Tryllebindende fairydoom
Lige i tide til efterårsregnen får vi her plade nummer to fra den dystert anlagte trio Faetooth, der holder niveau og tryllebinder med deres slæbende doom-mystik.
2. Death of Day 05:34
3. It Washes Over 05:52
4. Hole 06:01
5. White Noise 06:09
6. Eviscerate 05:49
7. October 04:38
8. Mater Dolorosa 05:46
9. The Well 02:31
10. Meet Your Maker 08:28
Gruppen, der blev dannet i 2019, markerede sig i 2022 med debutpladen 'Remnants of the Vessel,' hvor især singlen 'Echolalia' var et mindre hit i metalmiljøet. På 'Labyrinthine' bygger de videre på deres dragende univers og holder niveauet, selvom det ikke hele vejen er lige overbevisende.
Faetooth arbejder i en slæbende doom-tradition, men udvider rammerne med inspiration fra shoegaze, sludge og black metal. Resultatet er en lyd, der både er massiv og luftig, som et uigennemtrængeligt mørke belyst af fortryllende glimt. Når bandet er bedst, skaber de drømmeagtige lydlandskaber, hvor tung melankoli smelter sammen med melodiske fraseringer, der næsten føles spirituelle. Man kan med rette beskrive dem som Konvents mindre tungtbrølende – men mindst lige så tungsindige – søstre, der deler en fascination af doomens dystre temaer.
Mørke regnperler
De to frontfigurer, Ari May (vokal, guitar) og Jenna Garcia (vokal, bas), dominerer lydbilledet med deres vokaler. Især Ari Mays stemme har en melankolsk renhed, der løfter musikken fra det tunge til det transcenderende. På et af albummets højdepunkter, ’Hole,’ bæres lytteren ind i en nærmest hypnotisk trance. Nummeret slentrer afsted på en brummende basgang, før guitarerne bryder igennem i kaotiske støjflader, mens de to forsangere veksler mellem skrøbelig sang og dæmoniske udbrud.
Den samme struktur præger ‘Death of Day,’ hvor minimalistiske trommer og enkle guitargreb lægger under Mays rolige, nærmest messende vokal, før nummeret bryder ud i et brus af guitarflader og skrig. Resultatet er en komposition, der balancerer mellem enkelhed og dramatik.
Albummets absolutte perle er dog ’October.’ Her rammer Faetooth noget unikt: en efterårsballade, hvor svævende guitarer og Mays dragende omkvædsfraseringer danner en atmosfære, der nærmest indbyder til at svælge i melankoli. Det er et nummer, der kan måle sig med de helt store rockballader og cementerer Faetooths potentiale. Også ’White Noise’ og ’Eviscerate’ skiller sig positivt ud med deres kombination af raspende riffs, temposkift og vokalharmonier mellem clean og skrig.
Når mørket bliver forudsigeligt
Albummet formår ikke hele vejen igennem at holde samme niveau. Flere numre hviler for meget på de samme strukturer og skabeloner. ’Mater Dolorosa’ og den instrumentale ’The Well’ føles mere som fyld end som egentlige bidrag, og den over otte minutter lange afslutter ’Meet Your Maker’ lider under sin monotone opbygning. Den vil gerne være pladens ultimative slowburner, men ender i stedet som et trægt appendix.
Med 'Labyrinthine' bekræfter Faetooth, at de er et band, der kan skabe dragende doom af høj kvalitet. De to frontfigurer bringer store vokaler og nærvær, der kan bære selv de mest monotone passager. Når trioen rammer plet, som på ’October’ og ’Hole,’ leverer de noget af det mest stemningsfulde, doom-genren har budt på i år, men albummet lider samtidig under gentagelser og forudsigelighed, der forhindrer det i at blive en fuldt ud magisk oplevelse.