Et mareridt, når stemmen går i opløsning
Chris Barnes' stemme er helt væk på Six Feet Unders nye plade, der kun i sjældne tilfælde reddes af et af de få gode riff, der er spredt ud over en alt for lang udgivelse.
2. Zodiac
3. The Rotting
4. Death Will Follow
5. Migraine
6. The Noose
7. Blood of the Zombie
8. Self Imposed Death Sentence
9. Dead Girls Don't Scream
10. Drink Blood Get High
11. Labyrinth of Insanity
12. Without Your Life
Chris Barnes' CV og betydning i dødsmetallen er kendt af de fleste. Han startede som forsanger i Cannibal Corpse og var af afgørende betydning for, at de blev så populære, som de blev. Desværre ragede de uklar efter indspilningerne af 'The Bleeding' fra 1994, og han forlod Cannibal Corpse, hvorefter han helligede sig sit sideprojekt Six Feet Under, der barslede med debutpladen 'The Haunted' i 1995. Her 25 år senere er Six Feet Under klar med deres 13. studieplade. Og mens de foregående har været af varierende kvalitet, så er 'Nightmares of the Decomposed' måske den dårligste af dem alle.
Tempoet er skruet gevaldigt ned, og det har ellers ikke været, fordi Six Feet Under har været kendt for at ligge i overhalingsbanen hvad angår bpm. Her på 'Nightmares of the Decomposed' har de lænet sig så meget tilbage, at man mistænker dem for at have indspillet hele pladen i en sofa. På ryggen. I en koger på et niveau, som kun folk som Chris Barnes kan levere dem.
Bevares, der er enkelte numre, hvor der er noget god guitar, og savklingen knurrer i ørerne på én. Den erfarne guitarist Jack Owen, som Chris Barnes kender fra sin tid i Cannibal Corpse, er kommet med og spiller nu på sin første Six Feet Under-plade. Owen forlod Cannibal Corpse et årti efter Barnes og har siden da spillet i Deicide. Nu er de to så forenet igen. Og Jack Owens guitarspil fornægter sig ikke. Han gør det så godt, han kan, med det materiale, han er blevet givet.
Det store problem med 'Nightmares of the Decomposed' er dog klart Chris Barnes' vokal. Han har tidligere stået for nogle afgrundsdybe growl i såvel sit forrige og nuværende band, og han har senere udviklet sit såkaldte 'pig squeal', der har delt vandene. Her anno 2020 har han ingen af tingene. Bevares, han forsøger sig, men det lyder forceret, slidt og papirstyndt. Det er decideret trist at høre, hvor skrøbelig en vokal der er på pladen. Særligt fordi han tidligere har været en af de stærke stemmer i dødsmetalgenren. Ikke længere.
Og uden de velkendte styrker bliver Six Feet Under blot desto mere jævne og ligegyldige. De to seneste udspil, 'Torment' fra 2017 og 'Crypt of the Devil' fra 2015, gav vi begge karakteren 2. 'Unborn' fra 2013 før det fik topkarakter, men går vi længere tilbage, så er karaktererne også enten under middel eller på det jævne. Så en enkelt fuldtræffer over en periode på mere end 10 år, hvor de ellers har sendt en salve ud mod deres publikum jævnligt, er ikke nogen god statistik. Vi skraber bunden her i 2020, hvor vi kun kan tvinge os op på et 1-tal på grund af førnævnte guitarer, der altså er ganske udmærkede på numre som 'Blood of the Zombie', men som ellers ikke kan redde Six Feet Under fra det mareridt, de er ude i, når forsangerens stemme er ved at gå i opløsning.
Har man et svagt punkt for Chris Barnes, Cannibal Corpse og Six Feet Under, så køb pladen, så samlingen stadig er komplet, men lad være med at bruge den. Der er så meget godt materiale fra tidligere, der er langt skønnere at lytte til end 'Nightmares of the Decomposed'. Faktisk det hele. Lige på nær 'Graveyard Classics'-udgivelserne, som vi lader som om aldrig har fandtes.