Dinosaursyndromet
Populær
Iron Maiden bevæger sig flere skridt frem, et par tilbage og mange til siden på 'Senjutsu', der på samme tid er alt for langt og alligevel lyder friskere, end Maiden har gjort længe.
2. Stratego (Gers/Harris) 4:59
3. The Writing On The Wall (Smith/Dickinson) 6:13
4. Lost In A Lost World (Harris) 9:31
5. Days Of Future Past (Smith/Dickinson) 4:03
6. The Time Machine (Gers/Harris) 7:09
7. Darkest Hour (Smith/Dickinson) 7:20
8. Death Of The Celts (Harris) 10:20
9. The Parchment (Harris) 12:39
10. Hell On Earth (Harris) 11:19
Dinosaursyndromet. Alle de store mastodontbands lider under det – den manglende evne til at begrænse sig. Succesen og alderen lader til at medføre, at ingen kan finde ud af at sige nej. Nej til de mindre gode idéer, nej til at skære det overflødige fra, nej til at presse succesbandet lidt mere. Herregud, de har jo så mange fans, det skal nok sælge alligevel, og så har man en undskyldning for at tage på turné. Der ligger pengene, og så får bandet og deres mange ansatte deres løn.
Iron Maiden lider af selvsamme dinosaursyndrom og har gjort det længe med alt for lange album, der ikke kom nogen vegne, og som forvekslede mange gentagelser af omkvædet og deraf følgende alenlange sange med progressiv rock og metal. Der er lavet gode album efter Bruce Dickinsons genkomst, men det er især de to første efter hans comeback. 'Senjutu's forgænger, 'The Book of Souls', var et lavpunkt i diskografien, oppustet som det var.
En luntetravende galophest
Ser man på 'Senjutsu's trackliste, er der grund til at frygte det værste. To sange under 6 minutter, fem mellem 6 og 10 minutter og de tre sidste mellem 10 og 12½ minutter. Samlet spilletid: 82 minutter. Spørgsmålene er mange: Hvorfor skal sangene være så lange? Hvorfor skal albummet partout være et dobbeltalbum? Hvorfor lægger man tre numre over 10 minutter sidst på pladen? Og hvorfor bevæger Iron Maiden sig aldrig længere over et mageligt midttempo, enkelte passager ('Days of Future Past', 'The Time Machine') fraregnet? Hvorfor skal Iron Maiden partout gå i skridtgang og luntetrav, når nu de er så gode til galopere? Og: Hvorfor er der ingen, der gør noget for at afhjælpe det dinousaursyndrom? Der er simpelthen et eller andet galt med balancen i bandet, når de ikke selv længere er i stand til at skære ned, og når numrenes kvalitet for sjældent berettiger den eksorbitante spilletid.
Forstå mig ret: Jeg synes egentlig, det er prisværdigt, at Iron Maiden udvikler sig organisk, ikke bare kører i den samme rille, men prøver noget nyt af. Jeg synes også, det er absolut prisværdigt, at de spiller de nye sange live, modsat mange andre ældre bands. Det dinosaursyndrom, Maiden lider af, er markant mere godartet end mange andre bands i samme position, og det må man respektere dem for. Af og til ville jeg bare ønske, at jeg fik samme ståpels, som jeg stadig gør, når jeg lytter til bandets klassiske værker. Men det er selvfølgelig en urimelig fordring, for hvor mange af metallens store dinosaurer udgiver stadig album, der er lige så væsentlige som i deres ungdoms vår?
Det bedste album siden ...
Det betyder ikke, at 'Senjutsu' er noget dårligt album. I mine ører er det bandets bedste siden 'Dance of Death' (skriver man ikke altid "bandets bedste siden album X" i denne slags anmeldelser?). Og egentlig lykkes bandet meget bedre med at ramme noget mere reelt progressivt – sangskrivning med et narrativ; passager sat mere organisk sammen end længe; færre gentagelser af omkvædet til at pumpe spilletiden op – end meget længe. 'Death of the Celts', med dens lange dynamiske instrumentale passager er decideret fremragende og en fornøjelse at lytte til. 'Days of Future Past' er klassisk, moderne Maiden og er nok den, der virker tættest på at kunne snige sig ind i livesættet på mere permanent basis. Og de mange gentagelser af omkvæd er der også skruet ned for.
Mange skridt til siden
Men der er også meget fyld. Skal titel- og åbningsnummeret virkelig vare 8:20 minutter, og hvorfor, når det slæber sig af sted? Har 'The Parchment' virkelig behov for at fylde 12:39 minutter? Der er virkelig gode passager i den, men også for mange, der ikke bringer sangen nogen vegne, og det er symptomatisk for albummet. Og ville sangskrivningen på fx 'The Time Machine' og 'Lost in a Lost World' ikke have haft bedre af at være blevet strammet op, skåret ned? Og 'Writing on the Wall's indledende boogierock-riff spillet som folk skulle nogen have sagt nej til. Og alligevel synes jeg, albummet som helhed har en friskhed, man ikke har hørt længe, og at sangene indeholder langt flere gode passager end på de sidste mange udgivelser. Og det er mere varieret end længe hørt.
Sådan går det. Nogle skridt frem. Nogle tilbage. Lidt vel mange til siden. 'Senjutsu' er ikke Maidens bedste album, men absolut heller ikke deres dårligste. Og modsat mange af de senere tror jeg, at jeg kommer til at høre det i fremtiden.