Ugens Monster Drøn

Populær
Ugens Monster Drøn
Iron Maiden er trætte af pis på "Dance Of Death". Lars Schmidt anmelder på udførlig vis. Efter braget fredag på Roskilde er vi mange, der har ventet i dyb længsel på de britiske metal-pionerer Iron Maidens nye udspil, "Dance of Death", og Maiden skuffer ikke. Efter tiden med Blaze Bailey skuffer Maiden nemlig aldrig mere! "Dance of Death" er klart det bedste Maiden-album siden gruppens ultimative højdepunkt, "Fear of the Dark" (1992), og det er ikke
mindst, fordi der er tale om en dødsdans med budskab, holdning og vrede. Og ikke mindst musikalsk indhold.

Musikalsk har vi at gøre med klassisk heavy metal, høj vokal, masser af guitarsoloer, temposkift og melodi. Iron Maiden som vi altid har kendt dem. Overraskelsen er så denne gang, at Maiden har noget på hjerte, og de siger det klart og tydeligt: Verden er på røven. De løgnagtige politikere og diktatorer er ved at sende os alle direkte i afgrunden. En klar holdning og
et klart budskab er sgu' befriende i nutidens indadvendte metalverden.

Og skal man sammenligne Maiden med NU-tidens metal, er det virkelig her, de musikalske kontraster sættes i relief. Maidens musikalske univers er ikke stemt ned og udelukkende baseret på riffs og tunge rytmer. Set i det lys virker Maiden for nye lyttere måske som et noget skingert band - også takket være Bruce Dickinsons høje vokal. Men det skider Maiden sgu da på. De lefler ikke for trends. De lefler ikke for noget eller nogen. De er sig selv. De er ærlige. Og de står ved det, de hele tiden har lavet.

Musikalsk set er "Dance of Death" albummet, hvor de tre guitarister, Dave Murray, Adrian Smith og Jannick Gers, endelig har fundet deres plads. De giver rum til hinanden. De spiller fænomenalt sammen. De supplerer hinanden strålende, og krydderiet er som sædvanlig bassist og orkesterleder Steve
Harris, hvis bas til tider også er et solist-instrument. De tre guitarister og bassisten har på "Dance of Death" skabt det unikke lydbillede, som de famlede efter på forgængeren "Brave New World".

11 numre er der på "Dance of Death". En lille håndfuld straight forward Maiden-rockere, lige ud ad landevejen og så seks numre, der er mere end seks minutter lange. Og det er netop de lange numre, der finder deres crescendo undervejs, som jeg elsker Maiden for.

Lad os tage "Dance of Death" nummer for nummer:

"Wildest Dreams" - den første single er et godt gedigent rock-nummer med fuld knald på. Hverken mere eller mindre. Det er "Rainmaker" også, men det starter med et sprudlende fedt guitar-intro og kører over i et medrivende omkvæd. Men tempoet og snittet i de to åbningsnumre er slet ikke, hvad dette
album handler om. Det handler om de store, episke numre.

Og lige netop dét er treeren, "No More Lies", der starter SÅ guddommeligt fedt. Et stille guitar- og basintro der bygger sig så langsomt op til skriget: "No More Lies". Maiden gider ikke høre mere pis! Et tonserriff af de store åbner "Montségur", inden vi ledes over i titelnummeret, som er en lang episk historie om det farlige og ukendte, der venter på os i vores drømme. Specielt på dette nummer boltrer de tre guitarister sig.

Og så kommer der to hurtige Maiden-rockere, "Gates of Tomorrow" og "New Frontier". Sidstnævnte er det første nummer, trommeslager Nicko McBrain har været med til at skrive, og det er noget, vi har hørt meget om inden udgivelsen. Men sad to say, Nicko. Det er nummer er nok det mest ordinære på "Dance of Death".

"Paschendale" er en lang fortælling om 1. Verdenskrigs rædsler. Dét nummer glæder jeg mig til at dyrke lidt mere. Det er et af de mere tunge numre på albummet. "Face in the Sand" signalerer tekstmæssigt virkelig, at Iron Maiden er sure på verdenslederne. Nej, sure er sgu for mildt... de er vrede. Vrede over de krigs- og terrortrusler, som er blevet verden i vor tid. Et
super effektfuldt guitar-intro som på "No More Lies" starter nummeret, som forbliver i det dystre og forstærkes af et langt, intrumentalt og fuldt instrumenteret forspil.

På "Age of Innocence" fortsætter vreden - denne gang ligeledes kanaliseret over på de løgnagtige politikere, der sætter vores liv på spil og sender os lukt imod afgrunden. Og det gør faktisk ikke noget, at omkvædet er noget af det mere poppede, som Maiden har disket op med. "Dance of Death" afsluttes med "Journeyman", en ballade med strygere og hele molevitten. En ganske afdæmpet slutning på et album, som jeg undrer mig over, men alligevel glæder mig til at fordybe mig i.

Og så er der endelig karaktergivningen. Igen er anmelderen lidt fedtet. Hvis "Dance of Death" skulle have været helt oppe at ringe, skulle Maiden have gjort mere ud af de straight forward rockere. Der er fire af slagsen, og de er ikke helt på toppen allesammen. Og "Journeyman" kan jeg ikke helt greje, ej heller se berettigelsen i. Til gengæld er de lange numre, og dem er der heldigvis flest af. Iron Maiden, når Iron Maiden er i sit es. Det er numre, som vokser sig store og stærke. Og endelig (og det, som berettiger den trods alt høje karakter), så har
Osama, Bush, Blair, Saddam, Arafat og alle de andre, der gambler med klodens liv, fået Maiden til at tage bladet fra munden for klart og tydeligt at udtrykke, at nu har vi sgu fået nok af deres elendige pis!

Kunstner
Titel
Dance of Death
Label
Distributør
Forfatter
Karakter
4