Mægtigheden mangler

Populær
Mægtigheden mangler

Six Feet Under har tabt den kreative pust på seneste udgivelse 'Crypt of the Devil'.

Titel
Crypt of the Devil
Dato
04-05-2015
Forfatter
Karakter
2

Så er der igen nyt fra Six Feet Under. Bandet har eksisteret i en rum tid – siden 1993 nærmere bestemt – og er så småt blevet at regne for et af de større dødsmetalnavne. I virkeligheden består det mest af ankermanden Chris Barnes, der på nærværende udgivelse har indhyret bandet Cannabis Corpse som studiemusikere, og Phil Hall fra sidstnævnte som medsangskriver. Livemusikerne skulle være de samme, som det har været de seneste par år.

Barnes blev i sin tid kendt som en af Cannibal Corpses founding fathers. Helt så ikonisk som Cannibal Corpse er Six Feet Under aldrig blevet. Det begyndte som et sideprojekt til Cannibal Corpse og Obituary, og det er som om at bandet ikke rigtig har kunnet ryste stemningen af sideprojekt af sig. At dømme på seneste album, er der heller ikke meget der tyder på, at de kommer til det.

En bister dom, muligvis uretfærdig. Nu gik det gik ellers lige så godt for Six Feet Under der med de to seneste albums 'Undead' og 'Unborn' formåede at indløse det fulde udbytte af bandets groovy tilgang til dødsmetal og lave numre der havde en tydelig identitet, især med hittet 'Prophecy', der gik sin sejrsgang over den ganske metalverden. Men takterne fra dén er ikke blevet fulgt op på nyeste skud fra Six Feet Under, ' Crypt of the Devil'.

Tempoet er skruet i vejret og der er ingen tvivl om at genren er dødsmetal med den neanderthalgroovyhed, som man kender orkestret for. Barnes' vokal ligger så dybt i struben, at det lyder som en kvælning, er grynter derudaf som man kender og måske/måske ikke elsker den. Problemet er bare, at sangene mangler mindeværdige riffs og et bedre spil mellem vokal og guitarer. Det gør gennemlytningen næsten ubærligt kedelig og ligegyldig.

Glimtvis sporer man dog klasse på albummet, og følelsen af mægtighed indfinder sig. Men siden dén fornemmelse kun optræder sporadisk, sidder man tilbage med indtrykket af en plade, der er uinspireret, og bare er to metalmusikeres riffmæssige krusseduller.

En skam at Six Feet Under/Chris Barnes ikke har kunnet følge op på de sidste par års succes, men sådan må konklusionen altså være.