ældste nummer ’These Colours Don’t Run’ fra ’Daybreaker’ (2012), ’Nihilist’ var et solidt aftryk på pitten, ’Animals’ toppede festen med endnu mere konfetti, og Sam Carter fik fremvist sin kærlighed for Manchester United ved at påføre sig Rasmus Højlunds landsholdstrøje.
Som konfettien dalede ned, bandet takkede af og publikum væltede ud i Frederiksberg-natten, stod den solide afslutning som aftenens højdepunkt. Det sagt, var koncerten over en bred kam udfordret af passager, hvor man savnede den ungdommelige energi. Den nerve, der var bandet, før der var penge til stadion-setups og sommerfuglekonfetti. En svunden tid, men basalt set kunne Architects med al sandsynlighed have skabt en stærkere samlet oplevelse ved at fokusere mere. 