Copenhell '22: Jeg er Ahab

Populær
mastodon

Mastodon kom ikke længere ud end til navlen.

Kunstner
Dato
18-06-2022
Trackliste
1) Pain With an Anchor
2) Crystal Skull
3) Megalodon
4) The Crux
5) Teardrinker
6) Bladecatcher
7) Black Tongue
8) Pushing the Tides
9) More Than I Could Chew
10) Mother Puncher
11) Gobblers of Dregs
12) Blood and Thunder
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

Sidste gang jeg så Mastodon, var længe inden de blev dæmpede og alvorlige. Jeg var ung og frisk, men måtte kapitulere overfor de indviklede rytmer, der forplantede sig i mit stakkels berusede skrog i sådan en grad, at der skulle gå 13 år, før jeg atter turde give dem en chance i liveregi. På hjemmefronten var de dengang en fast bestanddel på anlægget, men omstændighederne ville, at vi voksede fra hinanden.

De senere år har de tillagt sig en lidt mere, som min sidemakker kaldte det, hyggerocket vom. Dette skal naturligvis tages med et gran salt, for de er aldrig holdt op med at være Mastodon og deres seneste udgivelser har stadig været et lyt eller mange værd, alene for deres komplekse arrangementer. Komplekse arrangementer, som flere gange under koncerten, forsvandt i den mudrede lyd, der fulgte efter mig fra bakken og op mod pitten.

Mand overbord
Men lyden er såmænd det mindste af mine problemer med koncerten. I løbet af den time mastodonterne havde til deres rådighed, var deres fokus, naturligvis, på deres seneste udgivelse, ‘Hushed and Grim’, som vi talte pænt om. Hele seks numre blev det til fra den seneste udgivelse, og havde det været en del af en reel turne hvor de spillede i, lad os sige Pumpehuset, ville det have været en hel anden snak.

Når man spiller på en festival, spiller man for en anden demografi, end hvis man optræder på et spillested. Jeg skal på ingen måde gøre mig til herre overt, hvordan Mastodon sammensætter deres sætlister, men det ville være smart, om de havde skelet til, at deres publikum nok mest kom for at feste. Bevares, det ene af to numre fra ‘Leviathan’ — i dette tilfælde ‘Megalodon’ — fik folk til at headbange som fulde spætter, før den på en og samme tid røvballede og thrashede solo, fik liv i folk. Overgangen fra epilepsi til taktfaste, og ikke mindst ubønhørligt dundrende trommer, faldt i god jord, og de mange mennesker tilkendegav deres højrøstede taknemmelighed over noget at kunne headbange til.

For når Mastodon nøjes med at tælle til fire, så kan publikum tælle med; desværre var matematikken ikke med kaptajn Brent Hinds og mandskab i dag. Fra min udmærkede udkigspost i udkanten af pitten, observerede jeg en mand stå og spise sin varme aftensmad med et koncentreret blik i øjnene, hvilket er ganske sigende for det engagement, de fremmødte kunne stampe op af betonen.

Amputeret ved knæet
Og det er i grunden smadderærgerligt. For både’ Teardrinker’ og ‘Bladecatcher’ blev liret af tilfredsstillende, men faldt til jorden. En tidligere kollega fortalte mig, at det altid er et sats med Mastodon og det tyder på at jeg har været uheldig, for strengt taget var det først da de krydrede ‘More Than I Can Chew’ med en lille omgang mavegnub/hovedklap, at jeg følte det store  — en færdighedsøvelse, som i grunden er en god måde at beskrive deres musik på.

Om jeg er alene med at føle mig en lille smule skuffet over, at det eneste nummer fra ‘Remission’ hverken var ‘March of The Fire Ants’ eller ‘Where Strides The Behemoth’, skal jeg ikke kunne sige. Men som en anden Ahab holdt jeg forgæves modet oppe i håbet om at besejre den hvide hval. Hvad jeg trods alt fik, var en form for revanche, et glimt af en hale i det fjerne og den ultimative trøstepræmie: en velspillet og tonstung ‘Blood and Thunder’, der langt om længe gav vind i sejlene — desværre alt for lidt, alt for sent.